Kongsgården, velfærden og den afstumpede kritik

8. juli 2020

I de seneste mange uger har borgere i Østjylland kunnet følge med i lokale mediers dækning af skandaløse forhold på århusianske plejehjem (og hjem for børn og unge med særlige behov). Bl.a. plejehjemmet Kongsgården i Viby. Pårørende har – bl.a. til TV2Østjylland – kunne berette om omsorgssvigt af de gamle. Og TV2 har i den forbindelse lavet en dokumentarfilm, der dokumenterer, hvorledes omsorgsvigten udfolder sig.

Men denne dokumentar blev i førte omgang stoppet, da retten forbød TV2 at vise den. Imidlertid fik Ekstrabladet adgang til filmen og har på sin hjemmeside vist klip, der bekræfter anklagen om omsorgssvigt og vanrøgt af de gamle.

Ser vi bort fra spørgsmålet om Ekstrabladets overtrædelse af rettens forbud og spørgsmålet om, hvem på TV2, der har stillet filmmaterialet til rådighed (man må formode at nogen har lækket filmen), så drejer sagen sig først og fremmest om de gamle plejehjemsbeboere ve og vel – og hvordan vi som almindelige borgere kan være med til at sikre, at vanrøgt og omsorgssvigt ikke finder sted. Noget der pt. sker på mange plejehjem – ikke kun i Århus kommune.

Det har været kendetegnende for mediernes behandling, at de lokale, ansvarlige politikere – bl.a. rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (Dansk Folkeparti) – lover bod og bedring og giver udtryk for at man arbejder på at rette op på forholdene. Problemet er blot, at problematikken ikke er ny og rapporter på det seneste har afsløret, at forholdene ikke er blevet bedre. Spørgsmålet er så, hvorfor? Og hvorfor indfrier de kommunale politikere ikke de forventninger, brugerne har til området?

Problemet, som medierne ikke er opmærksomme på, er, at politikerne ikke kan løse problemet inden for det kommunale budget uden at påføre andre grupper af borgere alvorlige besparelser. Sagt på en anden måde: Hvis problemerne skal løses rigtigt, så skal der flere penge til. Ikke et engangsbeløb, men løbende udgifter til området. Og nøglen til løsningen af det problem ligger – ikke hos de kommunale politikere – men hos regeringen og folketinget. Så længe folketinget ikke udvider kommunernes budgetter, så længe kan man ikke forvente at forholdene på ældre- og handicapområdet bliver markant bedre. At det forholder sig sådan kan man læse af fhv. socialrådgiver Lotte Graaes indlæg Ren tilståelsessag for KL på siden denoffentlige.dk, hvor Graae kritiserer socialformand Thomas Adelskov for at forsøge at omgå de lovkrav, der er til kommunerne på området (krav man ikke kan undslå sig), i stedet for at kritisere regering og folketing. Graae har fat i den lange ende. De egentlige skurke i sagen om omsorgssvigt på ældre- og handicapområdet er folketinget og regeringen. Det er dem, der afstikker kommunernes økonomiske rammer.

Sagen rejser mange svære spørgsmål. Fx om, hvorfor medierne så at sige aldrig kommer til bunds med deres kritik og for alvor stiller politikerne på tinge til ansvar for de beskrevne forhold? Og – i den forbindelse – spørgsmålet om, hvordan vi kan sikre, at kommunerne får midler nok til at løse problemerne, og vel at mærke uden at det skal ske på bekostning af andre områder (fx daginstitutions- og skoleområdet)? Jeg er sikker på, at læseren selv kan tænke tanken til ende og finde et svar.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

6 har læst indlægget
14,275