Capac anbefaler: Julie Michelsen РSidste dag p̴ jorden

31. december 2014

julie

PÃ¥ Ã¥rets sidste dag udsender Julie Michelsen sit nye dansksprogede album Sidste dag pÃ¥ jorden. Hvor forgængeren kom lytteren i møde iført farvestrÃ¥lende cupcakes og venlig lys kjole, sÃ¥ er den nye plade – som titlen jo ogsÃ¥ antyder – anderledes alvorlig og – ja – nærmest dystopisk. Og dette forhÃ¥ndsindtryk svarer ganske godt til pladens tekstunivers og musikalske udtryk.

MÃ¥ske er det tidsÃ¥nden, der har fÃ¥et sit greb i Julie – den meget omtalte moderne individualisme og væren-sig-selv-nok? I hvert fald kredser teksterne om den moderne individualismes temaer – ensomhed, alenehed, tosomhedens problemer osv. Allerede i den første sang “Rave”, hvis titel nok især sigter til musikken med dens seje programmerede beats, sættes der fokus pÃ¥ jeg’et – mig’et:

jeg står jeg står jeg står lige her
jeg står jeg står jeg står lige her
jeg står jeg står jeg står lige her
se på mig

hør hvad du ønsker dig
se du vil kun ha mer’
nej der er ikke mer’
nej jeg er lige her
jeg er lige her
der er ikke mer’

Et ensom jeg over for et du. Et jeg over for verden. En udveksling, der er gÃ¥et lidt i stÃ¥. Der er en stemning af opbrud, distance og vilje til ensomhed over denne lille meget enkle sang med dens forførende beats, der tilfører tekstens enkelhed ravens dynamik og intensitet. Temaet foldes pÃ¥ en mÃ¥de mere ud i den næste sang med den alvorssvangre titel “Ingen kære mor”:

jeg går alene nu, jeg går hen ad vejen
jeg går med leen, fejer alt op der er i vejen
jeg har min sandhed på mig
jeg har min rustne cykel
der er en djævel i mig, den kender ikke lykken
jeg kalder himmel fang mig
jeg kalder alle engle
hvor er i henne når det hele står i et her
jeg går i mørke tanker, jeg går alene nu
der kommer ingen kære mor og passer på mig nu

Ensomheden eller – om man vil – aleneheden er betinget af “mørke tanker”, indre dæmoner og en udsathed, der mÃ¥ske til dels skyldes den jalousi, der ogsÃ¥ tales om i teksten. Hvor “Rave” anslog et tema, ensomheden, giver “Ingen kære mor” temaet et emotionelt og eksistentielt indhold. Ensomheden bunder i melankolien, i den indre splittelse og i det voksne individs udsathed i en verden, hvor der ikke er nogen _”kære mor”, der kommer og klarer problemerne for en. PÃ¥ en bund af hÃ¥rde elguitarsriffs og et tørt, ja nærmest sprødt lag af programmerede beats synger Julie med sin kønne, lyse, pigede stemme om mørket og den individuelle fortabthed.

I den næste sang med den sigende titel “Kulsort mørkeleg” bliver det kun en tand mørkere: “Ingen sorteper pÃ¥ min hÃ¥nd/ kun kulsort mørkeleg/ der er kun den eneste ene vej for mig/ ingen tørver der skal trilles/ / ingen psykoanalyse nej/ der er kun den eneste ene vej/ der er ingen kompromisser.. Osv. Med medrivende beats, guitarsimulerende synths og næste rappende vokal Ã¥bner Julie i denne sang op for den eneste mørke (ud)vej.

Er der sÃ¥ da ikke nogen udvej? Et lille lys i mørket pÃ¥ denne plade? Jeg ville gerne bekræfte det entydigt, men det forekommer mig ikke rigtig at være tilfældet. Det er et melankolsk og mørkt signalement af individet, som Julie tegner pÃ¥ pladen. Som det hedder i titlesangen, sÃ¥ “føles det som den sidste dag pÃ¥ jorden”. Leder man med lys og lygter i teksternes univers kan man mÃ¥ske finde et gran af optimisme i fx sangen om det “Udholdende hjerte”, hvor der insisteres pÃ¥, at vi nok nÃ¥r det. Eller i kærlighedssangen til København, “Din by”. Men jeg kan godt være i tvivl om, hvor langt positiviteten rækker. For ellers beskriver Julie Michelsen med megen personlighed og sikkert ogsÃ¥ erfaringsbÃ¥ren indsigt den udsatte, moderne individualitet, der præges af usikkerhed, melankoli og ambivalens. Man kunne sige, at Julie med sin plade har itonesat og tekstligt iscenesat individets vilkÃ¥r i den sÃ¥kaldte flydende modernitet (med sociologen Zigmunt Baumans betegnelse). Og oven i købet med en klar feminin vinkel, som det tydeligt fremgÃ¥r i sangen “Pigesind”, der godt kan opfattes som en meget moderne opdatering af Tove Ditlevsens gamle, hudløst ærlige digt om pigesindet. 

Det er en meget modig plade, Julie Michelsen har lavet. Og selv om det mørke tekstunivers lægger afstand til poppens til tider ulidelige lethed, sÃ¥ er der alligevel noget livsbekræftende i musikken – som Julie selv stÃ¥r for og som er mixet af Teis Frandsen og Sørens Balsner – der bestÃ¥r af vellydende, besnærende popsange iklædt den moderne electronicas medrivende og til tider næsten dansante lydbillede. Sidste dag pÃ¥ jorden er en moden, voksen og meget moderne plade, der er meget mere i pagt med den moderne virkelighed end mange af de popplader, der ellers udsendes i disse Ã¥r. Hermed varmt anbefalet.

Julie Michelsen. Sidste dag på jorden. Produceret af Julie Michelsen. More Love Records. Udkommer i dag.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

275 har læst indlægget
14,409