Klassens tykke pige – og dreng

29. april 2009


I gÃ¥rsdagens aviser læste jeg, at et Ã¥rhusiansk seminarium solgte kurser til lærere, hvor de skulle lære at modtage øretæver fra eleverne og i den dur. SÃ¥ langt er vi altsÃ¥ nÃ¥et, siden dengang capac som ung hvalp i Esbjerg blev præsenteret for Vestre skoles udvalg af spanskrør. Der var tykke rør og tynde rør. Og i følge min far, der ogsÃ¥ var dreng i byen, sÃ¥ var det de tynde, der gjorde mest ondt, nÃ¥r de ramte bagen eller – værre endnu – fingrene pÃ¥ katederet…

Halvtredsernes “frie opdragelse” og det antiautoritære oprør fra tresserne og frem har fejlet, for sÃ¥ vidt det ikke er muligt etablere en gensidig respektfuld relation mellem lærer og elev… Men skolen er et spejl af det omkringliggende samfund, vi lever i. Som Hans Scherfig demonstrerede med romanen Det forsømte forÃ¥r, sÃ¥ er skolen et proportionsforvrænget spejlbillede af Samfundet. Og sÃ¥dan er det stadigvæk. Respektløsheden, mobberiet osv. lever i bedste velgÃ¥ende uden for skolegÃ¥rden, hvor den egomane individualisme i nyliberalismens tid dyrkes og fremmes socialt, trafikalt osv.

Tænk på dig selv! Og dernæst på dig selv og først i tredje ombæring på din næste, når lokummet (dit lokum!) brænder. Finanskrisen fortæller med al ønskelig tydelighed om, hvordan det går, når grådig individualisme får lov til at udfolde sig uhæmmet. Og om, at denne individualisme er en stor illusion. Vi er en del af hinanden, som de sang ude på Christiania. Uanset om vi kan lide det eller ej.


Min datter fulgte i sin skoletid diverse anti-mobning-uger og -projekter. Og det hjalp ikke en dyt. Eleverne lærte, hvad de skulle mene om mobning og hvilke teknikker, der skulle bruges til at undgå mobning. Men mobningen fortsatte desuagtet og blev nærmest forstærket af den viden, ungerne fik om mobningens virkemåde og psykologi. Og sådan har det været i mange år.

Jeg mærkede ogsÃ¥ mobningen pÃ¥ min krop, da jeg gik i skole. Og jeg sÃ¥ mange andre, der blev mobbet. Selv om mobningens begreb slet ikke eksisterede. I mange Ã¥r var jeg “klassens tykke dreng” og mÃ¥tte sluge adskillige stikpiller i den anledning – og overhøre bagtalelsens perfiditeter. Men der var grænser for, hvad jeg blev udsat for, for jeg var ogsÃ¥ klassens store, stærke dreng. De andre vidste godt, hvem der ville komme ned med nakken i en slÃ¥skamp.

Intet er sÃ¥ skidt, at det ikke er godt for noget, siger man jo. Og jeg tror ikke, at mobning altid fører til traumer osv., selv om den selvfølgelig sætter sine spor i ofrene. Og selv om det ikke gælder i almindelighed, sÃ¥ fik jeg noget positivt ud af mobberiet. Tidligt i min ungdom besluttede jeg mig for, at jeg ville gÃ¥ mine egne veje. Hvis jeg var “klassens tykke dreng”, sÃ¥ var det det, jeg var. Og fint nok med det. Jeg havde det som bøsserne, der tog identitetet pÃ¥ sig, nÃ¥r nogen rÃ¥bte Bøsse! efter dem: Jeg er bøsse! Jeg er den tykke dreng! Med mine ekstra kilo gik jeg min vej i livet,og mobberiet vaccinerede mig kraftigt mod enhver form for autoritær indflydelse og social kontrol. Længe inden vi nÃ¥ede frem til 1968.

NÃ¥r man nu pÃ¥ samfundsplan agter at forfølge “tykke” danskere, sÃ¥ tager jeg af samme grund kraftigt afstand fra den slags statsautoriseret formynderisk “mobberi” forklædt som sundhedspolitik. Min kommune skal sgu ikke fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv! I mit verdensbillede skal folk have lov til at spise og drikke sig en pukkel til, hvis det er det, de vil… OgsÃ¥ selv om det koster pÃ¥ sundhedbudgettet.


Men ikke alle fÃ¥r noget godt ud af mobberiet. I The Daily Mail kan man fx læse et interview med den underskønne Kate Winslett, der har været undertegnede (eller overtegnede) skribents kæledægge, siden hun slog igennem i Titanic. I sin skoletid blev hun kaldt for “Blubber”, blev lÃ¥st inde i skabet i formingslokalet og fik konstant at vide, at ingen nogensinde ville kunne lide (fancy) hende. Og selv i dag – med en Oscar-statuette pÃ¥ kaminhylden og en splinterny forside pÃ¥ magasinet Marie Claire føler Winslett sig som klassens “tykke pige”…

Kendere vil vide, at det er mere end forfængelig tale. For nogle Ã¥r siden lagde hun sag an mod et andet modeblad, der havde slanket hende i Photoshop…


Som sagt er skolen et spejl af det omkringliggende samfund. Og i den forstand er det bÃ¥de forfængeligt og hÃ¥bløst at tro, at man kan etablere anderledes relationer inden for skolens rammer. Jeg har aldrig forstÃ¥et eller accepteret den almindelige skelnen mellem skole og “virkelighed”. Skolen er en del af den sociale virkelighed – pÃ¥ godt og ikke mindst ondt. Derfor nytter det ikke meget at sætte “mobning” pÃ¥ skoleskemaet og tro, man kan stoppe det, for mobningen fortsætter ufortrødent i frikvarteret.

Ungerne ved nemlig godt, hvad det drejer sig om uden for skolegÃ¥rden: Uhæmmet konkurrence og selv-promovering med beskidte midler (eksamenssnyd, fusk med cv’er osv.). It’s a Jungle out there. Stein Bagger er ikke en undtagelse i vort samfund. Han er et symptom….

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

378 har læst indlægget
13,524