The Beatles White Album Recovered vol. I

13. januar 2009

I November 2008 omtalte jeg tidsskriftet Mojos udspil Mojo Presents The White Album Recovered No. 0000002 og nævnte, at jeg ville forsøge at fÃ¥ fat i etteren. Og jeg har nu fundet den pÃ¥ biblioteket. Og det er en fornøjelig sag. Med kærlig respektløshed kaster de mange indie-navne sig over Beatles-sangskatten – og som helhed betragtet kommer der noget godt ud af det.
Liz Green synger med en stemme, der til tider kan minde om Anthony, og fortolker Back in the USSR som et stykke variete-musik med klimprende klaver og blæsere. Lau skærer ind til benet i Dear Prudence med et minimalistisk arrangement, der endnu engang bekræfter, at vi her har at gøre med en af smukkeste sange blandt Beatles-balladerne. Big Linda derimod gør nærmest den syrede Glas Onion uigenkendelig. Hvis man ikke lige kendte teksten i forvejen, kunne man godt tro, at der var tale om et helt andet nummer. Jeg synes, Big Linda skyder ved siden af… Gabriella Cilmi giver Ob La Di Ob La Da et svagt reggae-touch, men holder sig ellers trofast til forlægget, som hun leverer med energi og charme. Suppliers er meget respektfulde i deres version af Wild Honey Pie. Ikke dÃ¥rligt, men næsten for loyalt. Dawn Kinnard, Ron Sexsmith og Suppliers er ogsÃ¥ meget loyale over for Bungaloo Bill, men i kraft af Dawns stemme bliver den alligevel helt anderledes.
Virgin Passages lader (næsten) guitaren forstumme og melodien fordufte i While My Guitar Gently Weeps og transformerer den til deres egen sang. For respektløs efter min smag. Langt bedre gÃ¥r det for Aidan Smith, Vashti Bunyan, Phil Cambell og Julie Fowlis i deres trofaste, men ogsÃ¥ personlige, udgaver af Happiness is a warm Gun, Martha, Blackbird og I’m so tired. Pumajaw trækker Piggies sÃ¥ meget ned i tempo at det halve kunne være nok. En ikke helt vellykket versionering. Til gengæld er Johnny Flynn & The Sussex Wits banjo- og fiddle-prægede udgave af Rocky Racoon helt i sangens Ã¥nd. Field Music fÃ¥r ikke meget ud af Ringos spøjse Don’t Pass Me By. I deres version bliver det til et ganske ordinært rocknummer. Og det var vel ikke hensigten?! Babel laver et sejt swingende nummer ud af den lille frækkert Why Don’t We Do It In The Road. En af denne plades perler. Den smukke I Will taber en del af sin iørefaldende kvalitet i Joan as Police Womans udgave. Kom igen Joan! A Girl Called Eddy derimod forstÃ¥r med meget enkle midler – stemmen helt i forgrunden til en let instrumentering – at fÃ¥ Julia til at fremstÃ¥ som den smukke ballade, den er.
Til trods for et par fejlskud, sÃ¥ synes jeg Mojos projekt er lykkedes særdeles godt. Og man bliver endnu engang mindet om, hvor svær en kunst det er at lave gode coverversioner af andres sange…

White Album Recovered I

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

261 har læst indlægget
13,724