På Voxhall: En aften med Built to Spill

8. november 2015

bts-untethered-470x470

Som tidligere nævnt ramte indiekvarttetten Built to Spill Aarhus i går som første stop på deres lille besøg i Danmark (d. 10 er de på Loppen i København). Med albummet Untethered Moon er bandet på sæt og vis genopstået og har fået, hvad der er blevet beskrevet som et mindre comeback.

Men inden vi nåede så langt, skulle vi – publikum – igennem opvarmningen. Der var tale om ca. 45 minutter med züricher-kvartetten Disco Doom, der efter sigende skulle være et af de bedste bands fra Schweiz i vor tid. Og i deres sæt fik de vist, at de bestemt er mere doom end disco. Disco Doom demonstrerede, at de – dvs. Anita Rufer, Gabriele De Mario, Flo Goette og Tobi Schramm – står med alle ben dybt nede i post-rocken og især post-Velvet Underground-støjrocken. Et stor håndfuld forglemmelige sange, der blev venligt og høftligt modtaget af det lille, klappende publikum, der var mødt op til opvarmningen, gjorde sig især i kraft af et energisk støjende drive. Og kvartetten fik den for opvarmningsband utaknemmelige rolle at sætte hovednavnets præstation i relief.

Og det viste sig da også, at Built to Spill i deres halvanden time lange sæt havde så meget mere at byde på. Ganske vist var der strejf af støjrock at spore i Idaho-kvartettens musik, men der var også meget mere og andet at glæde sig over.

I et langt fortættet sæt, hvor den ene sang afløste den næste som perler på en snor og næsten uden kommentarer, afsløredes det, at godt nok er Built to Spill et band, men det er stadigvæk sangeren og guitaristen Dough Martsch, der er det autoritative midtpunkt og forgrundsfiguren, medens de øvrige var henvist til at være meget kompetente og loyale medspillere, men ikke decideret backingband.

Og over for et pænt besøgt Voxhall, hvor en stor del af publikum tydeligvis var fans af dette kult-indieband, førte Martsch tilhørerne igennem en lang række sange, der udmærkede sig ved at være særdeles medrivende og iørefaldende. Sange, der har melodiske kvaliteter, men især bider sig fast i bevidstheden i kraft af fængende guitarhooks. Og sange, der for en dels vedkommende overbeviste ved at rumme elementer af både det balladeagtige og det ligefremt rockende. I det hele taget udmærkede den amerikanske indiekvartets musik sig ved en langt større kompleksitet end opvarmningen. En kompleksitet, der kom til udtryk som nogle meget varierede sange, hvor ballade møder støjende, huggende rock i fornøjelige synteser og med Dave Martsch som det indlysende midtpunkt med sin lyse mandsstemme, der i forbifarten kunne minde om en ung Neil Young, og et medrivende og meget ekspressivt guitarspil, hvor guitaren både blev trakteret som rytmeguitar og post-Hendrixsk ekspressiv singleguitar.

Med et par ekstrenumre kørte Martsch og Co. koncerten hjem og – må man sige – leverede varen til fulde over for et forventningsfuldt og begejstret publikum. Aftenen var ikke spildt, så at sige…

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

227 har læst indlægget
13,759