Indlæg tagget med Musik

Aretha Franklin – 75

25. marts 2017

Elton kan tage Aretha i hånden og fejre fødselsdag.

Elton John – 70

25. marts 2017

Engang var han en ung, talentfuld singer-songwriter, der udsendte en række stadigvæk lytteværdige plader. Siden er han blevet en selv- og fuldfed, berømt, flamboyant entertainer, der ikke helt holder fortidens momentum – efter min mening.

Bare en af de der dage…

24. marts 2017

Well, I call you up on the phone: nobody’s at home.
Then I do my usual thing: I let the telephone ring and ring and ring.
I’m standing at a phone booth, coping with the ugly truth.

You see, I know where you are… I know where you are.
You’re down drinking at the bar.

I can picture you there on that stool, drinking like a drunken fool.
Yeah, you’re sitting there on your ass, muttering into your glass.
Paying for your lowlife thrills with wet quarters and soggy one dollar bills.

I know where you are, baby.
You’re down drinking at the bar.

Dean Martin’s on the jukebox, I bet.
Or maybe it’s Tammy Wynette.
The tearjerkers are jerking your tears.
Salt water in your whiskey and your beers.
You’ve got the Miller High Life bouncing balls.
You’ve got the Utica Club waterfalls.

I know where you are, oh ho.
You’re down at the bar.
You’re down at the bar.

Go ahead get drunk, it’s alright.
Lost weekend on a Tuesday night.
But I’m going to have to give you the score:
I’m not going to call you up on the telephone no more.
I’m sick and tired of listening to that phone ring 15 times.
I’m sick and tired of getting back my dimes!

Because I know what you are.
You’re at sot, that’s what you are.
I know what you are.
You’re a lush.
You got a big red nose!

I know where you are, baby.
I know where you are…
You’re down drinking at the bar

Ja, det er bare en af de der dage, hvor dagens nyheder er lidt for nedslÃ¥ende og man trænger til musikalsk opmuntring og livsbekræftelse. Og det finder jeg altid hos min musikven Loudon, selv om sangene ikke altid er sÃ¥ muntre, sÃ¥ her er endnu et kapitel i den føljeton. Loudon synger om en kær person, der er gÃ¥et pÃ¥ bar – og derfor er svær at fÃ¥ fat pÃ¥. Ja, dagen i dag kunne fÃ¥ en til at gÃ¥ pÃ¥ bar…

Apollorevyen – fra dengang mor, far og bedste var unge

24. marts 2017

Med foregÃ¥ende indlæg kom jeg tilbage til dengang mor og far var unge, ja faktisk endnu længere tilbage – til dengang bedsteforældrene var unge. Apollorevyen blev opført i Ã¥rene 1925 til midt i 1950’erne, med en lille afbræk omkring 1945, hvor Apollo Teatret pÃ¥ Vesterbrogade i København blev sprængt i luften. Derefter opstod det sÃ¥ pÃ¥ Axeltorv. I pophistorisk sammenhæng er Apollerevyen  interessant ved at have frembragt en række sangnumre  der kan siges at høre til pophistorien (i hvert fald hvis vi ser pÃ¥ poppen med den brede, historiske synsvinkel). Sange som “Dit hjerte er i fare Andresen!” (Osvald Helmuth), “Den lille lysegrønne sang”, “Luk dine smÃ¥ uskyldige øjne”, “Tante Agathe” og “SÃ¥’n var det ikke i halvfemserne”. Lyttere af Giro 413 (i tresserne og frem) vil genkende de fleste.

Nostalgi, erindringsstump med mere

24. marts 2017

Min far var fuld af anekdoter fra et langt liv som sømand. Fx fortalte han om dengang, han besøgte en københavnsk badeanstalt og fik selskab af Dirch Passer, Kjeld Petersen og Preben Neergaard. De havde alle tre været på værtshus (vist i flere dage) og meget overrislede og trængte åbenbart til at dampe af i et dampbad. Og min far fik bl.a. æren af at skrubbe en af herrene på ryggen med en svamp eller noget træuld.

Og anekdoten fik mine tanker hen pÃ¥ Kjeld Petersens bidrag til dansk pop. Især hans kostelige “Bare græd” fra Apollorevyen i mit fødselsÃ¥r, 1953. Her finder vi noget sÃ¥ herligt som en parodi pÃ¥ amerikansk tudepop. Og jeg greb mig i at savne denne humoristiske tilgang til pop. Hvor er den henne i dag? Hvem gør grin med Taylor Swift eller Beoncé? Nej, vel!? Humoren har trange tider i disse Ã¥r.

