Deep inside, both of us can feel the autumn chill

14. november 2020

I dag blev en af mine skolekammerater bisat. Han var på min alder, og selvfølgelig giver det anledning til at tænke over tingene. Som min gamle mor plejede at sige, så er jeg kommet i den alder, hvor man læser nekrologer. Hun vidste bare ikke, at det er svært nu om stunder, hvor aviser ikke længere er en selvfølge… Men ved tilfældighedernes spil på Facebook fik jeg at vide, at min barn- og ungdoms klassekammerat var død, og det lykkedes for mig at viderebringe den triste nyhed til andre af hans kammerater. Og det var, som læseren måske kan forstå, en god fornemmelse.

Vi var ikke venner eller tætte klassekammerater. Han gik i min parallelklasse og vi sås kun, når vi havde gymnastik og de gange, vi snakkede sammen, kan nok tælles på en hånd. Alligevel husker jeg ham og visse situationer – og er berørt over, at han ikke fik længere tid i sin pensionisttilværelse. Sentimentaliteten ligger lige for, men den vil jeg helst ikke dyrke, blot lade min kammerats bortgang tjene som et memento mori. Lad os glæde os over hver dag, vi får i dette liv.

Og nej, ABBAs sang “When all is said and done” handler vist ikke om netop livets ophør. Alligevel synes jeg stemningen og den emotionelle styrke i sangen passer på smukkeste vis.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

4 har læst indlægget
14,539