The Pretty Things

15. marts 2007

En af tidens punkede indierockgrupper bærer navnet The Dirty Pretty Things og ledes af en af frontfigurerne fra The Libertines, Carl (Ashley Raphael) Barât, der delte fronten med den allerede nu berømte-berygtede nydelsessyge og talentfulde musiker og sangskriver Peter Doherty. Om navnet på gruppen er en tilfældighed, ved jeg ikke. Men det kunne godt tænkes at være et cadeau til tresserbandet The Pretty Things.
Pretty Things blev dannet i starten af tresserne i det samme miljø, som The Rolling Stones udsprang af. En af stifterne Dick Taylor spillede en kort tid sammen med Rullesten Brian Jones i Little Boy Blue and the Blue Boys, der var forløberen til bÃ¥de Stones og Pretty Things – ifølge legenden. Taylor forlod de blÃ¥ drenge hurtigt og slog de musikalske pjalter sammen med sangeren Phil May, der blev det iøjnefaldende centrum i gruppen.
Pretty Things havde ikke behov for at sætte Dirty foran deres navn. De fik fra starten det ry af være dirty – bÃ¥de i musikalsk henseende og med hensyn til deres udseende (min mor mente, at de i det mindste godt kunne vaske deres lange hÃ¥r…).
Rolling Stones havde ellers æren af at være det beskidte band par excellence – sammenlignet med The Beatles – men Pretty Things overtog rollen. De spillede som Stones en engelsk rhytm-and-blues-inspireret rock med en særlig rÃ¥ tilgang. Amerikanske forbilleder var Bo Diddley (hvis sang “Pretty Thing” navngav gruppen) og Jimmy Reed.
De blev en nærmest skandaløs sensation i Storbritannien, da de udsendte deres første single, der røg lige ind pÃ¥ hitlisten. Lige som de efterfølgende to (covernumrene Rosalyn, Don’t Bring Me Down og den selvskrevne Honey I Need). De gjorde ogsÃ¥, hvad de kunne for at leve op til renomméet med rigtig rock’n roll-attitude og -opførsel (hotelballade og deslige). De slog aldrig igennem i USA, men i England, Australien og Europa havde de mange fans, og var inspirationskilde for mange garagebands, blandt andet de tidligere omtalte MC5 og The Seeds. AltsÃ¥ en pionergruppe.
Da det senere i tresserne blev almindeligt at lave albums med en bærende idé og fortælling – sÃ¥kaldte concept-albums og sÃ¥kaldte rock-operaer – lavede de, fÃ¥ mÃ¥neder efter at The Beatles havde udsendt Sgt. Pepper, pladen S. F. Sorrow, der lidt ufortjent kom til at stÃ¥ i skyggen af The Whos Tommy og Pink Floyds Piper at the Gates of Dawn. Pladen blev indspillet i Abbey Road-studierne og var inspireret af de psykedeliske strømninger i tidens musik. Ã…ret efter – i 1969 – udsendte de den ligeledes psykedelisk pÃ¥virkede Parachute, der markerede et kunstnerisk højdepunkt for gruppen og blev udrÃ¥bt til Ã¥rets album i tidens førende magasin Rolling Stone i 1970.
Gruppen blev opløst i 1970’erne for at blive gendannet igen – pÃ¥ opfordring – sidst i Ã¥rtiet. Og de udsendte en række plader, hvoraf skal nævnet Silk Torpedo (1974) og Savage Eye (1975), hvor det stadigvæk er R&B-baseret rock, der spilles, men nu med tydelige elementer af hÃ¥rd rock og heavy metal. Bandet er stadigvæk aktive, og der rygter om et nyt album, der skal udkomme i Ã¥r.

Hvis man er til beskidt rock med langt fedtet hÃ¥r og sorte negle (ogsÃ¥ i overført forstand…), sÃ¥ kan The Pretty Things varmt anbefales. S. F. Sorrow er genudgivet i en remastered udgave. Og det skal ogsÃ¥ nævnes, at der er udgivet en cd med deres BBC Sessions, altsÃ¥ live-indspilninger. SÃ¥ kan det næsten ikke blive bedre…

Hør og se De Kønne Tingester:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

433 har læst indlægget
13,467