Stoffers skruetrækker – Kristen Bjørnkjærs erindringer

9. august 2010

Journalisten og forfatteren Kristen Bjørnkjær blev kendt i en større offentlighed, da han udgav digtsamlingen “Kærestesorger” i 1976. Digtsamlingen blev noget sÃ¥ sjældent som en lyrisk sællert. Forklaringen pÃ¥ successen var, at Bjørnkjær med sine digte om en følsom mands kærlighedskvaler og -oplevelser ramte tidsÃ¥nden lige i solar plexus. Vi befandt os midt i halvfjerdserne, hvor kvindekamp og feminisme var ved at sætte en ny dagsorden for det, man kaldte “kønsrollerne”, og man havde opfundet den “bløde” mand, der ogsÃ¥ kunne tale om følelser…

Jeg kan huske, at digtsamlingen også var et hit blandt mine litteraturstuderende fæller. Selv var jeg mere forbeholden. Jeg foretrak de modernistiske digtere, der ikke solgte stort. En forkærlighed, jeg havde haft siden folkeskolen. Men jeg sagde det ikke højt, for 50.000 læsere kunne vel ikke tage fejl, vel? Det var i knækprosaens tid, hvor det handlede mere om at skrive realistisk rapporterende fra en æggebakke, en gulvspand eller et forkvaklet kønsliv end om at dyrke poesiens mere utilgængelige æstetiske og sproglige sider. Ganske vist var Bjørnkjærs samling langt bedre end knækprosabøgerne, men alligevel for langt fra den poesi, jeg elskede og stadigvæk holder af.

Jeg fik dog interesse for Bjørnkjærs særlige sprogtone. En særlig afart af jysk lune, en særlig let ironisk distance til virkeligheden, som jeg sidenhen har genfundet hos journalisten Bjørnkjær, og som har gjort ham til en af mine favoritter blandt spinatfuglene på Information.

Og det er også denne specielle sprogtone, der bærer erindringsbogen. Og gør den til en særlig læseoplevelse.

Erindringerne er en fortælling om den unge Kristens vej fra flækken Fløjstrup ved Århus til en stilling som kulturredaktør ved Information i Københavnstrup. En rejse, hvor Bjørnkjær bevæger sig mellem journalistikkens Scylla og kunstens Carybdis på sin rejse gennem det satans liv. Journalistikken giver brød på bordet og mulighed for at dyrke kærligheden til avantgarde-kunsten på den anden side.

Undervejs fra det Ã¥rhusianske eksperimenterende kunstmiljø til København møder man flere af nutidens kulturpinger – Per Kirkeby, Hans Jørgen Nielsen, Dan Turèll, Klaus Rifbjerg m.fl. – i smÃ¥ skarpe portrætter, der føjer nuancer til det image, de siden har fÃ¥et. Historien om Dan Turèll i ørkenen i pelsfrakke, vil jeg sent glemme. Bjørnkjær fortæller uimponeret, ærligt om sine oplevelser med kultureliten. Og der er ikke et gran af intellektualisme, benovelse eller koketteri over hans name dropping. Heldigvis for det.

Bogen er også en fortælling om hovedpersonens successer og fiaskoer i kærlighedslivet. Hvor han, som man selv skriver, gang på gang bliver reddet af gong-gongen i det professionelle liv,  og så at sige har held i sprøjten, så går det ganske anderledes i kærlighedslivet. I det mest autentiske, nøgne og usminkede afsnit fortæller Bjørnkjær om et langvarigt og smerteligt lærerigt utroskabsforhold, hvis konsekvenser kommer til at præge hans voksne liv dybt og varigt. Historien fortælles med den bjørnkjærske nedtonede distance og helt uden bitterhed. Nærmest med en form for taknemmelighed over for de knubs, kærlighedslivet har givet ham. Afsnittet er som sagt det bedste i bogen, og gør i sig selv bogen værd at læse. Men ellers er dens kvalitet, at den giver en fint billede af tresserne og halvfjerdserne, som et velkomment korrektiv til den i forvejen dybt mytologiserede periode. Hermed varmt anbefalet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 kommentarer

  1. gertrud kommentarer:

    Sjovt omslag – KB og professor PAaB. Den uhyre produktive Brandts erindringer kunne ogsÃ¥ være interessante…

  2. capac kommentarer:

    @Gertrud: Det ligner, men er ikke Brandt. Det er ungdomsvennen Erik Liljenberg, kaldet Liljenberg, der sammen med KB udfører et eksperimenterende kunstværk, hvor Liljenberg agerer grammofon. Jeg tvivler pÃ¥, at Brandt nogensinde fÃ¥r skrevet nogle erindringer…

  3. gertrud kommentarer:

    :-) De lignede Ã¥benbart hinanden dengang. Piberygende poetikere med cæserfrisurer…

  4. capac kommentarer:

    @Gertrud: Netop!

  5. Donald kommentarer:

    Det er vist ikke ligefrem cæsarfrisurer, men lad det nu ligge, det var moderigtigt og distingveret at ryge pibe, egentlig underligt, for det er noget værre griseri :-)

    Tak for den fremragende anbefaling incl. resumé og hovedpunktet “utroskabsforhold” – det er præcis det der gør at anbefalingen virker pÃ¥ mig. Hvem var det mon, der var utro …

  6. capac kommentarer:

    @Donald: Der skal to til en kop Medova, som den gamle reklame sagde. Sådan er det vel også med utroskabsforhold!? Men læs endelig bogen. Den er det værd.

Skriv en kommentar

323 har læst indlægget
14,768