Fay Weldon – “Læn dig tilbage og tænk pÃ¥ Jesus !”

6. september 2006

En gammel talemÃ¥de siger, at nÃ¥r Fanden bliver gammel, sÃ¥ begynder han at gÃ¥ i kirke. TalemÃ¥den falder mig ind under læsningen af et interview med den engelske forfatterinde Fay Weldon i The Guardian. Weldon er kendt som en ferm beskriver af kvindeliv igennem de sidste tre-fire Ã¥rtier. PÃ¥ sin egen vittige og skarpe facon har hun slÃ¥et et slag for kvinders frigørelse med bøger som The Fat Woman’s Joke (1971), Puffball (1980), The Lives and Loves of a She-Devil (1983), Big Women (1991) og selvbiografien Auto da Fay (2001). Bare for at nævne et par stykker. Mange af bøgerne er – med held – blevet filmatiseret til biograflærredet og ikke mindst tv-skærmen.

Jeg har altid synes, at Weldon var interessant at læse og lytte til, fordi hun ikke blot var blåøjet kvindesagsforkæmper. Det har altid været med en god portion ironi og skepsis i relation til kvinders handle- og tænkemÃ¥de; en djævlesplint i øjet, en ironi, der altid lod en tilbage med en fornemmelse af, at Weldon kunne overraske en igen. Som mange andre gode forfattere og kunstnere i almindelighed – lad os bare nævne bloggens darling, Bob Dylan – har hun aldrig været for fastholdere.

Nu kan man sÃ¥ læse, at Fay i en høj alder (hun er over 70) har forladt ateismen til fordel for kristendommen. Hun er oven i købet blevet døbt. Intervieweren, Robert Harris, lægger ikke skjul pÃ¥, at han inderligt hÃ¥ber, det er en spøg, og at hun er en upÃ¥lidelig fortæller. At Weldon endnu engang vil drille sine læsere, trække dem rundt i manegen ved næsen. Men nej, Weldon forklarer sin modstand mod at tro pÃ¥ Gud og et evigt liv som en intellektuel vildfarelse. En vigtig bevæggrund for hendes omvendelse er, at hun for et Ã¥r siden var lige ved at dø pÃ¥ grund af en allergisk reaktion. Da oplevede hun, at døren – en gammel flot trædør med dobbeltglasruder – til Himlen (eller mÃ¥ske Helvede) Ã¥bnede sig, og medens lægerne trak den ene vej, trak en kerub den anden vej. Det var ikke nogen rar oplevelse, men den forvissede forfatterinden om, at der er en sjæl i mennesket, og at der er noget hinsides døden.
I sin nye bog What Makes Women Happy forklarer hun, at det nok ville være meget nemmere, hvis sjælen ikke eksisterede, og man ikke behøvede at bekymre sig om det hinsides. Men så nemt slipper vi ikke.
Omvendelsen har præg af anger og fortrydelse. For, som Fay Weldon siger, så har hun medansvar for den kultur, vi lever i. Det er til dels min skyld, at balancen mellem kønnene er ændret, pointerer hun. Måske en smule ironisk, håber Harris. Han er stadig i tvivl.
Det ville nok være for meget af det gode, hvis Weldon simpelthen var faldet til patten. Hvis hun var blevet en af de skingre, “frelste” nykristne, der blot vil moralisere over os andre arme syndere (jeg skal nok undlade at give nogle danske eksempler…). Men hun mener, at bÃ¥de mænd og kvinder vil have godt at føle mere skyld. Det vil gøre deres sjæl godt. Hvis en kvinde har et sidespring, sÃ¥ skal hun ikke være sÃ¥ dum at forlade sin mand til fordel for elskeren. Men vende tilbage til ægteskabet, holde kæft og – føle skyld. Næsten Business as usual, kan man sige, men et kristent, moralsk twist. Weldon har tydeligvis selv behov for at føle skyld over sit umoralske levned, som hun har beskrevet detaljret i sin selvbiografi om de unge Ã¥r. Her fortæller hun Ã¥benhjertigt om, hvordan hun lod sine indre dæmoner styre sit liv med uheldige konsekvenser. Sjovt nok er det ikke en Ã¥ndelig leder, der fÃ¥r hende til at indse det hÃ¥bløse i at forfølge sine egoistiske impulser, men derimod en “hÃ¥rd og streng freudiansk hjernevrider”! Og præsterne kan hun ikke rigtig bruge til noget. De er blevet en slags terapeuter og følelsespsykologer, der ikke forstÃ¥r deres moralske fordring.

Men Weldon er stadigvæk god for en provokation. I den nye bog, som hun blandt andet har skrevet, fordi hun er blevet ansat pÃ¥ et universitet som underviser i creative writing, kommer hun med overraskende tanker om den kvindelige lykke. Svarene pÃ¥, hvad der gør kvinder lykkelige – bogens titel – er: Sex, chokolade, shopping og venner, mad og familien. Og sidst men ikke mindst: Vær god! Hvis du er god bliver du lykkelig, vær lykkelig og du vil blive god!

Skal man nu være chokeret over Fays omvendelse? Næ, egentlig ikke. Hun er stadigvæk ironisk og dybt skeptisk over for det, hun ser og oplever. Fx mener hun, at kvindefrigørelsen ikke har gjort kvinder lykkeligere. Tværtimod. Kvinderne har vundet kvindekampen. Ingen tvivl om det. Men de har ikke vundet lykken. Kvinderne har fÃ¥et magt, men ved ikke, hvordan de skal bruge den til deres eget bedste. Som eksempel – og man vil forstÃ¥, at det ikke er, hvilket som helst eksempel, nÃ¥r man kender lidt til Weldons forfatterskab – orgasmerne. De er ikke en kilde til lykke, siger Fay. I gamle dage bekymrede mænd sig ikke om kvinders orgasme. Og mange kvinder anede ikke, at de fandtes. Nu er orgasmen en mÃ¥lestok for vellykket sex – og for mænds duelighed i sengen. Men, du kan sagtens nyde sex uden orgasme, understreger Fay. Med kravet om orgasme risikerer bÃ¥de kvinder og mænd at blive frustrerede.

Hvad mon feministerne vil tænke?, spørger den rystede interviewer. “Det er jeg for gammel til at bekymre mig om”, lyder svaret.

PS. Overskriften, som jeg har tyvstjålet fra Guardian, er selvfølgelig en parafrase af Victorianismens holdning til sex. Tænk på Gud og Imperiet, de par minutter den kødelige akt tager.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

403 har læst indlægget
13,587