SÃ¥dan er det jo – aktuel politisk konservativisme à la de radikale

28. juli 2013
Hvem husker ikke Margrete Vestagers udtalelse “SÃ¥dan er det jo” i en kommentar til det forhold, at mange ledige ville ryge ud af dagpengesystemet som følge af dagpengeperiodens forkortelse. Udtalelsen kan i mere generel forstand læses som et symptom pÃ¥ en systembevarende tænkning, der i høj grad dominere den officielle politikse diskurs i disse kriseÃ¥r.
I dag kom endnu et eksempel pÃ¥ denne tænkning. OgsÃ¥ denne gang fra regeringspartiet de Radikale. Det var da de Radikales erhvervsordfører skulle kommentere nyheden om, at Nationalbanken og Danske Bank bag lukkede døre i 2008 og 2009 havde aftalt en milliardredningsplan for Danmarks største bank, der angiveligt var i fare for at gÃ¥ rabundus. I følge Politiken var erhvervsordfører Andreas Steenbergs reaktion denne: – Jeg er ikke overrasket over det. Jeg vil sige, at de har passet deres arbejde. BÃ¥de Finanstilsynet og Nationalbanken skal holde møder med de forskellige institutioner, sÃ¥ det er der ikke noget overraskende i, siger Andreas Steenberg.
De gjorde bare deres arbejde, kunne man oversætte det til. For ‘sÃ¥dan er det jo’. Det slÃ¥ende er, at der ikke er skyggen af overvejelse over, om det nu kan være rimeligt, at staten og samfundet – repræsenteret af Nationalbanken – skal indgÃ¥ gedulgte aftaler med en privat virksomhed om dennes redning. Eller om det rimelige i, at en privatejet virksomhed kan have sÃ¥ stor en økonomisk betydning, at den slags hemmelige forhandlinger overhovedet kan finde sted? Det ligger tydeligvis uden for de Radikales erkendelseshorisont at stille den slags spørgsmÃ¥l, endsige formulere spørgsmÃ¥l eller tanker, der kunne betvivle systemets fungeren. Logikken er, at Danske Bank ikke kan gÃ¥ konkurs, fordi bankens økonomi er større en samfundsøkonomie, og derfor ville det være fatalt, hvis ikke Nationalbanken gav løfte om at stille et ‘ubegrænset kapitalberedskab i milliardklassen’ til rÃ¥dighed for den kriseramte bank.
Men hvad så, hvis det sker igen? Det, der ikke må ske? Kapitalismens kriser kommer med små ti års mellemrum. Sådan har det været i hvert fald siden Anden Verdenskrig. Så den aktuelle krise er ikke den sidste. Steenberg er ikke blind for dette problem. Men løsningen er lige så fantasiløs som ovenstående forklaring. Man vil undgå en tilsvarende situation ved at pålægge bank- og finansvæsen større kapitalkrav. Bankerne skal med andre ord ligge inde med mange flere penge end de tidligere har gjort. Men set i lyset af den aktuelle krise, der bl.a. blev antændt, fordi banker og finanssektor udlånte penge på boligmarkedet i et omfang, der langt overskred deres kapitalindestående, så må man spørge: Hvornår er kapitalkravet stort nok? Og kan vi være sikre på, at de private spekulanter i bankerne ikke alligevel fristes til at pumpe for mange penge ud i fx boligmarkedet? Og hvad så?
Forestillingen om, at samfundet og staten skulle kunne gÃ¥ ind i bankvæsnet og fÃ¥ en mere aktiv og bestemmende rolle – af hensyn til samfundsudviklingen – ja, den tanke ligger slet ikke inden for de Radikales (og de andre blÃ¥ partiers) tankeverden. Her gælder kun: SÃ¥dan er det jo. Vi forsøger at reparere og udbedre skaderne. Og ellers er det: Business as usual.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

129 har læst indlægget
13,765