Uncle Albert/Admiral Halsey – på vej mod 70-årsdagen for Paul McCartney
15. juni 2012
Paul McCartney fylder 70 på mandag. Og man skulle da være en dårlig Beatles-fan, hvis man ikke gjorde lidt ud af det. Selv har Macca allerede markeret det med at aflyse koncerterne i Danmark… Spøg til side. McCartney skal nok blive fejret med manér, selv om han efter egen mening ikke er til stor festivitas.
Medens andre sikkert vil bruge energi på at diskutere (endnu engang), hvem der er størst, John eller Paul, så vil jeg hellere fokusere på de kvaliteter hos McCartney, der har gjort mig til fan af mandens musik. Jeg kan heller ikke afgøre, om et kanonslag eller Rundetårn er højest…
En af de ting, jeg i mange år har beundret Macca for, er hans udprægede sans for og lyst til at lege i musikken. Hos meget få musikere i populærmusikken finder man en så dedikeret opfindsomhed, som hos ham.
Jeg kommer i tanke om en radioudsendelsesrække, der blev sendt for mange år siden på DRs program 3, hvor Mccartney fortalte om, hvordan han og de andre i Beatles hele tiden forsøgte at forny den måde, en ny sang startede på. Hvor andre – et af eksemplerne var vist The Supremes – begyndte helt traditionelt i deres hits, forsøgte Beatles hele tiden at overraske. Og med succes. Hvem glemmer nogensinde, hvordan Beatles bruger feed-back-lyden fra John Lennons A-guitar-streng i starten af sangen “I feel fine“. Man kan slet ikke forestille sig den sang uden (i øvrigt var det vist den første gang feed-back-effekten blev brugt på plade…). I følge McCartneys egen forklaring var det en ren tilfældighed, at den lyd opstod. Beatles var i studiet og skulle til at lytte endnu et take af sangen igennem, da Lennon vender sig mod højtaleren med guitaren og “Nnnnnnwahhhhh!”. Og straks opstod ideen med at optage den lyd.
Selv om McCartney selvfølgelig ikke skal have hele æren for netop det eksempel, så illustrerer det alligevel hans sans for eksperimentet og for at udvide det musikalske univers. Siden har han nærmest konsekvent rendyrket eksperimenterelysten, fx under dæknavnet The Fireman.
Et andet eksempel er ideen med at koble to sange sammen til én. Og det sker fx på singleudspillet fra den netop genudgivne plade Ram, “Uncle Albert / Admiral Halsey“. Singlen blev nr. 1 på Billboards Hot-100 og den første store singlesucces for Macca i årene efter The Beatles. Og egentlig er det lidt pudsigt, når man betænker, hvor eksperimenterende nummeret er. Forklaringen er selvfølgelig, at nummeret – til trods for alle opfindsomhederne – fx lyde fra regn, torden, telefon og telefonsvarer – først og fremmest består af to rigtig iørefaldende popsange, skruet sammen til en. Man tænker næsten ikke over, at det er to sange, fordi de så finurligt skrues sammen. I ovenfor omtalte interview fortæller McCartney også, at ideen med at stykke to sange sammen ikke bare var en bæredygtig, fiks musikalsk idé, men også gav mening, fordi det gav emotionel balance til sangen:
“John og jeg var meget betaget af Lewis Carroll. Alice in Wonderland greb os virkelig som børn, The Walrus and the Carpenter og Jabberwocky, det var meget engelsk surrealisme.
I Uncle Albert forsøgte jeg at blande det med noget mere emotionelt. Jeg havde faktisk en onkel Albert, som, når han var fuld, plejede at kravle op på bordet og recitere fra Biblen. Det er en sang om at rejse hjemmefra, forlade sine rødder, og den er meget sentimental, men så skifter den kurs mod venstre, bare for at få balance i det emotionelle. At sætte to sange sammen, er et trick, jeg altid har elsket, når det virker“.
Og virke gør det i denne sang – og det understreger, at McCartney er en langt mere reflekteret kunstner, end visse kritikere har ville gøre ham til i årene efter The Beatles…
