Manden der ikke blev en Beatle: Jimmie Nicol

2. august 2021

[Ukrediteret foto, lånt fra Wikipedia]

I morgen fylder trommeslageren og entreprenøren Jimmie Nicol 83 år. Han blev verdenskendt, da han i 1964 vikarierede for Ringo Starr på The Beatles’ tur til Australien, Europa og Asien. Den tur, der først bragte The Beatles til Danmark, hvor de gav en berømt/berygtet koncert (eller rettere to på hinanden følgende) i København.

Ringo Starr var blevet syg af halsbetændelse og indlagt på hospitalet, så manager Brian Epstein og chefproducer George Martin havde valget mellem at aflyse nogle af koncerterne eller at finde en afløser for Ringo. Og de valgte den sidste løsning (der var jo mange penge på spil). Og Jimmie Nicol var med ved otte koncerter og fra den 3. juni til den 14. juni, hvor Ringo vendte tilbage til Beatles i Melbourne, Australien.

Historien om Jimmie Nicols korte tid som erstatningsbeatle er rimelig velkendt. Det er historien om Jimmie, der først troede, at hans gerning ville være en fordel for ham – ja, måske endda en mulighed for at erstatte Ringo permanent – men som viste sig at gøre livet mere svært for ham end man/han kunne forudse. Med personlig konkurs som et af resultaterne.

Jeg har pløjet mine bøger om Beatles igennem, og det er slående, at der ikke bruges ret meget krudt på Jimmie Nicol. Han nævnes, og hans korte tid omtales kortfattet, men det er ikke noget, der optager forfatterne (hofbiografisten Hunter Davies glemmer ham helt). Måske siger det noget om, hvor fasttømret billedet af The Beatles-firkløveret var allerede ved starten af Beatlemania i første halvdel af tresserne?!

Og jeg kunne ikke umiddelbart finde et svar på det spørgsmål,der interesserer mig mest, når Jimmie Nicols navn kommer op: Var han en god trommeslager? Spillede han godt i de små fjorten dage, han var forklædt som Beatle (han blev pålagt at have Beatlesfrisure og bære Beatlesjakkesæt). Men yderligere research giver omridset af et svar.

George Martin citeres for at have sagt:: “Jimmie Nicol var en rigtig god trommeslager der kom, lærte Ringos indslag rigtig godt. Han gorde et fortræffeligt job, og forsvandt ind i mørket umiddelbart efter”(The Beatles Encyclopedia). Og med det forbehold, at man jo ikke kunne høre ret meget af Beatles’ spil ved koncerterne i 1964, så kan man formode, at Nicol udfyldte rollen tilfredsstillende. At han så aldrig rigtig fik status af at være en Beatle og aldrig forstod – modsat Ringos forgænger, Pete Best – at kapitalisere sin forbindelse til gruppen, siger nok mest om, hvilken person Nicol var – og er.

Og et par eksempler på Niclos kunnen, der ikke var ueffen.

Og her med Colin Hicks (Tommy Steeles broder) & his Cabin Boys

Og her med det berømte svenske band The Spotniks, som Nicol blev en del af efter sine dage med Beatles

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

33 har læst indlægget
15,011