Ringo Starr – 79

7. juli 2019

Selv om han kan være lidt svær at genkende på fotoet ovenfor, så er det Ringo Starr, der sidder ved slagtøjet i Eddie Clayton Skiffle Group.

Efter at have forsøgt sig med job ved de britiske jernbaner og som barmand på et skib, der sejlede mellem Liverpool og Wales fik Ringo et job som en slags lærling ved Henry Hunt and Sons (ingeniørfirma), hvor han straks efter blev en del af Eddie Claytons band, der spillede for de ansatte i frokosstuen, ved lokale fester og amatørkonkurrencer. Vi er i 1956-57.

Og i december 1957 køber Ringos stedfader Harry Graves det første trommesæt til sin stedsøn. Et brugt sæt til 10 £, som Graves selv transporterer med toget fra London til Liverpool. Ikke længe efter køber Ringo – for lånte penge – sit eget Premier trommesæt. Og så er han for alvor i gang med karrieren. Han skifter til Darktown Skiffle Group og sidder ind hos adskillige andre bands, også jazzbands (Ringo var vild med jazz).

Via et fast job i Rory Storm and the Hurricanes kommer han til Hamborg og møder The Beatles, og resten er historie. I dag fylder den lille trommeslager 79 år og er rask, rørig og aktiv ved stikkerne. Og han vil sikkert sende sit Peace and Love til alle lykønskere.

20 har læst indlægget

Privilegium

6. juli 2019

I de forgangne uger har der været en ophedet debat om tidligere folketingsmedlemmers privilegier. Nærmere bestemt drejede debatten sig om, at fhv. folketingsmedlemmer fik lov til at beholde et frikort – på 1. klasse – til DSB. På tv kunne man høre den frafaldne Enhedslistekandidat og nu socialdemokratiske socialminister Pernille Rosendahl Krantz forsvare privilegiet ved at fremhæve fhv. statsminister Poul Rasmussen, der nu i tiden efter Folketinget rejste land og rige rundt og gjorde noget godt for de svage i samfundet. Krantz ville godt diskutere om det skulle være på 1. klasse, men ikke selve privilegiet.

Jeg tror eksemplet skal ses i en større sammenhæng. Man må principielt spørge, om det er rimeligt at politikere, blot fordi de er folkevalgte, skal tildeles nogen som helst privilegier, som ikke tilfalder andre borgere? Bedre pensionsforhold? Højere løn? Fri bolig? Vederlag i årevis efter udtræde af politik? Lukrative retrætejobs?

Jeg mener, at det er en uting at privilegere de folkevalgte. Det strider mod de demokratiske idealer, det skaber unødvendig afstand mellem de folkevalgte og vælgerne, det skaber såkaldt “politikerlede” osv. De folkevalgte skal selvfølgelig have en passende løn, medens de sidder på tinge, og skal have en garanti for, at de kan vende tilbage til det job, de havde før valget. Men ellers skal de arbejde og leve på samme betingelser som alle andre.

 

5 har læst indlægget

Elvis anno 1969

6. juli 2019

Nej, der er åbenbart ingen ende på Elvis Presley. Han var mit første musikalske idol (inden Beatles kom på banen), og jeg har stadigvæk et svagt punkt for Elvis, og jeg er til fals, hvis der kommer spændende nye udgivelser, der kan nuancere billedet af The King. Om det så er tilfældet med den 11-CD store Elvis Presley Live 1969 tør jeg ikke sige. Men i hvert fald er det en boks, der belyser hans koncertaktiviteter, efter at han var sluppet ud af sine filmkontrakter med Hollywood og igen fik kontakt med sit publikum. Selv om optagelserne er redigerede og opdateret lydmæssigt, og selv om der er sjældne optagelser med, så er det nok en lige stor mundfuld for selv en gammel fan som mig.

PS. Gå på Youtube og søg “Elvis Presley 1969” og du vil finde timevis af optagelser fra det år.

