En fordom siger, at man som ung er rebelsk og venstreorienteret, men når man har fået fast arbejde, ejerbolig og familie, så falder man til patten. Håret klippes, sikkerhedsnålene fjernes fra kinderne, tatoveringerne bliver måske også fjernet – og man stemmer til højre i det borgerlige politiske spektrum. Og fordommen bekræftes af John Lydon, bedre kendt som frontmand Johnny Rotten i Sex Pistols og indbegrebet af punkrebellionen i halvfjerdserne. I dag støtter han både Donald Trump og Nigel Farage. Hvad skal man sige til det andet end: Never mind the bollocks.
Jeg har før reklameret lidt for pigerne i Overcoats under overskriften “lækker pop”. Og den overskrift holder stadigvæk her, hvor de står ved NPRs lille skrivebord.
På gaderne i kan man opleve Ojay – Stephen Oliver Jones – spille elektrisk bas. Og hans ekvilibrisme har givet ham tilnavnet ‘bassens Jimi Hendrix’. I hvert fald er det svært at forestille sig, at Ojay ville spille sådan, hvis ikke Hendrix havde banet vejen med sin nyfortolkning af den elektriske guitar. Ellers må lytteren selv bedømme, om betegnelsen har nogen berettigelse. Men i hvert fald må man sige, at Ojay har givet ny mening til fænomenet gademusikant – eller busking, som de kalder det derovre i Storbritannien.
Det var gavflaben i dansk popmusik, Kim Larsen, der med kærligt bid benævnte bassisten Wili Jønsson ‘den skeløjede halvsvensker’. En anden kulturpersonlighed, nemlig tegneren og forfatteren Peder Bundgaard kaldte Wili ‘den sande gentleman i dansk rock and roll’, fordi han fortod at gyde olie på de oprørte vande, når Gasolin var under et tag.
Og Gasolin ville uden tvivl have haft det betydeligt sværere, hvis ikke Franz Beckerees skolekammerat fra Gerbrandskolen, Wili, var kommet med som bassist, sanger, tangentspiller m.m. Også som musiker var han garant for, at det hele ikke eksploderede mellem hænderne på de andre. Af natur er Wili en beskeden mand, der ikke gør meget væsen ud af, at han engang var bassist i det i Danmark verdensberømte band Gasolin. Men i 2008 fik han Ken Gudman-prisen – og det fortæller alt om hans værd som musiker.
DR tog sig sammen og genudsendte den britiske film Song for Marion forleden. Jeg har set den før, men faldt alligevel hen i filmen, da den begyndte. For det er sådan en helt igennem sympatisk, gennemhumanistisk britisk film, som kun briterne kan skrue sammen.
Handlingen er enkel. Arthur og Marion er et ældre ægtepar. Marion (Vanessa Redgrave) er terminal kræftsyg og Arthur (Terence Stamp) er den lidt følelseshæmmede ægtemand, der ikke kan forstå, at Marion har glæde ved at mødes med andre pensionister og synge i kor. Men med den unge korleder Elizabeths (Gemma Arterton) mellemkomst får Marion mulighed for at udfolde sine sangtilbøjeligheder i sin sidste tid – og Arthur ender med at finde sin egen stemme i koret. Og handlingen er lige så banal og happy-ending-fastlagt, som her beskrevet.
Og det er da heller ikke handlingen i sig selv, der er interessant. Men som altid det kammerspil, som de britiske skuespillere lægger for en dag. Og så er filmen en stor hyldest til sangen – der bliver en stor metafor for livet.
Kjeld Pedersen var ikke den eneste, der kunne bruge humoren i forhold til amerikansk populærmusik. Allerede i 1952 var sangeren Harry Ingerslev Felbert ude med “Når jeg står ved en bar”, der siden blev fast indslag på Giro 413 og ad den vej fandt en plads i min indre musiksamling.
Don Hunstein var ansat på Columbia Records som fotograf. Og han vil gå over i rockhistorien som den fotograf, der fangede Bob Dylan og Suze Rotolo arm i arm på West Village Street i 1963 og forevigede kæresteparret på coveret til Dylans Freeweelin album. Han skød også Dylanfotoet på coveret til Dylans debut – og mange år senere leverede han coverfotoet til Dylans bog Krøniker. Mange andre – Miles Davis, Thelonius Monk, Blood, Sweat & Tears, Barbara Streisand, Janis Joplin, Tony Bennett og Aretha Franklin – nød godt at hans fotografiske kunnen.
