Apropos det irske valg – noget om demokratiets ‘krise’

15. juni 2008

Det irske valg er overstÃ¥et. Det blev et nej. Og selv om den politiske elite i Europa prøver at fremstÃ¥ fattede i situationen og lade som om det kun er af perifer betydning, sÃ¥ er der ingen tvivl om, at nej’et er ubehageligt. Endnu et nej er føjet til rækken af nej’er til et europæisk projekt, der mere og mere fremstÃ¥r som den politiske elites projekt, men ikke befolkningernes…
I radioen hørte jeg en debat mellem DFs Morten Messerschmidt og De Radikales Lone Dybkær, hvor sidstnævnte med stor arrogance forsøgte at argumenterer for, at der skulle være færre folkeafstemninger i sådanne store spørgsmål. Man skulle overlade det til de folkevalgte repræsentanter og deres visioner at afgøre fx hvordan EUs traktat skulle se ud. Morten Messerschmidt var derimod langt mere basalt demokratisk, idet han slog fast, at irerne havde sagt nej, og dermed var traktaten fejet af bordet, og politikerne måtte have arbejdstøjet på igen.
OvenstÃ¥ende fik mig til at tænke pÃ¥, om ikke vi er inde i en slags demokratisk krise!? Jeg synes, der er flere og flere tegn pÃ¥, at vi pÃ¥ nationalt og overstatsligt plan har at gøre med en politisk elite, der ikke forstÃ¥r at repræsentere dem, de forestiller at repræsentere: befolkningerne – eller mere patetisk – Folket. Problemet er bestemt ikke nyt. Ovre hos Lotte i Eksistens kan man læse noget af Kristen Bjørnkærs anmeldelse af den norske forfatter Magnus Marsdals bog om Fremskritts-partiets succes i Norge, og anmeldelsen handler blandt andet om afstanden mellem de politiske repræsentanter og vælgerne. Han noterer tørt, at den sÃ¥kaldte halvfjerdser-venstrefløj, der talte ‘arbejderklassens sag’ pÃ¥ intet tidspunkt for alvor havde arbejderne eller lønmodtagerne pÃ¥ deres side og derfor forblev et umuligt projekt.[1. Allerede i trediverne kritiserede den tyske filosof Ernst Bloch de tyske kommunister for ikke at være i stand til at opfange folkedybets stemninger – i modsætning til nationalsocialister – og dermed havde et medansvar for nazismens opkomst..]
Tre-fire Ã¥rtier senere er vi vidne til Socialdemokratiets politiske deroute, der blandt andet handler om, at partiets højtuddannede, akademiske, elitære ledere for længst har tabt følingen med de vælgere, der historisk har været partiets eksistensgrundlag, og som har søgt tilflugt hos især Dansk Folkeparti, der jo er et af de fÃ¥ partier, der har formÃ¥et at opsamle visse folkelige strømninger, fx bekymringen og skepsissen over for indvandringen og bekymringen for ‘velfærdet’.
MÃ¥ske handler denne ‘krise’ blandt andet om, at det sÃ¥kaldt repræsentative demokrati er blevet en selvfølge, der ikke længere rigtig stÃ¥r til debat. Jo, vi kan godt diskutere det demokratiske underskud i EU, men ikke rigtig om sÃ¥dan en overstatslig overbygning er en bevægelse væk fra det demokratiske. Det repræsentative demokrati er en selvfølge, hvor det ikke er muligt at diskutere muligheden af at indføre et mere direkte demokrati – hvilket jo er teknisk muligt med internettet og de digitale teknologier – og dermed reducere repræsentativiteten i anden, tredje, fjerde osv. potens.
De folkelige afstemninger – nationalt og overnationalt – er de begivenheder, hvor de folkelige politiske stemninger bliver mærkbare. Det er her mediernes opinionsmÃ¥linger og de politiske analyser kommer til kort. Verden ville se meget anderledes ud, hvis vi fik flere af dem…

Hør en fin koncert-optagelse med Kathleen Edwards pÃ¥ NPR – her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

187 har læst indlægget
13,536