Danny Whitten – en minderune

8. januar 2008

Bedst som man synes, at verden er helt af h…… til (mandejammer: hosten er ved at flÃ¥ lungerne ud af gabet pÃ¥ en, og feberen gør en “dizzy” og uinspireret), sÃ¥ dukker der alligevel en lille stump op til bloggen.
For ikke så længe siden havde jeg en større mailudveksling med en god, genfunden studiekammerat, og det kom selvfølgelig til at dreje sig om musik, som vi begge er afhængige af, og i forbindelse med omtalen af vores fælles musikalske favorit, Neil Young, faldt talen også kort på Danny Whitten. Eller Danny Ray Whitten, som hans fulde borgerlige navn.
Whitten blev især kendt for sit samarbejde med Neil Young og bandet Crazy Horse, men havde som sanger, musiker og sangskriver været undervejs længe. Inden det lange hår voksede ud og rocken tog over, var han med i doo-wop-gruppen Danny and the Memoires, der også rummede to andre fra Neil Youngs inderkreds, nemlig Ralph Molina og Billy Talbot.
Da den kommercielle succes udeblev for doo-woopperne drog de omtalte medlemmer til San Francisco for at danne The Psyrcle. En rigtig psykedelisk, hippi-navn. Det var jo i Fricso, det sneede… Whitten spillede guitar, Molina trommer og Talbot bas og tangenter.
Psyrcle blev udvidet med brødrene George og Leon Whitsell (guitarer og sang) og Bobby Notkoff (viloin!), og nu hed foretagendet The Rockets.
Det The Rockets, Neil Young begyndte at spille lidt sammen med, da han brød op fra Buffalo Springfield og startede sin lange solokarriere. Young ville gerne indspille med de tre førstnævnte – og dermed var grundlaget for Crazy Horse lagt. Indspilningerne resulterede i Youngs (og Crazy Horses’) album Everybody Knows This Is Nowhere. Man kan her høre Whitten synge samme med Young pÃ¥ klassikeren “Cinnamon Girl”. Og Whitten sætter ogsÃ¥ sit tydelige præg pÃ¥ pladens andre numre, fx Down By The River og Cowgirl In The Sand.
I 1970 blev Crazy Horse udvidet til en kvintet og indspillede deres første album Ã¥ret efter. Young var med som sangskriver, idet han og Whitten sammen forfattede “(Come On Baby Let’s Go) Downtown”, som Young senere genindspillede. Og Whitten skrev den sang, der blev hans største sangskriversucces overhovedet, I Don’t Want To Talk About It, som Rod Stewart og Rita Coolidge har indspillet.
Bagsiden af Danny Whittens livsmedalje var, at han som sÃ¥ mange andre unge, der drog til San Francisco dengang, eksperimenterede med stoffer og blev afhængig af blandt andet heroin. Historien fortæller, at han blev fyret af Crazy Horse og siden ogsÃ¥ af Young. Neil Young forsøgte at inddrage ham i indspilningen af klassikeren “Harvest”, men da Whitten ikke var i stand til at spille guitar, gav Young ham en flybillet og 50$, sÃ¥ han kunne tage til Los Angeles og søge hjælp. Whitten brugte pengene pÃ¥ heroin og døde af en overdosis den 18. november 1972..
ForstÃ¥eligt nok følte Young et medansvar for Whittens død og sorgen over vennens død resulterede i den nøgne, smukke sang The Needle And The Damage Done, som er en af mine personlige favoritsange. Sorgen udmøntede sig ogsÃ¥ i det mørke, hudløst smukke album Tonight’s The Night, hvor omtalte genindspilning af (Come On Baby Let’s Go) Downtown findes.

Når jeg ripper op i den tragiske historie om Whittens alt for tidlige død og de dermed spildte talenter, så er det, fordi jeg faldt over en såkaldt Scopitone-optagelse med Danny Whitte fra hans doo-woop-periode. Det er bedazzled.tv, der bringer den. Og den kan downloades her som mov-fil. Der findes selvfølgelig også en hjemmeside, der er dedikeret til mindet om Whitten, og her kan man høre noget af mandens musik.

Neil Young – en akustisk live-udgave af The Needle And The Damage Done. Ã…h, sÃ¥ fin. Every junkie’s like a setting Sun…. Lad os bare snuppe en version mere – ogsÃ¥ rent akustisk, fra The Johnny Cash Show.

————–

I caught you knockin’
at my cellar door
I love you, baby,
can I have some more
Ooh, ooh, the damage done.

I hit the city and
I lost my band
I watched the needle
take another man
Gone, gone, the damage done.

I sing the song
because I love the man
I know that some
of you don’t understand
Milk-blood
to keep from running out.

I’ve seen the needle
and the damage done
A little part of it in everyone
But every junkie’s
like a settin’ sun.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. filoffen kommentarer:

    Ja, det er også en af mine Young-favoritter. Men jeg altid mig selv i at overveje, om ikke Young er liiiige på nippet til at overromantisere junkiens liv og (især) død.

    Men smukt er det sgu’.

  2. capac kommentarer:

    @filoffen: Sjovt nok har jeg ogsÃ¥ tænkt pÃ¥ det med romantikken. Er metaforen – eller mere korrekt: sammenligningen – ‘junkien som en nedgÃ¥ende sol’ romantik? Er det en romantisering af misbrug? Eller afspejler det mÃ¥ske blot sangskriveren Youngs veneration for alle de venner, der gik ned? Det vil nok kræve en udførlig litterær analyse at finde svaret pÃ¥ det.

Skriv en kommentar

521 har læst indlægget
14,412