Paul McCartney interviewes – på tysk
31. januar 2012
Det er en kunst at være en god interviewer. Og det må være noget af en udfordring af afæske Sir Paul McCartney noget, der ikke er sagt før. Om det lykkes for den tyske journalist Christoph Dallach i dagens udgave af Die Zeit skal jeg ikke sige med 100% sikkerhed. Men i hvert fald er der et par informationer, jeg ikke er stødt på før.
Anledningen til det store interview er selvfølgelig McCartneys nye plade, hvor kunstneren griber tilbage til tyvernes og tredivernes amerikanske sangskat. De sange, som hans egen far underholdte med i det McCartneyske hjem. Det er et læseværdigt interview. Alene indledningen, der fortæller om de strikse regler, der gælder en “audiens” hos Macca er kostelig læsning. Temaet er afgrænset. Tiden er ligeså. Det gælder om at være topforberedt – og ikke afstikke fra afstukne vej, for så stopper interviewet pronto.
Men det lykkes for Dallach at få McCartney til at fortælle og endda rose intervieweren for et af de få spørgsmål, der er tid til. Den rosende bemærkning falder, efter at intervieweren har stillet følgende spørgsmål: “Opfattede de sange som It’s only a Paper Moon eller Bye, bye, Blackbird som deres forældres eller deres egen popmusik?”. Og Macca indrømmer, at han faktisk holdt mere af disse gamle standards end den rockmusik, der dukkede op med Little Richard, Fats Domino osv. Fordi den unge McCartney allerede dengang forstod, hvor godt disse sange var skruet sammen af de gamle mestre.
Apropos de gamle sange, så forsøger Macca også (igen) at aflive myten om John Lennon som værende den hårde negl. Også han havde en svaghed over for sentimentale jazz-numre som fx Little White Lies og Close your Eyes, put your Head on my Shoulder. Lennon elskede dem. Og selv om Lennon ikke var så velbevandret i den gamle sangskat som Paul selv (i hvert fald i følge hans fremstilling), så dannede de gamle sange grundlaget for deres fælles kompositioner.
På spørgsmål om, hvor Paul fik sit musikalske dannelse fra, svarer han, at det i hvert fald ikke var fra skolen, hvor undervisningen bestod i afspilning af grammofonplader med klassiske værker af Beethoven osv. Inspirationen kom fra radioen og fra faderens klaver, der underholdt familien. Apropos klaveret, så er det sjovt at læse, at faderen købte den i den forretning, som senere blev ledet af en vis Brian Epstein. Længe før The Beatles overhovedet var noget, der var på tegnebrættet. Et pudsigt tilfælde, som McCartney selv påpeger.
McCartney giver også endnu et eksempel på, hvor let nogle af sangene kommer til ham. Jeg kan huske, at han engang fortalte, hvordan en sang var kommet til ham i en drøm. Lige efter Freuds Drømmetydning. Men i interviewet fortæller han om sangen Valentine, som blev til, medens Paul var på ferie. I hotellets vestibule stod et gammelt klaver, og da de øvrige gæster havde søgt tilflugt på deres værelser på grund af dårligt vejr, satte han sig til at spille – og i løbet af en halv time var sangen færdig. Sådan.
Læs resten af det fine interview her.
[ukrediteret privatfoto]