Et af de mere vellykkede live-album fra firserne rundede de 35 år i går. The Name of This Band is Talking Heads er sammen med opfølgeren Stop Making Sense fra 1984 noget af det bedste livemateriale fra det årti. Ja, faktisk i det hele taget. Anmelder-enfant terrible Robert Christgau var ikke i tvivl da han i sin forbrugeranbefaling mente de aspirerede til at blive ‘verdens bedste rock and roll band’:
Live albums by essentially nonimprovisatory artists who do definitive work in the studio are always slightly extraneous, but the choice songs and prime performances compiled on this twofer (one disc 1977-79, the other 1980-81) may turn out to be definitive themselves. David Byrne seems more outgoing and somehow normal in this context, yet also more eccentric–his collection of animal cries is recommended to Van Morrison. Five years and not a misstep–think maybe they’re gunning for world’s greatest rock and roll band? A-
Engang var han en ung, talentfuld singer-songwriter, der udsendte en række stadigvæk lytteværdige plader. Siden er han blevet en selv- og fuldfed, berømt, flamboyant entertainer, der ikke helt holder fortidens momentum – efter min mening.
Well, I call you up on the phone: nobody’s at home.
Then I do my usual thing: I let the telephone ring and ring and ring.
I’m standing at a phone booth, coping with the ugly truth.
You see, I know where you are… I know where you are.
You’re down drinking at the bar.
I can picture you there on that stool, drinking like a drunken fool.
Yeah, you’re sitting there on your ass, muttering into your glass.
Paying for your lowlife thrills with wet quarters and soggy one dollar bills.
I know where you are, baby.
You’re down drinking at the bar.
Dean Martin’s on the jukebox, I bet.
Or maybe it’s Tammy Wynette.
The tearjerkers are jerking your tears.
Salt water in your whiskey and your beers.
You’ve got the Miller High Life bouncing balls.
You’ve got the Utica Club waterfalls.
I know where you are, oh ho.
You’re down at the bar.
You’re down at the bar.
Go ahead get drunk, it’s alright.
Lost weekend on a Tuesday night.
But I’m going to have to give you the score:
I’m not going to call you up on the telephone no more.
I’m sick and tired of listening to that phone ring 15 times.
I’m sick and tired of getting back my dimes!
Because I know what you are.
You’re at sot, that’s what you are.
I know what you are.
You’re a lush.
You got a big red nose!
I know where you are, baby.
I know where you are…
You’re down drinking at the bar
Ja, det er bare en af de der dage, hvor dagens nyheder er lidt for nedslående og man trænger til musikalsk opmuntring og livsbekræftelse. Og det finder jeg altid hos min musikven Loudon, selv om sangene ikke altid er så muntre, så her er endnu et kapitel i den føljeton. Loudon synger om en kær person, der er gået på bar – og derfor er svær at få fat på. Ja, dagen i dag kunne få en til at gå på bar…
Med foregående indlæg kom jeg tilbage til dengang mor og far var unge, ja faktisk endnu længere tilbage – til dengang bedsteforældrene var unge. Apollorevyen blev opført i årene 1925 til midt i 1950’erne, med en lille afbræk omkring 1945, hvor Apollo Teatret på Vesterbrogade i København blev sprængt i luften. Derefter opstod det så på Axeltorv. I pophistorisk sammenhæng er Apollerevyen interessant ved at have frembragt en række sangnumre der kan siges at høre til pophistorien (i hvert fald hvis vi ser på poppen med den brede, historiske synsvinkel). Sange som “Dit hjerte er i fare Andresen!” (Osvald Helmuth), “Den lille lysegrønne sang”, “Luk dine små uskyldige øjne”, “Tante Agathe” og “Så’n var det ikke i halvfemserne”. Lyttere af Giro 413 (i tresserne og frem) vil genkende de fleste.
Min far var fuld af anekdoter fra et langt liv som sømand. Fx fortalte han om dengang, han besøgte en københavnsk badeanstalt og fik selskab af Dirch Passer, Kjeld Petersen og Preben Neergaard. De havde alle tre været på værtshus (vist i flere dage) og meget overrislede og trængte åbenbart til at dampe af i et dampbad. Og min far fik bl.a. æren af at skrubbe en af herrene på ryggen med en svamp eller noget træuld.
Og anekdoten fik mine tanker hen på Kjeld Petersens bidrag til dansk pop. Især hans kostelige “Bare græd” fra Apollorevyen i mit fødselsår, 1953. Her finder vi noget så herligt som en parodi på amerikansk tudepop. Og jeg greb mig i at savne denne humoristiske tilgang til pop. Hvor er den henne i dag? Hvem gør grin med Taylor Swift eller Beoncé? Nej, vel!? Humoren har trange tider i disse år.
Endnu et eksempel (tak til Henrik Smith-Sivertsen), hvor Kjeld Petersen tager sig kærligt af “To lys på et bord”:
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
