Formidlerhæren

8. oktober 2017

Her i bloggen formidler jeg musik og andet. Og som faste læsere ved, så sker på non-kommerciel, autonom basis. Sagt på en anden måde: Jeg tjener ikke en eneste øre på det formidlingsskriveri, jeg dagligt bedriver. Jeg modtager selvfølgelig en CD eller en vinyl nu og da til omtale og anbefaling. Men det er jo ikke noget, jeg kan leve af. Min blog – domænenavn og webhotel – betaler jeg selv af egen lomme. Ingen støtte af nogen art – heller ikke crowdfunding.

Når det forholder sig sådan, så er det simpelthen, fordi jeg elsker den frihed, der ligger i at være en autonom, ikke-kommerciel blogger. Jeg kunne sikkert tjene penge på det, hvis jeg ville give plads til masser af reklamer osv., men jeg vil hellere beholde den frihed, jeg nu har haft i henved 11 år: Jeg kan – inden for lovens grænser – skrive og poste, hvad jeg vil. Jeg skal i bund og grund kun stå til ansvar over for mig selv (selv om jeg selvfølgelig gerne lytter til, hvad andre tænker og mener).

Når jeg skriver om en plade (eller bog eller koncert…), så ved jeg, at der er nogen, der læser det. Og jeg håber i mit stille sind, at mine anbefalinger kan få en eller anden til at lytte til den omtale musik, måske endda købe et eksemplar af pladen. På den måde giver jeg mit lille bidrag til, at der fortsat udkommer musik – til glæde for alle os, der helst ikke vil leve uden musik i vores liv.

Jeg tilhører med andre ord ikke den formidlingshær, som sangskriver og sangerinde Elisabeth (Gjerluff Nielsen) forholder sig kritisk til i en skarp og læseværdig kommentar i Berlingske Tidende (her). En hær af formidlere, der skyder sig ind mellem den skabende kunstner og publikum. Og en hær af snyltere, der er med til at gøre det svært for kunstnere bare at få en rimeligt udkomme af den musik, de skaber. Elisabeth giver et sigende eksempel fra sit eget liv på, hvad det indebærer at skulle overleve i strreamingskulturens tidsalder:

I stedet henviser man de mindste til nettet og børnemusik-arbejdere til at skabe nye værker på en diæt af 7,33 plus 2,71, i alt 10 kr. og 4 øre, som en af mine børnesange, Røde gummistøvler, netop er kvartalsafregnet med efter 34.401 DR-online-demand-afspilninger. Ja, du læste rigtigt.

Elisabeth klager ikke. Hun får “salt til sine æg”. Men hun får med sin kommentar karakteriseret musiklivets betingelser i vores nuværende formidlingskultur, hvor det er vigtigere (og bedre lønnet) at beskæftige sig med “formidling” end egentlig at beskæftige sig med, hvad der skal formidles.

For en del år siden var der en fremtrædende universitetsforsker, der beklagede sig over, at “formidling” var blevet det nye sort på universitetsuddannelserne. Underforstået: At det i sig selv var noget at formidle, selv om man på de samme studier ikke fik en ud-dannelse, så man havde noget at formidle.

Der er – for mig at se – ingen tvivl om, at vi lever i sådan en snylterkultur, hvor alt for mange lever af – på første, anden, tredje og fjerdehånd – at “formidle”. Men uden uddannelsesmæssig ballast, uden dannelse, så bliver formidling overfladig recirkulation af i forvejen overfladiske nyheder og historier fra medielandskabet. Er du i tvivl, så prøv at se nogle af nyheds- og aktualitetsprogrammerne på de to store landsdækkende tv-kanaler.

Musikkens kunstnere døjer med streamingskulturens vilkår. De store stjerner overlever ved at turnere flittigt til skyhøje billetpriser. Selv en Bob Dylan og Rolling Stones er på uendelige koncertturnéer. Med kunstnerisk intentioner, jovist, men sikkert også for at tjene ind til afdragene på fast ejendom og gæld fra fortiden. Leve af streamingtjenesterne er en umulighed – jævnfør Elisabeths eksempel.
Kunstnerne skal nok fortsætte med at lave musik, for de kan ikke andet, som Elisabeth også fint får sagt. Men hvad kan vi almindelige publikummer gøre for at hjælpe musikken? Jo, køb pladerne, gå til koncerterne – og gå uden om formidlingshæren.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

5 har læst indlægget
12,041