Capac anbefaler: De Efterladte – Synger dagen ind

3. november 2018

Der er noget religiøst eller i det mindste kirkeligt over titlen på De Efterladtes nye album Synger dagen ind. Man – apropos den aktuelle før-jule-aktivitet på markedet – synger fx julen ind, hvormed menes, at man så småt tager hul på højtiden osv. Men, men, som jeg før har været inde på, når det drejer sig om De Efterladte og især tekstforfatter Peter H. Olesen, så er han ikke for fastholdere, men foretrækker at trække tæppet væk under det éntydige. Således synger – eller reciterer – Olesen dagen ind på den første sang på pladen, “Synger dagen ind”:

Du synger nattens ømhed

og morgenens håb

Du synger en ny dags skønhed

og den nye dags dåb…

– og jo ordvalget (dåb) tager sigte mod vores fælles kristne kulturbaggrunds begreber, og kun bevæbnet med sin stemme og et raslende instrument i baggrunden får sangen/digtet uvægerligt noget meditativt-religiøst over sig. Det er som en verdslig salme eller måske endda en slags bøn. Men næppe er denne stemning anslået, før Olesen distancerer sig fra dagen med dens lys, støj og liv i sangen “Jeg bilder mig ind vi kan se helt til Sverige”:

Støjen fra gaden dysser dig i søvn

mens jeg sidder her og forsøger

at læse udsigten

Synet af byen om natten

tøjer min uro og alting falder

midlertidigt på plads

Det centrale ord i det her citerede er “midlertidigt”. For ikke så snart Olesen har taget natten i øjesyn og ladet den dæmpe den indre uro, så falder ordet “midlertidigt”. For det konstante er netop uroen, rastløsheden, tvivlen og usikkerheden og måske endda selvbedraget: “Jeg bilder dig ind vi kan se/ helt til Sverige, du spiller villigt med/ på mine hvide løgne”. Et selvbedrag, der deles af den anden og måske i virkeligheden af alle. Ledsaget af Michael Lunds tangenter og Boi Holms synthezisers får teksten noget hårdt og kantet storbyagtigt over sig. Og sangen er måske i virkeligheden en slags nøgle til tekstuniverset på denne plade, hvor mennesket eller personen, der reciterer og synger (og ikke simpelthen skal identificeres med den kødelige mand bag ordene…), afsløres i sin eksistentielle udsathed og rastløshed.

Og ikke så snart er tingene faldet midlertidigt på plads ved synet af byens nat, før det lyder:

Jeg vil ikke bytte nattens lys

med dagens grumsede grå

Januar er et fængsel

men jeg er igen på vej ovenpå

Jeg ved at lykken

er et øjeblik

Jeg låner et stykke

inden den igen er værk

(“Nattens lys”)

Ledsaget af Michael Lunds næsten blide tangentspil og en modsvarende nærmest hård, lidt tilbagetrukken, maskinel trommelyd tegner Olesens tekst billedet af et jeg, der begærer det hele og lykkestunderne med, men først og fremmest ligger tilbage i rummet med udsigt til sneen på byens tage. Det er som om jeget igen og igen bliver slået hjem (som i Ludo) til en tilstand eller situation, hvor jeget distanceret iagttager og registrerer. Helt tydeligt bliver det i den efterfølgende sange (bemærk titlen!) “Aldrig ind i denne dag”, hvor det blandt andet hedder:

Du kommer aldrig ind i denne dag

og det ved du

Du får aldrig disse timer tilbage

men det er intet tab

Du er en skygge i skyggen

En biperson blandt bipersoner

Udenfor alting, midt i mylderet

blandt millioner

Du går gennem byen

Forbi de steder du kender

Blindgyden, dit andet hjem

Afvejen hvor alting ender

Du kommer aldrig ind i denne dag.

Der er noget paradoksalt over denne oplevelse af at være udsat, uden for, efterladt. Både i forhold til albumtitlens næsten højstemte anslag, men måske også i forhold til den udadvendthed og selviscenesættelse, som ligger som  et krav og en forventning til kunstneren. Og paradoksaliteten passer også bedst til digterrollen. For Olesen er jo digter – med romaner og digtsamlinger bag sig. Og selv om De Efterladte fremstår som en duo  – med ikke ubetydelig støtte fra tredjemanden Boi Holm, så kan man let få det indtryk, at albummet et langt stykke hen ad vejen er en hybrid af reciteret digtsamling og kuldslået, minimalistisk storbyrock.

Jeg har med de ovenstående overvejelser forsøgt at begynde en læsning, begynde at begynde en læsning af Olesens tekstunivers på denne plade, og jeg vil overlade til dig, kære læser/lytter, selv at prøve min fortolkning af ved at lytte til denne fine LP, der føjer endnu et kapitel og et lag til De Efterladtes alt for oversete (-hørte) bud på en – i flere betydninger – moderne storbyrockpoesi. Hermed varmt anbefalet.

De Efterladte. Synger dagen ind. Melodika. Udkom d. 19. oktober 2018

 

 

 

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

49 har læst indlægget
12,894