CAPAC

I går var det 45 år siden, Beatles udgav Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Og det er nok værd at markere, hvad bl.a. Torben og Per da også har gjort. Nogenlunde samtidig kom det frem, at den tidligere bestemte kamp om Ringos barndomshjem – eller rettere: et af dem og det sted, hvor han kom til verden – i Madryn Street, Liverpool, skal bevares for eftertiden. Et sejr for nogle politikere og en hel del helhjertede fans – men næppe den store kulturhistoriske gevinst. Læs mere her.

Jeg har flere gange skrevet om Sgt. Pepper’s lonely Heats Club Band – bl.a. om min egne første oplevelser med pladen: Sergent Pebersvends ensomme hjerters klub band.

Hvis man ikke nåede at få fat i et eksemplar af stjernefotografen Harry Bensons fotografi af The Beatles i en berømt pudekamp (til en pris af 10.000 kr.), så er der nu mulighed for at få fat i bogen, der følger Beatles i de formative år fra 1964-66. Det er Taschen, der udgiver bogen i en begrænset oplag.

Skotten Harry Benson er en af vor tids mest berømte fotografer, der bl.a. har fotodokumenteret den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, har fotograferet alle de amerikanske præsidenter fra Rosevelt og frem og Robert Kennedy, da han blev skudt. Skal man tro Benson selv, så var tiden, han tilbragte sammen med The Beatles en af de lykkeligste i hans professionelle karriere. Bogen viser Beatles på scenen, i ‘kamp’ med Beatlemaniske fans, under arbejdet med A Hard Day’s Night-filmen og så det berømte billede, hvor de fire slås med puder i en seng. Et af Benson favoritfotos.

En forsmag på bogen kan man finde her.

På denne dag i april for 30 år siden udkom Paul McCartneys fjerde soloalbum, Tug of War. Det var også det første soloalbum i tiden efter Wings, der gik i opløsning året før. Også på andre måder var det et bemærkelsesværdig album. Det var det første fra McCartneys hånd efter mordet på John Lennon – og produceren på pladen var den gamle ven fra Beatles-dagene, George Martin.

Albummet blev husket for singleudspillet og -hittet "Ebony and Ivory" – og den medfølgende video – hvor McCartney spillede og sang sammen med Stevie Wonder. Men albummet er på andre måder værd at huske. Ud over Wonder optræder Carl Perkins, Stanley Clarke, Eric "10cc" Stewart og Ringo Starr på pladen, der indeholder en række fine sange.

Get it (Paul og Carl Perkins)

Som omtalt genudgives Paul McCartneys album Ram i en moderniseret udgave. Og som genudgivelsesmanien foreskriver, så er det med diverse ekstranumre. Men – i dette tilfælde – er udvidelserne ganske interessante, idet den kommende 4-CD/DVD-udgave også omfatter albummet Thrillington, som Paul McCartney udgav i 1977 under pseudonymet Percy “Thrills” Thrillington. Der var – og er – tale om instrumentale udgaver af numrene fra Ram.

Thrillington udkom først i 1977, fordi  dannelsen af Wings i vejen for den oprindelige udgivelsesplan. Da pladen så blev udgivet, opstod der tvivl om, hvorvidt Paul McCartney nu var involveret i pladen overhovedet. Bortset fra en diskret henvisning til McCartney som værende en ven af Percy i oplysningerne på pladen, var det kun en note i magasinet Rolling Stone, der tydede på, at Macca var den rigtige bagmand. Og først i et interview i 1989 gik Macca til bekendelse. Mummespillet betød også, at salget af pladen ikke fulgte de salgstal, der ellers var normen for den gamle Beatle.
Pladen blev kultsamlerobjekt – og afsløringen stimulerede selvfølgelig efterspørgslen. Og det er nok en væsentlig del af forklaringen på, at den nu genudgives sammen med Ram.

Den samlede udgivelse kommer til at se sådan ud:

Læs mere »

“It was just Dad’s job. He would come home, he’d made a song, you would listen to it, you liked it, you didn’t like it, it went on an album, the album got released, it pretty much charted instantly, we pretty much always saw him on the telly—it’s just what happened. My dad jokes that when I was young we were in Scotland and he was on telly and I turned around and I’m like . . . [laughs] “You’re Paul McCartney!” It was a bit weird. And I remember another time when I said to him, “Dad, put that song in the charts, make it go to number one,” and he was like, “It doesn’t work like that.” So I think we were always connecting the dots since I was a kid.”

