Aftenens film: Perfetti sconosciuti

5. februar 2019

På min smarttvboks har jeg gemt nogle film, som jeg kan hive frem, hvis tv-programmet ikke byder på noget, der er værd at spilde sin kostbare tid på. Og sådan var det i går aftes, hvor genudsendelser hobede sig op på skærmen i skarp konkurrence med nye hjernedøde livsstilsprogrammer. Så valget faldt på den italienske film Perfetti sconosciuti, der på dansk er blevet til Ukendte venner. En oversættelse, der ikke er helt forkert, uden dog at ramme helt præcist i forhold til den italienske. Den amerikanske titel Perfect strangers er dog bedre.

Filmens plot er genkendelig, ja, man fristes til at sige, at der er tale om et klassisk filmisk plot. Nogle venner samles til en social begivenhed – i dette tilfælde en fælles spisning – og så kommer hemmeligheder og sandheder frem for dagen. Vi kender det fx fra Lawrence Kasdans klassiske Gensyn med vennerne (1985). I den nye udgave af plottet kommer det skjulte ikke op til overfladen, hjulpet frem af almindelige snak og indtagelse af alkohol, nej, helt i overensstemmelse med vor tids ånd, så er det mobiltelefonen med dens sociale medier o.a., der bliver generator for afsløringen af det hemmelige. Man kan sige, at filmen – af Paolo Genovese – behandler et emne, der meget ofte får en overfladisk behandling i pressen, nemlig de sociale medier og deres betydning for vores sociale liv. Senest i går var emnet oppe, idet skolernes seksualundervisning måtte inddrage de sociale medier, fordi – hed det sig – forældregenerationens havde svært ved at forstå de unges brug af seksuelle emojis osv. Men Genoveses kunstneriske behandling af emnet fik en alt andet end overfladisk journalistisk-pædagogisk omgang vask og strygning.

En af vennerne i filmen får den idé, at de alle skal lægge deres mobiltelefoner midt på bordet, hvorefter de sammen skal læse, se og lytte med, når det var aktivitet på mobilerne. Og ganske forudsigeligt kommer der ganske artige ting på bordet. Lige fra afsløringen af den ene mandlige vens homoseksualitet over to andre venners utroskab og afsløringer af psykiske problemer og problemer med svigermor, der bor i hjemmet. Så langt, så godt eller skidt. Og helt efter bogen, kan man hævde. Men det lykke for Genovese, at foretage nogle kreative drejninger, der kaster et helt andet lys over situationen. Dels opstår der forvirring om, hvem der er i spil, når telefonen bliver aktiv. Fx afsløres det, at det er en anden, der er homoseksuel, end ham der først udpeges og udskammes. Men der er også en anden kunstnerisk interessant drejning. Fællesspisningen foregår en aften, hvor der sker en måneformørkelse. Og parrene er flere gange ude på altanen for at beundre det himmelske fænomen. Men da formørkelsen er overstået og månen skinner klart fra himlen, så er alle skærmydslerne omkring telefonlegen pist borte. Glemt er homoseksualitet, utroskab osv. Og parrene finder sammen igen og tager hjem og fortsætter deres liv med hemmeligheder og så videre.

Det er en stor styrke ved filmen, at den laver denne kunstneriske pirouette, fordi Genovese dermed undgår den store fælde, det er, at lade historien ende i en eller anden form for moralisme eller pædagogisk korrekthed. Hvis man kan drage en lære af historien, så er det måske med den terapiramte hovedpersons ord, at menneskene er “skrøbelige”. I hvert fald er der noget meget europæisk, ja, Woody Allensk, over den finurlige lethed, hvormed plottets alvor turneres, så tæppet trækkes forsigtigt væk under ethvert tilløb til moraliseren.

Hermed anbefalet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

16 har læst indlægget
13,533