It makes no difference – Garth Hudson fylder 75

1. august 2012

Den første musikalske inspiration i dag henter jeg igen ovre hos Torben, der rister en rune i anledning af multimusikanten Garth Hudsons 75-Ã¥rsdag. Den sendte mig straks hen til hylden for at finde endnu en af mine uopslidelige yndlingsplader i reolen: The Bands 1975-opus “Northern Lights Southern Cross”. Jeg kan ikke komme i tanke om en Band-plade, der i den grad demonstrerer Garth Hudsons betydning for gruppen og dens musik.

Pladen, der var Bands sjette album, blev indspillet i deres dengang helt nye Shangri-La-studio i Californien, hvor Garth Hudson med 24 spor til rådighed kunne lægge alle de lækre lag på, som gør pladen til en helt speciel musikalsk oplevelse.

SÃ¥ vidt jeg husker blev pladen ikke den store kommercielle succes, men i mine ører stÃ¥r den som en af de allerbedste plader i Band-kataloget. I de otte, stærke Robbie Robertson-sange bliver begrebet “americana” som stilbetegnelse helt meningsfuldt i kraft af bl.a. Garth Hudsons musikalske farvepalet, der giver musikken emotionelt bevægende dybde. Prøv fx at lytte til, hvad Hudson gør ved den uendeligt smukke “Acadian Driftwood“. Northern Lights Southern Cross er en af den slags plader, der bliver en lille smule bedre, hver gang man lytter til den. Den rammer en i solar plexus som en kærlig knytnæve. Hver gang.

Ikke alle deler min begejstring. Kritikeren Robert Christgau – amerikanernes svar pÃ¥ Poul Borum – hører sentimentalitet, hvor jeg hører emotionel dybde, men selv han mÃ¥ give Garth Hudson kredit (sikkert mod sin kritikervilje): “I’ve always been put off by the sprung quality of the Band’s music–the sense that if someone were to undo the catch its works would be propelled forth in all directions. Instead of energizing the impulse to piece together the lyrics–in the manner of the Stones, not to mention Bob Dylan–the sound of albums like Music From Big Pink and Stage Fright (though not The Band or The Basement Tapes) tends to reinforce their own metaphorical impenetrability. So the pure comeliness of every melody on this album led to an immediate infatuation. As I listened to the words, however, infatuation turned to mild affection, for the best of these songs is sentimental, and the worst (the two that are set in the city) are grossly sentimental. Only Garth Hudson, who has turned into a synthesizer natural, saves things in the end, and just barely. B+

Til lykke til musiktroldmanden Garth Hudson. Flere sange fra pladen kan man høre her i HD-kvalitet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. Michael kommentarer:

    Hej Capac. God beskrivelse af Northern Lights. Super godt album. Hvad med The Beach Boys igår. Var du der, det var en rigtig god koncert.

  2. capac kommentarer:

    @Michael: Desværre. Familiemæssige omstændigheder forhindrede mig i at opleve Stranddrengene i Ã…rhus. Men jeg kan forstÃ¥, at meningerne var lidt delte…

  3. Michael kommentarer:

    Det var de, men det var vel forventet. Gamle mænd som har skrevet en masse god musik. Der er dog en god anmeldelse i Poliiken. Kom selv gerne igen.

  4. capac kommentarer:

    @Michael: Ja, nÃ¥r man læser mellem linjerne (bortset fra mÃ¥ske Ekstrabladet…), kan man godt fornemme, at de gamle drenge leverede varen. Og det er dejligt. Ja, de mÃ¥ gerne komme igen, nÃ¥r jeg fÃ¥r mulighed for at være med! :)

Skriv en kommentar

252 har læst indlægget
13,768