En velkommen genudgivelse: The Kinks – Muswell Hillbillies

29. juni 2013

I forbindelse med 40-Ã¥ret for udgivelsen af The Kinks niende album Muswell Hillbillies (det var i 2011) beklagede Torben Bille sig over, at jubilæet ikke resulterede i en jubiliæumsoverhaling, sÃ¥dan som det er almindeligt i disse tider med jubilerende album. Men bedre sent end aldrig, som man siger. Nu sker det. Muswell Hillbillies udkommer om en mÃ¥neds tid i en deluxe-udgave – i serien af deluxe-udgivelser af Kinksalbum.
Albummet udkom første gang i november mÃ¥ned i 1971, og det fulgte op pÃ¥ det relativt succesfulde Lola Versus Powerman and the Moneygoround, Part One fra 1970, der hittede bÃ¥de hos kritikerne og hos publikum. En succes, der til dels blev trukket af nummeret “Lola”, der gik hen og blev en slags signatursang for Kinks. 
Men Ray Davies har aldrig leflet for hverken kritikere eller publikum. Og med Musswell Hillbillies lavede de et album, der fremstod som et conceptalbum uden rigtig at være det. Og som – selv om der bestemt er radiovenlige sange pÃ¥ pladen – ikke hittede. Men kritikerne var med Davies og Co. 
Som pÃ¥ conceptpladerne  The Village Green Preservation Society og Arthur (or The Decline and Fall of the British Empire) fra hhv. 1968 og 1969 vendte Ray Davies  pÃ¥ Musswell Hillbillies blikket mod det Storbritannien, som bandet var en produkt af. Nærmere bestemt er den tematiske ramme omkring sangene Musswell Hill, det omrÃ¥de i det nordlige London, hvor Ray og Dave Davies voksede op. I en række sange hyldes barndommens arbejderkvarter, samtidig med, at udviklingen i det post-imperialistiske, velfærdsstat-Storbritannien kommenteres med vitriolætsende samfundskritik. Tonen slÃ¥s allerede kontant an i den indledende sang “20th century man“, hvor desperationen og frustrationen over samfundsudviklingen foldes helt ud og afsluttes med de næsten klaustrofobiske ord: “This is the twentieth century/ But too much aggravation/ This is the edge of insanity/ I’m a twentieth century man but I don’t wanna be here.
Ray Davies er ikke direkte politisk i sin kritik eller i hvert fald kun i en meget almen forstand, nÃ¥r han beskriver den sindstilstand og tidsÃ¥nd, der præger skæbnerne, han fortæller om. Som i sangen “Acute Schizophrenia Paranoia Blues“, hvor hovedpersonen er gÃ¥et psykisk i stykker og blevet gal: “I’m too terrified to walk out of my own front door,/They’re demonstrating outside I think they’re gonna start the third world war,/ I’ve been to my local head shrinker,/ To help classify my disease,/ He said it’s one of the cases of acute schizophrenia he sees.”  Davies er dybt solidarisk med sine personer. Ja, man fornemmer ganske, at han deler deres næsten apatiske desperation og frustration over det usle liv, de er blevet til del. Et liv, som kun drømmen om et forjættet land, viser en vej ud af – og som hedder “Oklahoma. USA” eller Black Hills. Det kritiske syn og perspektiv sammenfattes pÃ¥ eksemplarisk vis i den titelgivende sang “Mushwell Hillbilly“, hvor det bl.a. hedder: 

They’ll move me up to Muswell Hill tomorrow,
Photographs and souvenirs are all I’ve got,
They’re gonna try and make me change my way of living,
But they’ll never make me something that I’m not.

Cos I’m a Muswell Hillbilly boy,
But my heart lies in old West Virginia,
Never seen New Orleans, Oklahoma, Tennessee,
Still I dream of the Black Hills that I ain’t never seen.

They’re putting us in little boxes,
No character just uniformity,
They’re trying to build a computerised community,
But they’ll never make a zombie out of me.

They’ll try and make me study elocution,
Because they say my accent isn’t right,
They can clear the slums as part of their solution,
But they’re never gonna kill my cockney pride.

Davies er solidarisk med sine personer, der ikke gør oprør mod elendigheden i moderniteten, men heller ikke bare falder til patten. Der er tale om en stiltiende modstand mod et undertrykkende samfund. Og den emotionelt bÃ¥rne kritik glider ned, fordi Davies spinder sine ætsende tekster ind i musikalske stilarter, der tilhører samme samfund. Fra rock over country til englændernes elskede Music Hall-tradition. Det musikalske udtryk har en aura af gamle dage over sig, og det kan i sig selv opfattes som en kritisk kommentar til tingenes tilstand i Storbritannien ved indgangen til 1970’erne. 
Albummet blev som sagt ikke nogen kommerciel succes, men den har alligevel fÃ¥et klassikerstatus og betragtes som et hovedværk i Ray Davies sangskrivning. Og – set fra vores krisetyngede tidsalder – sÃ¥ er det et album, der stadigvæk har en masse at give os. For godt nok er vi ikke længere i det 20. Ã¥rhundrede, men der er al mulig grund til at føle desperation og frustration over den udvikling de vestlige samfund har gennemgÃ¥et siden 1971.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

225 har læst indlægget
14,215