Stella McCartney om at være datter af Paul McCartney

Paul McCartney – I lost my little Girl – Unplugged

I den mere spøjse del af Beatles’ historik finder man den animerede film Yellow Submarine fra 1968. De fire Beatles-medlemmer ses kun til allersidst i den kulørte film, der ellers består af en fantasifuld historie, der er bygget op omkring en række sange fra Beatles-kataloget. John, Paul, George & Ringo var vist nok positivt stemt over for filmens tilblivelse efter at have set smagsprøver på animationskunsten, men uvæsentligt var det heller ikke, at de i realiseringen så en mulighed for at slippe fri fra den filmkontrakt, de havde indgået med United Artist. De skyldte endnu en film efter Help!, som de ikke selv havde været så begejstrede for.

Erfaringerne med tv-filmen Magical Mystery Tour gjorde dem heller ikke opsatte på at fortsætte i det spor. Men Yellow Submarine blev til noget – og blev også en pæn succes hos både kritikere og publikum. Til gengæld lod filmselskabet sig ikke spise af med den, og drengene måtte lave den på mange måder smertelige Let it Be.

Det var i øvrigt ikke første gang Beatles blev genstand for animation. I årene 1965-1967 lavede ABC Television en tv-serie af ialt 39 halvtimesudsendelser. Beatles med moopheads og de kendte grå uniformer fra de tidlige år var hovedrolleindehaverne i en række frit opfundne historier, der blev ledsaget af Beatles’ sange. Selv havde gruppen ikke noget at gøre med serien. Serien blev senere genudsendt af MTV.

Nu får vi så Yellow Submarine i nye digitale klæder. Jeg glæder mig mere til, at Let It Be får en renæssance…

The Beatles har med tiden fået en nærmest sakrosant status. Der er The Beatles – og så er der alle de andre. Der er tiden med The Beatles – og så er der tiden efter. For John, Paul, George – og Ringo. Og dem, der har forsøgt at nedgøre de fire Liverpooldrenges bedrifter, er sjældent sluppet godt fra det. Og mit ærinde i dette indlæg er da heller ikke at pille The Beatles ned, for det var enestående, hvad de skabte. Men det betyder ikke, at hvad gruppens medlemmer har skabt siden hen generelt set har stået i skyggen af Beatles’ oevre. Selv Ringo Starr har momentvis – fx på debutsolopladen – leveret noget, der lever op til det, han lavede med The Beatles. Er “You’re sixteen” eller “Photograph” eller “It don’t come easy” ikke på niveau med “Act naturally”, “Yellow Submarine” eller “Octopus’ Garden”? Lyt til dem og døm selv!

Og med hensyn til Paul McCartney, så har hans solokarriere, der med årene er blevet mere og mere konsistent, efter en svingende start, leveret mange flotte sange – helt på højde med mange af de klassiske McCartney-sange fra Beatlestiden – og album, der afslører, at megen af den legesyge kreativitet, der førte Beatles fremad, udsprang af McCartneys hjerne. Jeg kan huske, at McCartney engang i en radioudsendelse (som blev sendt på DRs program 3 for mange år siden), forklarede forskellen på Beatles hits og andre hitgrupper – fx The Supremes – med, at det aldrig var nok for de fire at lave et hit. Der skulle fx også en ny indledning til. I det hele taget var gruppen på en evig jagt på musikalske nyskabelser og ideer.

