Sent i går aftes smed jeg A Hard Days Night-filmen i videomaskinen. Ganske vist genså jeg den for nylig på DR2, men jeg fik lige lyst til at høre sangene igen og se på løjerne. Og det slog mig, at Richard Lester allerede i denne film tydeligvis er inspireret af absurdismens filosofi (der blandt andet kom til udtryk i det absurde teater, som en række forfattere med Samuel Beckett, Eugene Ionesco, Harold Pinter, Edward Albee m.fl. udfoldede i fyrrerne, halvtredserne og – altså – tresserne).
Det er allerede flere gange blevet fremhævet, at absurdismen er en integral del af den anden Beatles-film Help! fra 1965. Men allerede i En Hård Dags Nat er det tydeligt. Absurde dialoger dominerer filmen, og det er påfaldende, at det lige er John Lennons kop te. Han er som en fisk i vandet. Derfor er det nok heller ikke så uforståeligt, at netop Lennon fik hovedrollen i den absurde anti-krigskomedie How I Won The War, som Richard Lester indspillede i 1967.
På den video jeg har med filmen, er der (selv om det ikke fremgår af coveret) en del bonusmateriale, blandt andet et tidligt interview med Lester, hvor han fortæller om samarbejdet med The Beatles. Hvordan gruppens medlemmer – efter at have set Lesters lowbudget-kortfilm The Running Jumping & Standing Still Film fra 1960 (m. Peter Sellers, Spike Milligan, Graham Stark – der har været Sellers’ tro følgesvend i mange projekter, Leo “Rumpole” Mckern, David Lodge m.fl.) – kontaktede ham med henblik på en lille film om gruppen. Kortfilmen blev lavet på den mest primitive og billige facon. Det er en stumfilm, og der er ikke noget plot. Handlingen består af en række løseligt sammensatte absurde slapstick-episoder, holdt sammen af en slags ramme med Leo Mckern. Lester fortæller, at intet af filmoptagelserne gik til spilde. Alt blev brugt. Og det er ikke svært at se, at inspirationen til de tossede påfund i A Hard Days Night er taget direkte fra denne lille eksperimentalfilm.
The Running Jumping & Standing Still Film Part One – Part Two
