Søde Judy med de blå øjne

5. november 2011

Hun har rundet de 72 Ã¥r, og har for nylig udsendt et nyt album, Bohemians. Og sÃ¥ har hun – meget passende – fÃ¥et udsendt sine erindringer med den stærkt associative titel Sweet Judy Blue Eyes. Vi ved jo alle, at hun havde amourøs omgang med Steven Stills, der ogsÃ¥ skrev Suite: Judy Blue Eyes til Crosby, Stills & Nash første plade i 1969.

Ikke alene har Judy Collins øjne så blå, at man kunne forsvinde i dem, men også en af de flotteste sopraner i moderne populærmusik. Måske den bedste af dem alle. Hun var imidlertid sen til at komme igang med at skrive sine egne sange i en tid, hvor det blev nøglen til stor anerkendelse og succes, og blev derfor hængende i et image som fortolker af andres sange.

Collins kom fra en musikalsk familie. Faderen var radiomand, og den unge Judy fik en klassisk musikalsk dannelse. Men det var ikke klaverværker af Mozart og andre klassiske komponister, der trak i de unge i tresserne. Det var folk og pop, og via optræderner på klubber og cafeer fik Collins adgang til populærmusikkens hellige haller, pladestudierne. En kontrakt med det dengang kreative og fremsynede Elektra sørgede for at sætte hendes karriere på skinner med en række velproducerede og kritikerroste album, fx “Wildflowers” (1967) og “Who Knows Where the Time Goes” (1968).

Til Collins’ image hører ogsÃ¥ associationerne i retning af den “pæne pige”, der ikke flippede sÃ¥ meget ud som andre i den generation. Men i følge forskræppende til memoirerne, sÃ¥ korrigeres dette billede. OgsÃ¥ hun fik sin del af sprutten, stofferne og den fri sex – i hvert fald før hun giftede sig for anden gang med Louis Nelson. Og det er vel ganske befriende at konstatere, at hun nok lød hun og sÃ¥ ud som en engel, men hun var det ikke…

I følge anmeldelserne af bogen, sÃ¥ er hendes kommentarer til kollegerne ogsÃ¥ værd at læse – og med til at nuancere billedet af ikonerne. Fx fÃ¥r Dylan pÃ¥ puklen, fordi han gladeligt lod sig promovere af Joan Baez i de unge Ã¥r, hvor han optrÃ¥dte som gæst ved hendes koncerter, men aldrig gjorde gengæld siden hen. Endnu en brik til billedet af egocentrikeren Bob Dylan. Eller nÃ¥r Collins beretter om Janis Joplins nøgterne selvdestruktive erkendelse af, at flasken ville blive hendes skæbne.

Omtalerne af bogen giver en lyst til at læse den fra ende til anden, fordi den er endnu en personlige fortælling om en æra, hvor verden forandrede sig mere end nogensinde før.

BohemianTurn Turn Turn

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

151 har læst indlægget
14,525