Og denne legesyge fører McCartney med sig på de første mange plader, han lavede i eget navn og med Wings. En guldgrube i så henseende er albummet Ram fra 1971, der til april udkommer i en udvidet arkivudgave. Ud over at indholde en række iørefaldende popsange, så er den også et studie i musikalsk opfindsomhed og legesyge. Finurlige indfald og overraskende overgange mellem numrene gør pladen til noget helt særligt. Så vidt jeg husker, var det den første langspiller, jeg købte på vinyl med McCartney. Og den blev spillet igen og igen. Dengang pladen udkom vendte mange kritikere tommelfingeren nedad – men måtte siden revidere deres bedømmelse. Og det skal de ikke høre et ondt ord for…

“There was talk of reforming The Beatles a couple of times, but it didn’t gel, there was not enough passion behind the idea. More importantly, it could have spoiled the whole idea of the Beatles, so wrong what they’d be like, ‘Oh, my God, they weren’t any good. “

Paul McCartney til Rolling Stone

Det er en kunst at være en god interviewer. Og det må være noget af en udfordring af afæske Sir Paul McCartney noget, der ikke er sagt før. Om det lykkes for den tyske journalist Christoph Dallach i dagens udgave af Die Zeit skal jeg ikke sige med 100% sikkerhed. Men i hvert fald er der et par informationer, jeg ikke er stødt på før.

Anledningen til det store interview er selvfølgelig McCartneys nye plade, hvor kunstneren griber tilbage til tyvernes og tredivernes amerikanske sangskat. De sange, som hans egen far underholdte med i det McCartneyske hjem. Det er et læseværdigt interview. Alene indledningen, der fortæller om de strikse regler, der gælder en “audiens” hos Macca er kostelig læsning. Temaet er afgrænset. Tiden er ligeså. Det gælder om at være topforberedt – og ikke afstikke fra afstukne vej, for så stopper interviewet pronto.

Men det lykkes for Dallach at få McCartney til at fortælle og endda rose intervieweren for et af de få spørgsmål, der er tid til. Den rosende bemærkning falder, efter at intervieweren har stillet følgende spørgsmål: “Opfattede de sange som It’s only a Paper Moon eller Bye, bye, Blackbird som deres forældres eller deres egen popmusik?”. Og Macca indrømmer, at han faktisk holdt mere af disse gamle standards end den rockmusik, der dukkede op med Little Richard, Fats Domino osv. Fordi den unge McCartney allerede dengang forstod, hvor godt disse sange var skruet sammen af de gamle mestre.

Apropos de gamle sange, så forsøger Macca også (igen) at aflive myten om John Lennon som værende den hårde negl. Også han havde en svaghed over for sentimentale jazz-numre som fx Little White Lies og Close your Eyes, put your Head on my Shoulder. Lennon elskede dem. Og selv om Lennon ikke var så velbevandret i den gamle sangskat som Paul selv (i hvert fald i følge hans fremstilling), så dannede de gamle sange grundlaget for deres fælles kompositioner.

På spørgsmål om, hvor Paul fik sit musikalske dannelse fra, svarer han, at det i hvert fald ikke var fra skolen, hvor undervisningen bestod i afspilning af grammofonplader med klassiske værker af Beethoven osv. Inspirationen kom fra radioen og fra faderens klaver, der underholdt familien. Apropos klaveret, så er det sjovt at læse, at faderen købte den i den forretning, som senere blev ledet af en vis Brian Epstein. Længe før The Beatles overhovedet var noget, der var på tegnebrættet. Et pudsigt tilfælde, som McCartney selv påpeger.

McCartney giver også endnu et eksempel på, hvor let nogle af sangene kommer til ham. Jeg kan huske, at han engang fortalte, hvordan en sang var kommet til ham i en drøm. Lige efter Freuds Drømmetydning. Men i interviewet fortæller han om sangen Valentine, som blev til, medens Paul var på ferie. I hotellets vestibule stod et gammelt klaver, og da de øvrige gæster havde søgt tilflugt på deres værelser på grund af dårligt vejr, satte han sig til at spille – og i løbet af en halv time var sangen færdig. Sådan.

Læs resten af det fine interview her.

[ukrediteret privatfoto]

Selv om man måske skulle tro det – set i lyset af Anthology-serien og oceanerne af bootlegs – så er Beatles-arkiverne åbenbart stadigvæk en guldgrube, der gemmer på sjældne og lytteværdige optagelser. På videoen oven kan man se Harrisons søn Dhani sammen med George Martin og søn lytte en ‘glemt’ optagelse igennem, hvor George Harrison spiller en guitarsolo i klassikeren “Here Comes The Sun”. En solo, der aldrig kom videre end til arkiverne – før nu altså. Soloen ville nok ikke gøre “Here Comes The Sun” bedre – men interessant er det i hvert fald for os Beatlemanikere…