Fodbold – EfB- erindringsfragment

29. januar 2007

Jeg var ikke ret gammel, da fodboldspillet kom ind i mit liv. Hvordan det kom op at stå, husker jeg ikke helt, men fra den ene dag til den anden blev det populært for drengene i min barndoms baggård at spille fodbold.

BaggÃ¥rden var ikke ret stor. Men stor nok til at en flok drenge kunne spille bold i timevis. Der var kun et mÃ¥l, der bestod af tørrestativets stolper og overligger, og der var ingen mÃ¥lmand… “Basse”, der var et par Ã¥r ældre end os andre, førte sig frem som Gunnar “Nu” Hansen samtidig med, at han spillede. “Oooog, Nu, Nu, Nuuu scorer han…!”. Det gav en hel specielt stemning, for Gunnar “Nu” var indbegrebet af fodboldstemning og -entusiasme.

Helt perfekt blev det, nÃ¥r Verner dukkede op og og kastede sig ud i boldspillets glæder. Verner var vores nabo og far til mine kammerater Leif og Jørgen. Det var i sommermÃ¥nederne, og jeg kan huske, at vores mødre havde mere end svært ved at kalde os op til aftensmaden fra de smÃ¥ køkkenvinduer i det lille to-etagers rødstenshus , fordi vi var sÃ¥ optaget af det der spil. Først nÃ¥r solen gik ned og køligheden begyndte at melde sig, ebbede det langsomt ud. Vi kunne ikke rigtig give slip…


EfB, Esbjergs fodboldhold, var stort i tresserne, ikke mindst i 1962; og vi drenge samlede samlekort fra Gunnar “Nu”-lakridspastillerne med billeder af de store fodboldspillere. Der skulle spises mange pastiller, før hele holdet var samlet. MÃ¥lmanden dengang, hvor holdet var “holdet over alle”, Erik Gaardhøje, boede kun nogle fÃ¥ meter fra den baggÃ¥rd, hvor vi løb rundt. Og det var vi meget stolte af. EFB blev mit hold dengang, og jeg har fulgt deres ups-and-downs lige siden. Selv om jeg har boet i Ã…rhus det meste af mit liv, sÃ¥ er jeg aldrig blevet GF’er (tilhænger af AGF).

Det sjove er, at jeg kun har overværet en eneste kamp på Esbjerg stadion. Min far fik en dag den idé, at vi skulle se fodbold sammen. Det må ikke have gjort det store indtryk. I hvert fald husker jeg ikke ret meget af oplevelsen. Og jeg husker heller ikke, hvem der spillede. Altså bortset fra EfB.


I skolen fik fodbolden en anden betydning. Jeg var en af de “tykke drenge”, der altid blev valgt sidst, nÃ¥r der skulle sættes hold. SÃ¥dan var “pædagogikken” dengang. Læreren udtog to anførere, der sÃ¥ pÃ¥ skift valgte spillere til holdet. Man kan sige, at “mobning” blev sat i system, længe før det blev et begreb. Derfor var interessen ogsÃ¥ til at overse. Sammen med “Trampe” havde jeg den fornøjelse at blive sat til at spille backs. SÃ¥ skulle de andre nok tage sig af det sjove i den anden ende af banen.

Jeg husker engang, hvor vi stod der i vores gymnastiktøj og fodboldstøvler og kedede os bravt, fordi bolden havde været oppe pÃ¥ den anden banehalvdel i lang tid. SÃ¥ vi satte os uden for banen og snakkede om løst og fast – og glemte alt om det igangværende spil. Hvilket selvfølgelig kom til at betyde, at det andet hold pludselig fik frit løb mod mÃ¥l og scorede. Jeg tror, at der var nogen, der blev lidt klogere pÃ¥ boldspillets sociale aspekt den dag.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

668 har læst indlægget
14,526