Journalistikken der forsvandt

6. januar 2019

På opfordring fra en god ven har jeg lige læst den garvede journalist Lasse Jensens store fortælling om sit liv som journalist m.m. Journalist. Den kunne ikke hedde andet, for journalistikken har været og er Jensens kald. Det er journalistik, han brænder for – også selv om han undervejs mod sit otium har måttet tage til takke med lederjobs og andet. Og bogen er ikke kun fortælling(er) om Jensens liv, men samtidig en fortælling om journalistfagets udvikling fra dengang, mesterlæren var alfa og omega, til tiden efter “9/11”, hvor den geopolitiske dagsorden blev ændret radikalt i terrorbekæmpelsens hellige navn og de journalistiske arbejdsbetingelser ligeså i kraft af en voldsom teknologisk udvikling, der atomiserer mediebilledet og tendentielt truer journalistfaget på dets eksistens – og hvor politiske bevægelser også vil gøre det af med journalistikken som en relativ autonom fjerde statsmagt.

Og det er ikke noget kønt billede, Lasse Jensen får malet af sit fags situation her et par årtier inde i det nye årtusinde.  Som sådan er bogen værd at læse. Bevares, Lasse Jensen skriver ikke specielt godt, og så brillerer bogen ved den svaghed, journalistikken i almindelighed lider under: Den manglende kritiske dimension. Jensen er rundet af et venstreorienteret, ja kommunistisk, miljø, men det mærker man ikke meget til i løbet af bogen. Selv om der er tilløb til kritisk forholden sig, så er det som om han i journalistikkens navn holder tilbage med at tage de næste spadestik. Det er synd og skam.

Og journalistikken trues i dag fra mange sider. Teknologisk, politisk og – som Jensen er inde på – indefra faget selv. Fx har konkurrencen på mediemarkedet betydet, at journalistik er blevet forlovet med underholdning i en grad, der bør få enhver rigtig journalist til at fare i blækhuset og ud på de sociale medier. DR leverede et godt eksempel i går. På DR1 afviklede man “Sport 2018”, et årsshow fra Boksen i Herning, helliget dansk sportsudøvelse i det forgangne år. Et show, hvor man hylder nogle af de bedste præstationer – med forkærlighed for individuelle sportudøvere. Og showet blev indledt med de to journalistiske værters sang for publikum. Ja, to journalister der synger og besynger publikum og sporten! Der er man nået til i journalistfaget. At de tos sang ikke udmærkede sig særligt er det mindste problem. Værre er det, at overhovedet ikke stiller sig selv spørgsmålet, om det er det, journalistiske medarbejdere ved DR skal foretage sig!?

I øvrigt kunne man se noget lignende på søsterkanalen TV2 i et andet årsshow, hvor tre studieværtinder begyndte at danse på scenen.

Når X-Factor-amatørisme og Vild med dans-ditto smelter sammen med journalistisk arbejde, så er det ikke svært at se, hvor journalistikken er på vej hen. Journalistikken bliver taberen i det forhold. Og det er ikke tilbage til en position, hvor journalistikken med research, baggrundsviden og analyse kan holde magthaverne i skak og ære det borgerlige demokrati med indsigt og informationer. Journalistikken er snarere ved at blive en medieluder i den hjernedøde underholdnings tjeneste.


Tilføjelse: Ovenstående indlæg er eksempel på, hvad Lasse Jensen kalder “spidsvinkling”. For selvfølgelig er underholdning ikke den eneste fare, der truer journalistikken i gammeldags forstand. Avisdøden, tv-kanalernes tab af seere til kommercielle streamingtjenester og sociale medier, journalistuddannelsernes udvanding, konkurrencen fra alskens former for informatører og kommunikatører osv. er også trusler mod den stadigt mere svækkede journalistik.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

10 kommentarer

  1. hugins kommentarer:

    Så sandt som det er sagt, jeg vil dog tilføje, enøjet med fokus på stort set alt, hvad man kan finde af underlødig, fladpandet og hjernedødt underholdning fra Burger Land.

