Phil Ochs – en aktuel, ‘radikal’ sangskriver og musiker
21. december 2011
Phil Ochs var en af de folkemusikere, der kom frem på den såkaldte Greenwich Village Scene i de tidlige tressere. Sammen med Bob Dylan, Joan, Baez, Tom Paxton og mange flere.
Han blev født i denne måned for 71 år siden som søn af en skotsk læge, der blev psykisk ødelagt af at arbejde ved fronten under Anden Verdenskrig. Faderens psykiske problemer betød, at familien flyttede rundt i USA.
Som teenager lærte Phil Ochs at spille klarinet. Og inden han fyldte 16 blev han soloklarinetist i orkesteret ved musikkonservatoriet på Capital University i Ohio.
Men selv om han altså blev klassisk skolet, så blev Phil som mange andre unge i de år fascineret af den rock’n roll og country, der strømmede ud af radioen. En vis ungdommelig rastløshed betød også, at han ikke kunne tage sig sammen til at gennemføre en universitetsuddannelse. Han blev interesseret i politiske emner og drømte om at blive journalist.
Under et kort ophold på Ohio University blev Ochs introduceret til folkemusikken i form af Pete Seeger, Woody Guthrie og andre fra den generation. Han lærte at spille guitar og blev involveret i studenterpolitik. Kombinationen af musik og politisk interesse blev hans varemærke. Han var, hvad amerikanerne kalder "radical". Altså kritisk, venstreorienteret.
Efter at have optrådt rundt omkring gled han ind som en del af Greenwich Village Scenen i 1962, hvor han blev kendt som en af de markante protestsangere. Og han var det med langt større ret end Bob Dylan, der blev beskyldt for at være det – men først og fremmest var poet og musiker.
I 1963 blev Ochs eksponeret på Newport Folk Festival sammen med bl.a. Dylan og Baez. Og festivalen havde næsten samme PR-effekt som Woodstock-festivalen fik et årti senere. Ochs optræden gjorde ham mere kendt, og han fik mulighed for at optræde på større scener, bl.a Carnegie Hall, og han deltog i mange politiske arrangementer og fortsatte med skrive kritiske artikler til magasiner og aviser.
Det var også i årene 1963-64 han begyndte at indspille plader. Han havde fået kontrakt med det progressive Elektra Records, som udsendte hans tre første album: All the News That’s Fit to Sing (1964), I Ain’t Marching Anymore (1965), og Phil Ochs in Concert (1966). Pladerne faldt i kritikernes og publikums smag – og passede som fod i hose til den oprørske tidsånd – og Ochs var i vælten og blev betragtet som en reel konkurrent til Bob Dylan, hvis stjerne blev ved med at stige de år.
Ochs forsatte op gennem tresserne med at skrive mange sange, og han indspillede flere album på plademærket A&M: : Pleasures of the Harbor (1967), Tape from California (1968), Rehearsals for Retirement (1969) og Greatest Hits (1970), som slet ikke var en opsamling af hits, men nyskrevne sange. På disse plader forlod Ochs også de enkle folkarrangementer, hvor han primært akkompagnerede sig selv på akustisk guitar, til fordel for arrangementer med orkester. Stilskiftet betød imidlertid også, at en del folkpurister forlod hans fanskare – akkurat som det var tilfældet for Dylan, da han satte strøm til sin guitar i 1965.
Hits blev det ikke til for Ochs, og han holdt fast i sine politisk-tematiske tekster. Blandt andet var han – som mange andre unge – stærkt optaget af udviklingen i Vietnam-krigen. Og han blev en markant stemme i den "verdensopinion", der dengang opstod, og som tog afstand fra amerikanernes engagement i krigen.
Frustereret over den politiske udvikling i USA – bl.a. mordene på Martin Luther King og Kennedyerne og valget af Richard Nixon til præsident – og måske også over den manglende kommercielle succes, forsøgte Ochs at skifte musikalsk stil. Han holdt fast i de politiske emner, men vendt tilbage til den musik, han havde fået ind med radiobølgerne i ungdomsårene: rock’n roll og country. I ført band og guldlamé-jakke à la Elvis optrådte han rundt omkring med en blanding af egne og andres sange. Men ikke alle brød sig om det stilskift. Og samtidig fik Ochs et stofmisbrug. Han begyndte at drikke heftigt og tage nervemedicin for at klare presset som optrædende. Som så ofte medførte alkoholmisbruget, at karrieren gik i opløsning. Det ellers flydende sangskriveri gik mere eller mindre i stå. Og udgivelsen af plader lige så. Drikkeriet tog til, og Ochs led af depressioner.
Han fortsatte dog med at optræde og rejste bl.a. til Latinamerikan, Australien, New Zealand og Afrika. Sidstnævnte sted blev han overfaldet og forsøgt kvalt af røvere, og denne oplevelse ødelagde ikke blot hans stemme, men betød en yderligere psykisk belastning. Sammen med drikkeriet medførte det, at Ochs udviklede paranoide tendenser. Og selv om han fortsatte med at optræde blev det mere og mere tydeligt, at alkoholismen sammen med de andre problemer havde gjort Ochs til et psykiatrisk tilfælde. Den sidste tid gik det ned ad bakke for Phil Ochs. Han levede en overgang på gaden. Og efterhånden blev han plaget af selvmordstanker. Efter at have fået stillet en psykiatrisk diagnose for personlighedsspaltning, flyttede han ind hos sin søster, Sonny, hvor han brugte tiden på at se tv. Og den 9. april 1976 hængte han sig selv.
At man lider af paranoide forestillinger, betyder som bekendt ikke, at der ikke kan være noget om snakken. Som andre ‘radikale’ i USAs nyere historie oplevede Ochs at komme på FBIs liste (sammen med fx John Lennon) over personer, der blev betragtet som potentielt farlige på grund af deres politiske engagement. Men selv om interessen for Phil Ochs indspilninger måske dalede i løbet af halvfjerdserne, så fortsatte hans indflydelse. Et hav af kunstnere – fx Joan Baez, Gene Clark, Judy Collins, Marianne Faithfull, Pete Seeger og Harry Nilsson – har indspillet nogle af hans mange sange. Og måske vil nye folkelige, polistiske bevægelser som fx Occupy Wall Street betyde, at hans sangskrivning vil få en renæssance.
Jim Dean of America – What are you fighting for? – I ain’t marching anymore –
