Indlæg tagget med Film

Aftenens filmoplevelse: Wild Man Blues

15. juli 2016

Den har efterhånden stået længe på min dvd-hylde, Wild Man Blues. Jeg købte den i det hedengangne FONA på udsalg for 30 kr. Men i går var tv-programmet om muligt endnu mere nedslående, end det plejer at være, så jeg fandt filmen frem for at se den.

Filmen er en dokumentation af Woody Allens Europaturné i 1996, hvor han med et New Orleans-jazz-band rejser rundt i de europæiske storbyer og giver koncert. Barbara Kopple stÃ¥r for instruktionen og filmoptagelsen. Og – mÃ¥ske forventeligt – filmen kommer mere til at handle om hovedpersonen end om noget som helst andet.

Og som portræt af Woody Allen er filmen alle pengene værd. Den bekræfter, at der går en lige linje fra privatmennesket Allen til de evigt snakkende, neurotiske, hypokondriske m.m. hovedpersoner, han skildrer i sine egne film. Ja, undervejs oplever man næsten dokumentaren som endnu en Woody Allen-film. Og det er et kompliment til instruktøren og filmmageren Barbara Kopple. Man fornemmer, at hun kan sin Woody Allen på fingerspidserne.

Men filmen viser også, at Woody Allen også er en mere end ferm klarinetspiller, selv om han forsøger at nedgøre sig selv som musiker. I bandet med klarinetten i munden bliver Allen et med sit instrument og kan for en stund koble af fra sin identitet som paparazziforfulgt ægtemand til en tidligere adoptivdatter, feteret filmmager og ærke-New Yorker. Og det passer ham tydeligvis godt, selv om ham hele tiden kværulerer og forsøger at snakke sig fri af livet på turné.

Wild Man Blues er en film, man vil holde af, hvis man – som undertegnede – er fan af Woody Allen, men ogsÃ¥ hvis man bare holder af New Orleans-jazz. Det eneste, man kunne indvende, er, at musikken godt kunne fylde mere i filmen, end den faktisk gør. Det ville være oplagt med en hel koncertfilm med det gode band.

David Bowie in memoriam

10. juli 2016

Der er gÃ¥et et halvt Ã¥r, siden David Bowie døde. Og sporene efter ham kan man følge rundt om i medierne endnu – og sikkert mange Ã¥r frem. Og nogle unge kunstnere har medvirket i ovenstÃ¥ende hyldestdokumentar til Bowie. Helt ok.

Beatles: den første tid

21. juni 2016

Det er ikke første gang, der sættes fokus pÃ¥ The Beatles første, formative Ã¥r. Det skete fx i fiktiv form med filmen Backbeat. Men Ron Howards nye Eight Days A Week – The Touring Years vælger den dokumentariske tilgang til det, der er kaldt bandets gyldne Ã¥r – fra 1962 til 1966. Dengang Beatles endnu kunne spille live uden at blive ædt levende af beatlemaniske fans. Filme forventes at fÃ¥ premiere til september.
 

Skuespilleren David Bowie

1. juni 2016

I post-mortem-dyrkelsen af David Bowie har der forstÃ¥eligt nok været stor fokus pÃ¥ mandens musikalske meriter. Men vi bør ikkke glemme, at han ogsÃ¥ havde en lille udsøgt karriere som skuespiller. Og i Ã¥r er det 40 Ã¥r siden, han var med i den kongeniale instruktør Nicolas Roeg’ SF-film The Man who fell to earth. En film, der passede som Hans i Grete til det bizart-fascinerende univers, Bowie selv havde opbygget omkring sin musik pÃ¥ det tidspunkt. Og en film, der stadigvæk fascinerer og holder.

Gensyn med Die Another Day

21. maj 2016

Og så fik jeg genset lidt af James Bond-filmen Die Another Day. Ikke en af de bedre i serien, fordi man har tabt den klassiske Bond-tematik på gulvet til fordel for et diffust plot, der så druknes i overstyrede og fortænkte scener, der nærmest dræber ethvert tilløb til rigtig spænding. At de så også bruger The Clash og London Calling i en enkelt scene understreger sådan set kun, hvor fortænkt denne Bond-film er.