Torben Brostrøm – kritiker, litterat – er død, 93 år

9. december 2020

Endnu et fyrtårn i dansk kulturliv er væltet. Kritikeren, litteraten m.m. Torben Brostrøm er død i en fremskreden alder af 93 år (08.12.2020). Han blev magister i mit fødeår, 1953, og blev bannerfører for modernismen i Danmark, især modernismen i lyrik og poesi. Inspireret af den anglo-amerikanske new criticism, der – hvis vi ser bort fra dens ideologiske implikationer – lagde stor vægt på den opmærksomme, følsomme nærlæsning af teksterne og lagde dermed grunden for mange årtiers senere optagethed af teksten og dens udfordringer (fx i den såkaldte og udskældt dekonstruktivisme) – blev Brostrøm eksponenten for den begavede, tekstnære formidling af moderne dansk litteratur.

Og dermed blev han en væsentlig forudsætning for mit eget valg af fag efter gymnasiet. Faktisk uden at jeg vidste det, for Brostrøm var – med sine kritiske arbejder, fx Versets Løvemanke fra 1960, pligtpensum for min dansklærer i folkeskolens ældste klasser. Og senere, da jeg selv fik appetit på at læse moderne litteratur sidst i tresserne, indkøbte jeg et par bind af Brostrøms “billigbøger”, bl.a. Poetisk Kermesse (1968) og den føromtalte, og selv om mine veje førte ad andre teoretiske og ideologiske stier end Brostrøm, så vil jeg altid være ham tak skyldig for hans insisteren på at tage teksten alvorligt og nærlæse den og fortolke den. Det har helt frem til i dag været været det fundament, jeg har bygget på.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Gertrud kommentarer:

    Tak for oplysende info.
    På mine reoler står ligeledes et større udsnit af Brostrøms bøger. Læsning af Rifbjerg krævede sin Brostrøm, når det gjaldt de modernistiske digte

  2. capac kommentarer:

    @Gertrud: Ja, det hjalp at læse Brostrøm, når man skulle læse Rifbjergs konfrontationsdigte, især Camouflage. At andre
    senere læsninger så er mere givende er en anden sag, der ikke rokker ved mandens opmærksomme og registrerende nærlæsninger.

Skriv en kommentar

22 har læst indlægget
14,614