9 har læst indlægget

Capac anbefaler: Sweet Pete and the Land Band – Land

5. juli 2019

På tv forklarer en japansk immigrant forskellen på japanske og amerikanske børnetegninger. Når en lille japaner skal tegne, begynder han/hun med at tegne bjerge i baggrunden og så huse og mennesker i forgrunden. En lille amerikaner begynder med at tegne et hus og nogle mennesker efter at have tegnet en horisontal streg, der angiver de amerikanske vidder. Og det var disse vidder, den japanske immigrant ville opleve, da han forlod sit hjemland for at blive kok i Amerika.

Og det er disse vidder eller landet, der møder en på Sweet Pete and the Lands debutalbum Land. På coveret, der viser en slags port til de uendelige strækninger, man finder derovre, og som har været inspirationskilde for sangskrivere gennem århundreder. Ikke mindst i countrymusikken. Og også musik og tekst på pladen inviterer ind på det store, åbne land med alle dets modsætninger, myter, mennesker og historier.

Og Sweet Pete (alias Peter Ole Pedersen) og The Land Band (Klaus Møller, strenge og kor, Palle Hjorth, alskens tangenter, Rasmus Skov, pedal steel guitar, Tobias Lange, trommer, Henrik Poulsen, bas, Christen Brunsgård, guitar, sang og musik og Morten Aron Larsen, kor) er tydeligvis forelskede i dette land og den musik, der er vokset op af det gennem tiderne. Især den moderne, alternative countrymusik med dens dybe americanarødder og stærke traditionsbevidsthed.

Med undtagelse af to sange, Bruce Springsteens klassiske “Cadillac Ranch” med sin mytomane dyrkelse af det bilmærke og Beau Brummels-sangskriveren Ron Elliotts “All time green” og dens hyldest til det at være på farten – i direkte og overført betydning, så er sangene forfattet af Sweet Pete og musikken gestaltet af Christen Bundsgård. Men det er sange, der bevæger sig inden for samme mytologiske rammer. Om at være i bevægelse på det store land, om de følelser og tanker det afsætter i sangskriveren osv. En slags americana-romantik med en realistisk og melankolsk kant, der også gennemsyrer musikken.

At lytte til Land er – i det mindste for en halvgammel dreng som mig – som at vende tilbage til den alternative countrys første tider i sluttresserne og starten af halvfjerdserne. Det kunne være musik fra arkiverne hos Gram Parsons, Flying Burrito Brothers, Pure Prarie League m.fl. Men det er det ikke. Det er moderne dansk alt-country, når det er bedst. Spillet med kærlighed til og indlevelse i musikken. Så autentisk, at selv amerikanerne må tage denne plade til sig, hvis der er nogen retfærdighed til (og det er der som bekendt ikke…). Hermed varmt anbefalet.

Sweet Pete & The Land Band. Land. Eget plademærke. Er udkommet.

 

47 har læst indlægget

John Denver på den indre grammofon

5. juli 2019

Engang var der en skriverkarl på Information, der aldrig forsømte nogen lejlighed til at nedgøre John Denver. Og sådan kan vi alle have vores sym- og antipatier  (uden nødvendigvis at lufte dem hele tiden og så igen…). Men Denver er sådan en kunstner, der er vokset lidt i min agtelse hen ad vejen. Nu er han ganske vist død og borte, men hans sange står der stadigvæk og kræver en stillingstagen. Og her til morgen kunne jeg ikke slippe linjen (og den underliggende melodi) ‘all my bags are packed/ I’m ready to go’. Og det er selvfølgelig fra !I’m leaving on a jet plane”, der er en anderledes, bittersød brækket-hjerte-sang om at skilles. Splittetheden, smerten og alt det der. En god, langtidsholdbar tekst. En rigtig god melodi. Alt i alt en rigtig god sang. Her i Chantal Kreviazuks nøgne udgave.

PS. Denne udgave findes vist kun på et soundtrack til filmen Armageddon. Filmen er ikke værd at skrive hjem om, men et udmærket lydspor.

8 har læst indlægget
8 har læst indlægget