Aftenens filmoplevelse: Den unge Marx

23. oktober 2019

Danmarks Radio har fået den (u)vane at sende gode, ikke-amerikanske film sent om aftenen. Typist lige før midnat. Og derfor ender mange af dem på min harddiskoptager-tv-boks, så jeg kan se dem på et mere passende tidspunkt. Og sådan var det i går, hvor udvandede livsstilsprogrammer og anden lavpandet underholdning bredte sig over sendefladen. Og så var det oplagt omsider at få set Raoul Pecks film om ‘den unge Marx’.

Når man som jeg primært kender Karl Marx fra hans skrifter, så var det med en vis spænding at imødese en filmatisering af et livsforløb, der især har udspundet sig ved skrivebordet. Ville der være dramatisk stof nok til at gøre en sådan biografisk orienteret film interessant for nutidens filmseere? Svaret er: Ja.

Filmen følger den unge Karl Marx i årene frem til udgivelsen af hovedværket Det kommunistiske manifest i 1948. Fra tiden som skribent for Reinische Zeitung, hvor han skriver om den elendighed, som den gryende kapitalisme førte med sig og frem. Han lever fra hånden til munden og har mere end svært ved at forsørge sin overklassehustru Jenny, der dog er ham loyal, fordi også hun har indset, hvor samfundsudviklingen er på vej hen. Og hans politiske skriverier og meninger resulterer i, at han og familien først må søge tilflugt i Paris og senere i Belgien, efter at være blevet landsforvist af franskmændene på grund af sine holdninger. Undervejs møder han en række politisk-teoretiske koryfæer, bl.a. anarkisten Bakunin, Proudhon og lederen af Forbundet for Retfærdighed Weitling. Men mest afgørende bliver mødet med fabrikantsønnen Friedrich Engels, der viser sig at være være en åndsbeslægtet og selvskreven samarbejspartner – og økonomisk støtte.

Filmen er fortalt lige ud ad landevejen med stor sans for de dramatiske muligheder, der ligger i stoffet. Og de relativt ukendte skuespillere er godt typecastet til rollerne og udfylder dem godt. Og undervejs får man et loyalt billede af de tanker og ideer, der driver den unge Marx og hans venner fremad. Og det er helt rart for en gangs skyld at se hovedroller, der ikke er besat af ansigter, man kender alt for godt i forvejen.

Og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at instruktøren Raoul Pecks sympati ligger hos den unge Marx og hans allierede. Det understreges bl.a. af filmens slutning, hvor Bob Dylans “Like a rolling stone” er underlægning og en slags perspektivering af den unge Marx’ kritiske og politiske kamp.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

96 har læst indlægget
13,733