Gårsdagens filmoplevelse: Fading Gigolo
11. maj 2014
Medens andre varmede op til det 240 millioner dyre udstyrsstykke Melodi Grand Prix i B & W-hallerne, så gik Fruen og jeg i biografen i forvisning om, at det nok var muligt at finde en god parkeringsplads lige i nærheden og en halvtom biograf. Og sådan blev det da også.
Filmen vi havde valgt var John Turturros Fading Gigolo, som vi havde set omtalt i DRKs filmprogram Filmselskabet, hvor den fik en pæn omtale, selv om der også være lidt kritik af filmen.
John Turturro er nok mest kendt som skuespiller, bl.a. i film af Coen-brødrene. Fading Gigolo er John Turturros femte film som instruktør.
Handlingen er meget enkel. I begyndelsen af filmen møder vi den gamle Murray – spillet af Woody Allen – der driver et lille antikvariat, som både faderens og bedstefaderen også har haft som levevej. Men Murray står over for at lukke butikken, fordi der ikke er salg i brugte bøger. Murray har en god ven Fioravante – spillet af Turturro – der lever ‘fra hånden til munden’ som blomsterhandler m.m.
Begge to kunne godt bruge lidt penge til at få livet til at hænge sammen. Og så vil tilfældet, at Murrays kvindelige hudlæge – spillet af en velholdt Sharon Stone – spørger Murray om han mon kender en mand, der mod betaling vil være med i en erotisk trekant, en menage à trois? Og Murray kender jo Fioravante, der er single og en flot mand, der godt kan lide kvinder. Og Fioravante lader sig overtale til at lege gigolo for velbetalende kvinder. Og han og Murray deler pengene i forholdet 60-40.
Med Murray som alfons udfører Fioravante nu sit job til kvindernes store fornøjelse, og det går lige indtil den dag, hvor Murray fører den sørgende ortodosk-jødiske enke Avigal (Vanessa Paradis) sammen med Fioravante. Et på forhånd umuligt forhold, da Avigal er bundet af sin tros regler og moral og Fioravante en ikke-troende ungkarl. Men kærligheden slår gnister – og det gør det umuligt for Fioravante at fortsætte som hanluder. I omtalte menage à trois må han give op.
Men det seksuelle teama er egentig ikke det interessante i filmen. Det der driver den i øvrigt ret stillestående film frem er dialogerne og relationerne mellem filmens mennesker. Turturro har med mere end en sikker hånd valgt de skuespillere, der befolker denne lille film. Og det er en fornøjelse at følge dem. Woody Allen spiller – som altid – sig selv. Et evigt talende, semiintellektuel, let hypokondrisk lille mand, der egentlig er filmens egentlige iscenesætter. Det er ham, der sørger for, at tingene sker – og at handlingen med uomgængelig konsekvens fører lige lukt ind i en konflikt mellem det ortodoks-jødiske samfund i Brooklyn, hvor handlingen foregår, og den sekulariserede kristne verden, som Fioravante repræsenterer. Allen spiller så overbevisende som kun Allen kan. Og selv om det ikke er en Woody Allen-film, så tilfører personen Woody Allen i kraft af sine replikker og sit unikke nærvær på lærredet filmen en umiskendelig air af Woody Allen-film. Og Allens præstation sættes i relief af Turturros egen. Turturro spiller sin gigolorolle med noget, der nærmest ligner et pokerfjæs, men udfylder samtidig godt rollen som de høje, potente mand, som de velslåede damer kan projicere deres seksuelle drømmeideal ind i. Rundt om de to mandlige planeter svæver en række fine kvindelige stjerner. Sharon Stone overbeviser som den modne blonde græsenke til en bjergbestiger, der ikke kan bestige venusbjerget og derfor sender hende ud i promiskuøse eksperimenter. Det samme gør hendes mørke, latinamerikanske veninde – spillet af Sofia Vergara – der inkorporerer alle fordommene om en veldrejet, lidenskabelig sydlandsk kvinde.
Den franske femme fatale Vanessa Paradis fungerer perfekt som den sørgende kvinde, der frisættes i sin sorg, da hun modtager Fioravantes usømmelige berøring (rygmassage). Det samme gør Liev Schreiber i rolle som Avigals lokale beundrer, der følger hende rundt i miljøet som privat vagtmand. Ja, selv børnerollerne er castet med sans for både komik og vitalitet i denne film.
Fading Gigolo er – som det sikkert er fremgået – ikke nogen stor film. Den er en lille bagatel på linje med nogle af Woody Allens film. En amoralsk lille fortælling, som den jødiske litteratur er så rig på, og en film, der på fineste og nænsomste vis indfanger et lidt bedaget New Yorker-miljø og dets mennesker. Turturro har uden tvivl skelet til Woody Allens film, inden han gik i gang med sin film. Og Allens rolle som amoralsk alfons sikrer, at den kendte Allenske humor og ironi får løst op for det alt for menneskelige i det religiøst bornerte miljø, filmen foregår i.Â
Hermed anbefalet.
Â
