Capac anbefaler: Dream Wife – debutalbum

12. februar 2018

Trioen Dream Wife kommer anstigende med vind i ryggen. De har fået – og får stadigvæk – megen medieomtale og er blevet kanoniseret som et af de nye navne, man forventer sig meget af i Storbritannien. Og i pressemateriale og ad hoc-omtaler gøres der – i markedsføringens hellige navn – meget ud af at fremstille de tre unge damer som mere end blot et nyt band. Som noget særligt nyt. Men spørgsmålet er, hvor langt den (ganske traditionelt journalistiske) vinkel holder?

I hvert fald er der ikke noget som helst nyt i, at unge mennesker med fælles baggrund i uddannelsesverdenen (universitetet i Brighton) finder sammen om noget musik. Heller ikke, at musikken i første omgang “blot” er tænkt som et stykke “kunstprojekt”, men så viser sig at være mere levedygtig end som så.

Der er heller ikke noget nyt i, at vi har at gøre med en pigegruppe (selv om vil lever i en tid, hvor manglen på kvindelige rockmusikere er et tilbagevendende tema). Heller ikke, at vi har at gøre med en international pigegruppe bestående af unge damer fra Island og England. Og slet ikke, at de musikalsk set bevæger sig i det spor, vi kender som “garagerock”. Jeg har omtale ganske mange nyere pigegrupper med netop det speciale.

Hvis Dream Wife overhovedet skiller sig ud fra allerede herskende strømninger i rocken, så er det måske (!?) i kraft af et tydeligt anstrøg af moderne feminisme. Det ses bl.a. af bandnavnet Dream Wife, som bandet forklarer som et begreb, der “objektiverer” kvinder. Et begreb, der var positivt helt tilbage i halvtredserne, hvor kvindens ideale plads var i hjemmet som – ja netop – drømmekvinden. En kritisk vinkel, der også blev italesat for mere end fyrre år siden. Men neo-feminismen farver da også teksterne, fx sangen “Somebody”, hvor det hedder, at ‘i’m not a body, I’m, somebody”. Altså en sang imod dyrkelsen af kvindekroppen, sådan som vi oplever den i reklameindustrien, pornografien og medierne i det hele taget.

Men selv den neo-feministiske fernis har Dream Wife heller ikke for sig selv. Der findes andre pigegrupper, der kan det samme, omend på andre måder.

Men – som så ofte fremført her i bloggen – så behøver man ikke at skabe noget helt nyt for at have noget at byde på. Nyhedskravet er alt for overvurderet i en musikverden, hvor alle står på skuldrene af hinanden. Og hvis der overhovedet er noget nyt at komme efter, så er det måden, man forvalter arven på, måden man gentager det gamle på.

Og Rakel Mjöll (vokal), Alice Go (guitar og sang) og Bella Podpadec (bas og sang) kan deres pophistorie. Fra første skæring (“Let’s make out”) kan man høre reminiscenser af såvel tresserpigegruppernes vokalarbejde, The Go Go’s og diverse halvfjerdser punk- og postpunknavne. Men også fx de unge U2 stikker hovedet frem i guitarhåndteringen. Og sådan kan man bliver ved. Dream Wife genbruger – og det skal forstås positivt! – og stjæler med arme og ben, hvad de kan bruge. Og sætter det sammen til en stor håndfuld iørefaldende poprocksange, der fremføres med masser af feminin energi i den flerstemmige sang og i meget varierede arrangementer, der opfindsomt blandet ingredienserne fra garagerockens store krydderiskab.

Jeg forstår godt, at Dream Wife har fået meget medvind. For det fortjener de tre unge damer. De kommer med et klart talent, der bygger på stor traditionsbevidsthed og stilistisk flair, med al den ungdommelige energi, man kan drømme om og forvente af et nyt band, der spiller garagerock i en aller anden aftapning, med friskhed og forførende charme – og må følgelig være selvskreven på enhver rockelskers afspiller og på enhver festival, der vil have noget, der kan komme ud over scenekanten. Så velkommen til Dream Wife. Hermed anbefalet.

Dream Wife. Lucky Number. Udkom 26. januar.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Helge kommentarer:

    Dejligt friskt band, der lægger sig fint i slipstrømmen efter The Slits og Blondie

  2. capac kommentarer:

    Ja, nemlig.

Skriv en kommentar

28 har læst indlægget
12,602