Forbud, forbud og atter forbud

11. marts 2008

Jeg sidder i bestyrelsen for en lille ejerforening. Og pÃ¥ et nylig bestyrelsesmøde cirkulerede der et par forslag til forbud. Forbud mod “kamphunde”. Forbud mod “paraboler”. NÃ¥r jeg bevæger mig rundt i omrÃ¥det med min ven gravhunden, sÃ¥ ser jeg flere ny forbudstiltag. Kommunen forbyder pludselig hundeluftning pÃ¥ den lokale fodboldbane, hvor hundeejere i Ã¥revis har luftet deres hund. Ejerlauget har indført tilsvarende forbud mod hundeluftning pÃ¥ græsarealer, hvor hunde er blevet luftet i mere end tredive Ã¥r og nærmest har hævdvunden ret til det. Og ingen, siger og skriver ingen, retter sig efter disse forbud. Tværtimod har “hærværksmænd” nedtaget nogle af skiltene og overskrevet andre med maling.
Hvor kommer denne forestilling om, at forbud løser problemer? Forbud mod rygning, mod alkohol, mod fedme, mod prostitution, mod knive i nattelivet osv. Engang harcellerede danskerne over Forbudssverige, men sandt at sige er vi kommet vældig godt med siden.
Jeg tror ikke, vi løser noget som helst problem ved at indføre forbud. Vi “kriminaliserer” blot bestemte adfærdsformer, men fjerner dem ikke. MÃ¥ske hænger den politiske forbudstrend sammen med afmagt og med manglende vilje til at sætte spørgsmÃ¥ltegn ved den samfundsudvikling, der er i gang? Vi kan godt forbyde rabiate islamiske organisationer som Hibutz Tahir, men det løser ikke det problem, at man skal have troende mennesker til at leve fredeligt sammen andre troende og ikke-troende i et verdsligt, demokratisk samfund pÃ¥ dette samfunds grundlæggende principper. Der er en ubehagelig tendens i det aktuelle borgerligt politiske klima til at gribe til “nemme” løsninger. Send the Marines!, som Tom Lehrer sang. Vi ofrer gerne retssikkerheden i bekæmpelsen af en virtuel terrortrussel, der indtil videre har vist sig at være af begrænset betydning. Vi skal være “konsekvente”, vi skal have “nultolerance”, vi skal have folk til at forstÃ¥, at det er til deres eget bedste, at de bare retter ind, passer deres job, betaler deres skat og holder deres kæft.
Forbudstænkningen er et symptom på en forarmet, forsimplet politisk debat, hvor man ikke længere orker at iværksætte gennemarbejdede, gennemtænkte visionære reformer. Ja, hvor man knap nok gider at sætte sig ned om debattere tingene uden hensynstagen til, hvad der lige netop nu gør sig i mediernes populistiske sekundnyheder. Hvornår har vi sidst set en reform, der ikke var hastværk og fuld af fejl og mangler? Politik som halvfabrikata.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Birger kommentarer:

    Der er ingen grund til fortsat debat.
    Det er kun krusninger på overfladen.
    Den totalitære verdensorden er allerede en realitet.
    Den er blot ikke hængt op på én enkelt person,
    og derfor vanskeligere at få øje på.

    Hvis det altså ikke var for de satans militante muslimer !

  2. capac kommentarer:

    @Birger: Jeg håber sandelig ikke, du har ret med hensyn til den totalitære verdensorden. Så er der da først brug for at råbe op! O-P!

Skriv en kommentar

286 har læst indlægget
13,452