  2. capac kommentarer:

    @hugin: Jeg nåede lige at tilføje en kommentar til mit indlæg, inden jeg så din kommentar. Alligevel står jeg ved enøjetheden,
    når jeg tænder for fjernsynet. På denne platform har underholdningen for længst taget styringen. Generaliseret Billedblad og Se & Hør er, hvad vi får for pengene. Og nu skal vi snart til at betale licens via skatten – uanset om vi vil det eller ej…

  3. Hugin kommentarer:

    @Capac: Står vi ikke med et dilemma her med hensyn til licensen, hvis vi overlader til udelukkende private at formidle indholdet og deres udgave af virkeligheden, i det hele taget er det vel en politisk kamp om hvilke ”sandheder” befolkninger skal præsenteres for.
    Vi ser det jo over alt hvor regeringer forsøger at lukke ned for kritik.
    Her ser vi det måske på en lidt mere sofistikeret måde, ved sendeflader som ligner noget der er fremstillet på Billedblad og Se & Hør.
    Ligeledes hvis man tænder for DR P1 er tendenserne de samme; en tendens vi har set lige siden Erhardt og de såkaldte røde lejesvende, til nu hvor de sorte har sat sig på DR.

  4. capac kommentarer:

    @Hugin: Licensens berettigelse står og falder – efter min mening – med den såkaldte Public Service- funktion. Danmarks Radio var i mange år garanen for en Public Service, hvor der var lagt vægt på folkelig oplysning, tungvejende, seriøs og kritisk journalistik, kunstformidling (i bredeste forstand, herunder “gode” film, musik osv.) og meget mere. Efter vi har fået TV2 og de andre kommercielle stationer har vi desværre set, at den gamle kulturinstitution DR er skredet ud i en populisme, hvor det gælder mere om at få seer- og lyttertal som de kommercielle og hvor seriøsiteten er erstattet af en leflen for den laveste fællesnævner. Jeg mener, at DR – uanset de store besparelser, der har ramt institutionen – bør tage Public Service-tanke alvorlig og lægge sin kurs med den for øje. På den måde vil DR gøre sig fortjent til den skattefinansierede licens. De private må overleve på reklameindtægter. Det kan ikke være anderledes. Og de private vil aldrig kunne overleve på et Public Service-grundlag.

  5. Hugin kommentarer:

    @Capac: Vi er på ingen måde uenige i målet, dog vil jeg tilføje at intet er objektivt det er at forgøjle folk noget sådant.
    Som du sikkert ved lige så godt som jeg, så er det altid vinderen der skriver historien.
    Det vi har set på det seneste vedrørende DR, med DFs hets mod DR og godt hjulpet af den øvrige borgelige flok, er blandt andet de deraf følgende besparelser.
    Som jeg ser det, er det et bevist forsøg på at kontrollere den måde, hvorpå historierne ”sandheden” bliver præsenteret for folk.
    Det første man sætter sig på hvis der er konflikter i et samfund er medierne, netop for at kontrollere den måde ”sandhederne” bliver udlagt.
    Kan man få DR til at holde sig til journalistik alla Billedblad og Se & Hør og fra kritik af magthaverne så er faren for gule veste nok til at overse.

  6. capac kommentarer:

    @Hugin: Nej, objektivitet er et meningsløst krav. Men gamle journalistiske principper som fx altid at se en sag fra mindst to sider, have styr på kilderne osv. vil altid være aktuelle.
    Og der er ingen tvivl om, at det politiske højre – med DF og de såkaldt liberale partier – helst ser DR beskåret til ingenting til fordel for de private aktører. Det vidner det seneste medieforlig om med al ønskelig tydelighed. Og jeg tror, at du har ret i, at der også er et ofte uudtalt ønske fra samme politikere om at vi som medieforbrugere skal præsenteres for et bestemt billede af samfundsvirkeligheden, en bestemt “sandhed”, om du vil. Håndteringen af “de gule veste” er et godt eksempel (se videoen med Zizek), hvor de gule vestes protester forsøgsvis forstås inden for rammerne af en liberal-borgerlig parlamentarisk horisont og ikke som et uartikuleret, modsætningsfyldt, kaotisk krav om et helt andet samfundssystem.

  7. Hugin kommentarer:

    @Capac: Hej,
    Tak for henvisningen til Zizek interessant mand, men jeg er ikke sikker på de gule vestes protester om end uartikuleret, modsætningsfyldte og kaotiske, skal forstås som krav om et andet samfundssystem, men som det der er uartikuleret, modsætningsfyldt og kaotisk, måske fordi dette system ikke for nuværende er defineret.
    Zizek sådan som jeg forstår ham, giver også udtryk for behovet for et andet system, men uden at give svar på hvilket, det eksisterer ikke endnu, men han siger så, det vil komme ud af den kaos som vil opstå i forbindelse med klimaforandringerne.
    Om det er en god løsning kan vel diskuteres, men måske den sandsynlige.
    En ting er jeg i alle tilfælde enig i, vi er tvunget til et helt andet samfundssystem (verdenssystem) et der tager udgangspunkt i de resurser vi har til rådighed på denne klode, vi kan ikke bruge mere end kloden kan generere af råstoffer, og så må de deles på en ordentlig måde mellem alle.
    Om det overhovedet er muligt, kan jeg godt nok tvivle på, men håbet er lysegrønt, ikke mindst af hensyn til mine børn og børnebørn.
    Deres dom over os som ikke handlede i tide, gruer jeg for.

