Aftenens norske krimi: Livstid

11. november 2020

Omsider fik DR taget sig sammen og lanceret en ny krimiserie, den norske serie i otte afsnit Livstid.

Vi fik de to første afsnit i går. Serien har en rammefortælling. Vi møder hovedpersonen, politikvinden Victorie Woll (Tone Beate Mostraum), der sidder inde på livstid for en forbrydelse, vi endnu ikke kender til (men det antydes dog, at noget er helt galt med den indespærring). Og så går turen ellers tilbage til fortiden, hvor Woll sammen med sit B-team (bestående af den mørklødede, skarpsindige politikvinde Ayla W. Quincey (Iselin Skævesland) og den alkoholiserede, men afholdende Christofer ‘KIT’ Lange (Ingar Gimle)) løser kriminalgåder.

Til seriens fordel taler, at den fra begyndelsen af har fundet sin egen tone og stil. Den ligner med andre ord ikke tilsvarende serier fra de skandinaviske lande – eller de britiske serier for den sags skyld. Woll fremstår som en slagfærdig, direkte, feministisk politikvinde, der går meget op i sit arbejde og ellers lever et liv som eneforsørger til en halvvoksen dreng og med en elsker i ascendanten. Hun suppleres godt af den endnu mere udtalt feministiske Ayla, der fungerer fint som Wolls med- og modspiller i en relation med svagt antydede erotiske undertoner.

Plottene er gode i de to viste afsnit, og de afvikles med næsten befriende effektivitet og hurtighed. Ikke noget med at trække sagerne i langdrag (en tendens andre serier slås med…). Og oven i købet er der så en løbende konflikt mellem Woll, teamet og ledelsen, der forsøger at få nedlagt B-teamet. Men overordnet set er der ikke noget nyskabende i hverken plots eller grundfortællingen.

Skuespillerne udfylder rollerne godt og spiller også godt. Og der er tempo over fortællestilen. Hvis jeg skal indvende noget mod serien, så er det, at den tydeligvis fører sig frem som en slags tv-kriminalseriernes svar på femi-krimien. Oven i købet som en munter udgave af den berømmede, melankolsk-mørke Nordic Noir, som vi bl.a. kender fra den danske serie Forbrydelsen. Problemet med denne femi-krimi, synes jeg, er, at den hårdkogte Woll for tydeligt er modelleret over klassiske mandlige detektiver og kriminalister. Selv om Woll og Ayla tematiserer kvindelige problemer, så er det mærkbart (for mig i hvert fald), at forfatteren bag serien – den kendte Gjermund S. Eriksen – har svært ved for alvor at slippe genrens dogmer og skabe en kvindelig detektiv. Men måske vil der blive rådet bod på denne svaghed i de kommende afsnit. Vi får se. I hvert fald er serien en velkommen tilføjelse til DRs krimiprogram.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

En kommentar

  1. Madame kommentarer:

    Det lyder spændende – dejligt at du gør opmærksom på serien! Den må jeg se :-)

Skriv en kommentar

149 har læst indlægget
14,539