Gårsdagens filmoplevelse: Kvartetten – af Dustin Hoffman
3. marts 2013
Fruen ville i biografen. So be it, tænkte jeg. Og valget faldte på den amerikanske skuespiller Dustin Hoffmans instruktørdebut Quartet. Udslagsgivende var nok snarere, at Maggie Smith var i en hovedrollerne. Hende kan hverken Fruen eller jeg blive træt at se på det store hvide lærred.
Kvartetten er en filmatisering af et teaterstykke af Ronald Harwood og handler om et alderdomshjem, landstedet Beecham House, for pensionerede musikere og operasangere. Hvert år fejrer de gamle musikere og sangere komponisten Giuseppe Verdis fødselsdag med en galakoncert – og denne gang skal koncerten være med til at redde Beecham House fra fatale økonomiske problemer.
Centralt i plottet står de fire hovedroller: den livs- og pigeglade Wilfred “Wilf” Bond (Bill Connolly), livsstykket Cecily “Cissy” Robson (Pauline Collins), den stille, resignerende Reginald “Reg” Paget (Tom COurtenay) og den tidligere operadiva Jean Horton (Maggie Smith), som flytter ind et stykke inde i filmens forløb. Sammen skal de fire realisere planen om at opføre kvartetten fra operaen Rigolettos tredje akt  “Bella figlia dell’amore”. Det er i hvert fald den lokale hustyran Cedric Livingstones (Michael Gambon) idé. Men det viser sig at være svært at realisere. For Jean, der tidligere har været gift med Reg (i ni dage!), vil ikke være med. Hun tror ikke, at stemmen kan bære igennem i det høje toneleje og så er der alle de emotionelle mellemregninger i forholdet til Reg at tage højde for. Et ægteskabeligt sidespring med en flot tenor førte – godt hjulpet på vej at champagne – Jean bort fra Reg. Til begges fortrydelse viser det sig…
Men som læseren nok allerede har gættet, så lykkes det alligevel for kvartetten at finde sammen og realisere planen. Hvordan det lykkes, må læseren selv have fornøjelse af at se, men en del af forklaringen er sublim skuespilkunst af høj britisk klasse.
Filmens historie er en bagatel. En ganske banal historie. Styrken i filmen ligger i det samspil mellem hovedrolleindehaverne og i den velsmurte teaterdialog. De spiller, så det er den rene fryd. Og får på smukkeste vis fremstillet alderdommens dilemmaer, dens charme og gebrækkeligheder (fra lettere demens over problemer med prostata, nattetisseri osv.) og kærlighedslivets ustoppelighed. Det tjener skuespillerne og instruktøren til ære, at filmen undgår at få karakter af filmet teater, selv om dialogen er så forfinet som en teaterdialog kun kan være.
Kvartetten er en livsbekræftende film i sin fremstilling af de mange musikglade, vitale ældre mennesker, der kæmper en kamp for at skrabe penge sammen for at redde deres sidste hjem. Og så er det en film, som enhver anglofil må unde sig selv at se – i biografen.
