Not fade away

12. november 2009

There you go and baby here am I
Well you left me here so I could sit and cry
Well -Golly gee what have you done to me
Well I guess It Doesn’t Matter Any More

Do you remember baby last September
How you held me tight each and every night
Well whoops a daisy how you drove me crazy
Well I guess It Doesn’t Matter Any More

There’s no use me a crying
I’ve done every thing and now I’m sick of trying
I’ve thrown away my nights and wasted all my days
Over you

Now you go your way and I’ll go mine
Now and forever till the end of time
I’ll find somebody new and baby
We’ll say we’re through
And you Won’t Matter Any More

Buddy Hollys sange hører til dem, der let sætter sig fast pÃ¥ repeaten i min indre jukebox. De sidste par dage er det sangen “It does’nt matter anymore”, der er dukket op i tide og utide. Sjovt nok er netop denne sang ikke Hollys egen. Det er Paul Anka, der har skrevet den. Men Buddy gjorde den nærmest til en af sine egne sange med sin fortolkning.

Det var Linda Ronstadts loyale, smukke version fra albummet Heart Like A Wheel (1974), der satte det i gang. Og lidt tilfældigt faldt jeg sÃ¥ over albummet “Notfadeaway [remembering buddy holly]” (1996) pÃ¥ biblioteket. Som mange hyldestplader, sÃ¥ er den en blandet landhandel med mere eller mindre vellykkede fortolkninger. Denne plade er dog mest velllykket.

Selv om jeg ikke er meget for nekrofil genbrug af gamle kunstnere, sÃ¥ lykkes “samarbejdet” mellem The Hollies og Buddy Holly meget godt i “Peggy Sue Got Married”. The Mavericks overhælder til gengæld “True Love Ways” med mainstream-country-følsomhed, der reducerer Holly til croonerpop. Langt bedre gÃ¥r det for Nanci Griffith, der har allieret sig med The Crickets og giver en ligefrem popudgave af “Well All Right” (kendt fra især Blind Faith) med et svagt anstrøg af country. Los Lobos leverer en ret sÃ¥ respektløs 100% Lobosk udgave af “Midnight Shift”. Et fedt nummer, men man glemmer alt om Holly, medens foden banker i gulvet. Et af pladens højdepunkter er The Bands og The Crickets fælles udgave af “Not Fade Away”. Her mødes Hollys sangbare halvtredserrock med Bands velkendte, tætte, seje samspil, der swinger, sÃ¥ kaffekoppen er lige ved at vælte ned at bordet. The Tractors lægger sig tæt op af Holly selv i “Think It Over”, og sÃ¥ kan det jo ikke gÃ¥ helt galt, og det gør det da heller ikke, selv om udgaven ikke føjer noget til. Mary Chapin Carpenter gør Holly stor ære med sin smukke, klare, personlige og dog loyale udgave af “Wishing”. Endnu et toppunkt pÃ¥ pladen. Joe Ely og Todd Snider kaster sig frisk over “Oh Boy!”, der leveres som dansant rock, dog uden at nÃ¥ Holly egen udgave til kanten af de blÃ¥ ruskindssko. Mere modigt er det at gøre “crying, waitin, hoping” til en regulært bluesnummer, sÃ¥dan som Marty Stuart og Steve Earle gør. Susy Boguss og Dave Edmunds opdaterer “It Does’nt Matter Anymore” til et uptempo mainstream-country-nummer, og det lykkes pÃ¥ smittende vis. Man har svært ved at sidde stille i stolen. Det samme kan man ikke sige om Nitty Gritty Dirt Band, der trækker dynamikken ud af “Maybe Baby” og gør den til velspillet, men ganske tam countrymusik. Heller ikke Waylon Jennings og Mark Knopfler fÃ¥r fremkaldt mindet om Buddy Holly pÃ¥ deres alt for pæne udgave af “Learning The Game”. Alt i alt en ok plade, men heller ikke mere. Jeg tror, jeg vil vende mig mod den rene vare i nærmeste fremtid…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. AagePK kommentarer:

    Not fade away, hos mig står der Rolling Stones hen over den. De har aldrig lagt skjul på deres rødder heller.

  2. capac kommentarer:

    @AagePK: Og Paul Mccartney har sagt, at uden Buddy Holly and the Crickets var Beatles aldrig blevet til noget.

Skriv en kommentar

253 har læst indlægget
13,992