  8. capac kommentarer:

    @Hugin: Nej, de gule veste er netop ikke et klart artikuleret krav, snarere tværtimod. Men derfor kan man jo godt, som Zizek fx, opfatte det som et ønske om noget radikalt andet end det bestående borgerligt-liberalistiske samfund. Og jeg tror du har ret i at Zizek ikke giver svar på, hvad det andet er. I hvert fald kun i negative termer. Han er erklæret kommunist (ikke at forstå som Sovjet-kommunisme, men selve ideen om kommunisme) og når han udtaler sig om alternativet til det bestående er det typisk i negative termer, fx et samfund, hvor der IKKE er tale om udbytning af arbejdskraften, hvor der IKKE er tale om himmelvid forskel på fattig og rig, hvor der IKKE sker en systematisk udbytning og nedbrydning af vores fælles naturgrundlag osv. Det er selvfølgelig en oplagt svaghed, kan man sige, men måske handler det dybest set om, at vi ikke kan tegne et perfekt billede af et sådant utopia, men må arbejde os hen imod det. I hvert fald synes jeg, at han leverer nogle analyser, som man ellers ikke ser i de vestlige medier – analyser, der peger ud over den bestående elendighed, vi befinder os i. Og det er tilfredsstillende for sådan en som mig.
    Jeg vil ikke være pessimist med hensyn til fremtiden, bare realist. Og mange forhold er da bekymrende. Klimaet, den store ulighed, de populistiske, fremmedfjendske bevægelser, nazismens, fascismens og anti-semitismens genkomst og så videre. Men der er da også forhold, der trækker i den anden retning. Almindelige menneskers daglige indsats for at nedbringe CO2-udslippet, genbrug, hjælpsomhed over for udlændinge i knibe, fremkomsten af rigtige socialdemokrater i Storbritannien og USA og så videre. For mine børn og ikke mindst børnebørns skyld håber jeg, at forandringens vinde for alvor vil blæse op de kommende år. Så kan sådan nogen som du og jeg måske nå at opleve begyndelsen på noget bedre…

  9. hugin kommentarer:

    @Capac Hej Jeg håber for mine børn og børnebørns skyld du får ret, for det haster, hvis vi skal nå at begrænse ulykkerne.
    Vi ved jo stort set hvad der skal gøres, og den teknologi der skal bruges findes stort set også, men her er det så min tvivl indtræffer.
    Når jeg ser hvad det politiske etablissement i verden foretager sig, så syntes jeg ikke det stemmer overens med sagens alvor.
    Det kommer til at betyde drastiske ændringer, i den måde vi kommer til at leve, og det er vel her den politiske humle ligger begravet, der er nok ikke så mange stemmer i nedskæringer af forbruget.
    Men i øvrigt tak for en god snak–:)

  10. capac kommentarer:

    @hugin: Problematikken hænger jo sammen med, at vi lever i et samfund, der bygger på et økomisk system, der er baseret på fortsat “vækst” (øget vareproduktion -> øget profit/merværdi osv.). Og det truer såvel naturen (herunder klimaet) og det samfundsmæssige i form af voksende ulighed. For det politiske establishment gælder det, at det er meget nemmere bare at løbe med vinden end at gå den modsatte vej. Det er der mange eksempler på. Måske kan vi håbe på, at de indre modsætninger i det samfundsøkonomiske system (kapitalismen) på et tidspunkt bliver så betændte, at de kun kan løses ved en radikal forandring af systemet. Hvordan det kan og skal ske, ved jeg ikke. Men jeg tænker tit på Berlinmurens fald. Indtil det skete, var der ingen der rigtig troede på, at det kunne ske. Men det skete pludselig. Og som den afdøde britiske forfatter og globetrotter Bruce Chatwin engang sagde, så kan store forandringer komme som et stille vindpust. Den tanke kan jeg godt lide – i stedet for voldsomme revolutioner så en sagte radikal forandring.

Skriv en kommentar

64 har læst indlægget
13,464