Repremiere i mit indre mørke – læst og pÃ¥skrevet

19. maj 2009

Blandt den efterhÃ¥nden betragtelige bunke bøger, der ligger ved min seng, har jeg nu omsider fÃ¥et gnavet mig igennem Søren Ulrik Thomsens Essay-samling “Repremiere i mit indre mørke” fra i Ã¥r.

S.U.T., som han kaldes, og jeg er nogenlunde jævnaldrende, og det giver en særlig indfaldsvinkel til læsning af en sÃ¥dan erfaringsbaseret bog. En ting har slÃ¥et mig ved læsningen, nemlig den betydning, det har, at man – nÃ¥r man runder de 50 – fÃ¥r en særlig bevidsthed om den historie, man er en del af.

Den ungdommelige indbildning om, at man (kun) udgør en særlig generation blandt generationer – med unikke erfaringer og overlegen tilgang til tilværelsen, blegner – og man fÃ¥r et skærpet blik for det, der pÃ¥ tværs af Ã¥rtier og – ja – Ã¥rhundreder, binder os sammen med andre generationer. Selv om enhver generation selvsagt har noget særligt, der adskiller fra alle foregÃ¥ende, sÃ¥ er der ogsÃ¥ fælles gods.

Generationen omkring punk-opgøret, som S.U.T knytter sig til, var pÃ¥faldende i deres rebelskhed – i moden, musikken, attituden osv. Men samtidig var selve rebelskheden noget, de delte med de foregÃ¥ende generationer. De unge har noget til fælles med dem, der engang var unge. Selv om de helst ikke vil tro det…


NÃ¥r denne forbundethed gÃ¥r op for en, Ã¥bnes ogsÃ¥ ens øjne og ører for de tidligere generationers udtryksformer. Fx i musikken. Det kommer fx tydeligt frem i essayet om musik “SÃ¥ klog at man kan undvære ørerne”, hvor titlen netop sigter til den unge S.U.T’s besserwissen med hensyn til musik. En bedreviden, der fx afskrev sangerinden Grete Ingmann enhver interesse, fordi hun gik i garbadinebukser, lignede digterens egen mor og optrÃ¥dte i den smÃ¥borgerlige del af underholdningsbranchen med Melodi Grand Prix og koncerter hos Palle Tivoli.

Nu, hvor forfatteren – i citeret samstemmighed med kollegaen, musikanmelderen Klaus Lynggaard – opfatter Ingmann som en af dansk pops helt store sangerinder, sÃ¥ kan ungdommens vildfarelser let komme til at se pinlige ud. Men essayet handler ikke bare om bagklogskabens lidet flatterende lys, men ogsÃ¥ om, at den tyngde, livet giver i erfaringen, gør, at man fÃ¥r øjnene og ørerne op for ikke bare den historiske bundethed i fx et stykke musik, men ogsÃ¥ for det, der – i bedste fald – rager ud over samtiden. Det er overskrider tidsbundetheden i kunsten. Det transhistoriske, med en fint og fremmed ord.


Thomsens bog er, som dette eksempel, viser en tænksom bog, der – uden pÃ¥ nogen mÃ¥de at være intellektuel i sin tilgang – reflekterer sin samtid pÃ¥ en personlig og underholdende facon. Anbefales.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Torben Bille kommentarer:

    Og en helt korrekt anvendelse af illustrationen som citat:-)

  2. capac kommentarer:

    @Torben Bille: :)

Skriv en kommentar

264 har læst indlægget
14,296