Da Lee Hazlewood mødte Ann-Margret – The Cowboy & the Lady (1969)
11. februar 2012
Konstellationen – smuk pige og grim mand – har været en universalnøgle til hitlisterne gennem årene. Lige fra Sonny & Cher over Serge Gainsbourg & Jane Birkin, Rene & Renato til Phil Spector og hans harem af pigegrupper – i skøn ukronologisk uorden. Og så selvfølgelig Lee Hazlewood & Nancy Sinatra. Nancy & Lee, som det album hed, der for alvor gjorde parret – og ikke mindst Nancy – kendt.
Lee Hazlewood tilhørte frømændenene (“the froggish men”), som frømanden Randy Newman selvironisk kaldte den kategori af mandlige sangskrivere, der – dengang i tresserne i det mindste – gjorde klogt i at skubbe en feminin skønhed frem i forgrunden for at markedsføre deres sange.
Nancy og Lee blev store. Og uden Lees sange er det langt fra sikker,t Nancy var kommet så langt som sangerinde – selv om hun både havde stemmen, udseendet og en nok så berømt farmand at trække på.
Knap så kendt en konstellation som Lee & Nancy er Lee & Ann-Margret. Da den første duo ikke længere indspillede plader, forsøgte Lee Hazlewood sig med Ann-Margaret på duopladen The Cowboy & The Lady. Pladen blev ikke nogen succes. Men den er siden blevet et efterspurgt samlerobjekt. Det skal da også retfærdigvis siges, at pladen ikke har samme mainstream-pop-charme som indspilningerne med Nancy. Til gengæld rummer den flere modige og eksperimenterende sange fra Hazlewoods hånd. Og Ann-Margret overgår – i mine ører – langt Nancy Sinatra, der holder sig inden på poppens pæne grænser. Ann-Margaet er mere vild, farlig, forførende, kælen og grænseoverskridende. Lyt fx til nummeret You turned My Head Around, der både klinger af beat, Beach Boys, Phil Spector, country og meget andet. En overset lille perle.
1. juni 2012 kl. 18:02
For det første, tak fordi Lee Hazlewoods navn for en gang skyld staves korrekt; det har langt fra været standard i publikationer, pÃ¥ nettet som pÃ¥ tryk (i øvrigt selvkommenteres dette forhold i sangen “So long babe”, Nancy & Lee).
For det andet – og her bliver det lidt vovet, sarte læsere kan holde sig for øjnene nu – for Ann-Margaret var faktisk sÃ¥ fræk at hun optrÃ¥dte uden trusser og barberet fra navlen og ned foran styrkerne i Vietnam, dengang da man stadig sendte entertainere over for at give tropperne gejst (ja, nok).
Hazlewood er ganske rigtig en “frog” med eller uden overskæg, men hans sange og produktioner har gennemlyst tiden efter 1966 og kan høres i alt fra Einstürzende Neubauten til Nikolaj Nørlund. Og tak for det.
2. juni 2012 kl. 01:24
@Peter: Tak for anekdoten om Ann-Margarets pikante optræden. Den kendte jeg ikke. Hazlewood er en god sangskriver, og så holder jeg også meget af hans stemme.