Endnu et eksempel (tak til Henrik Smith-Sivertsen), hvor Kjeld Petersen tager sig kærligt af “To lys pÃ¥ et bord”:

Lidt Kinks…Dave & Russ Davies

23. marts 2017

Ray Davies lagde forleden lÃ¥g pÃ¥ debatten om gendannelsen af The Kinks med en bemærkning om, at det ville kræve “et mirakel”. Men det er mÃ¥ske ogsÃ¥ bedst, at Kinks forbliver fortid, sÃ¥ længe Ray Davies udgiver musik af høj kvalitet. Og nÃ¥r sÃ¥ broder Dave rotter sig sammen med sønnike Russ og laver et udspil, sÃ¥ er det lige før gendannelsesspekulationerne bliver overflødige. Bemærk de fine nostalgiske billeder i videoen.

C.V.sk nostalgi

23. marts 2017

Hver gang jeg tænker tilbage
på Hovedgaden 84 E
ka’ jeg tydelig se ting
jeg ved ikke findes der mer’
det’ jo den slags ting der sker
blinklysene de skifter
& hjemtrafikken går sin gang
alt liv forsvinder
ud af billedet den niende maj
hvor jeg utålmodig venter på dig
Elisabeth – Elisabeth
.
Hos Elvira er musikken en anden
for The American Way of Life
er nu droppet på stedet
hvor vi hang som på galleri
& udstillede os selv fra 7 til 9
den fasevendte Wurlitzer juke-box
gik for fulde hammer uafbrudt
men forsvandt så en dag
i selskab med en sortbørshaj
mens jeg utålmodigt ventede på dig
Elisabeth – Elisabeth
.
Alle mine sorgløse dage
er efterhånden kun en saga blot
men solen skinner stadig
ned på Hovedgaden dagen lang
uanfægtet nu som dengang
& altimens trommer & trompeter
er på nippet til at gøre mig skør
står jeg midt i et virvar
af mennesker på Jernbanevej
traditionen tro ventende på dig
Elisabeth – Elisabeth

Capac anbefaler: Jan Rørdam – This!

22. marts 2017

Også på Jan Rørdams nye plade This! er det poppaletten, der bliver taget i brug.

Og der bliver brugt mange af palettens farver pÃ¥ de ialt ni numre, som pladen byder pÃ¥. Fra den symfonisk farvede indledningssang “Heartful of art” over den lidt belærende protestsang “If ther suit fits, it might suit ya” over den blide, tilbagelænede, nærmest crooneragtige “A door in the mirror og videre til den rockende “We’ll never know”.

Rørdam svinger bÃ¥de den brede og den fine popmusikalske pensel, men fælles for alle sangene er en smagfuldhed, der vidner om stor erfaring, og en modenhed, som man kun kan finde, hvis man har været med i længere tid. Det er kort sagt en plade, der falder ind under kategorien “voksenpop” med en lille snes sange, der oser langt væk af erfaring og traditionskendskab, der kommer til udtryk i komplekse arrangementer, der kredser for en forkærlighed for akustisk enkelhed (en mand og hans guitar).

Hvis der er plads pÃ¥ din pladereol til endnu en skive “adult pop rock”, sÃ¥ reserver den til Jan Rørdams plade, der mÃ¥ske ikke dominere pophitlisteradioerne, men fortjener at blive en del af den voksne poplytters lydspor.

Jan Rørdam. This! Eget forlag. Udkom d. 17. marts

capac anbefaler: Milky Chance – Blossom

22. marts 2017

Uden for vinduet blomstrer påskeliljer og andre forårsbebudere. Og på pladetallerknen ligger det tyske band Milky Chance med den sæsonpræcise titel Blossom. Bag navnet Milky Chance gemmer sig barndomsvennerne Clemsn Rehbein og Philiip Dausch, der stammer fra byen Kassel og allerede har gjort sig bemærket rundt om i Europa med deres debutalbum Sadnecessary og en lille håndfuld singler, der er udsprunget af den udgivelse.

At duoen kommer fra et lille sted i det store Tyskland er dog ikke noget, der overhovedet præger musikken. Tværtimod vil det være mest retfærdigt og rigtigt at hævde, at Milky Chance er børn af globaliseringens og internationaliseringens æra. Deres musik kunne lige sÃ¥ vel være blevet til i Storbritannien, USA eller – for den sags skyld – i lille Danmark.

Det, der først slÃ¥r en, nÃ¥r man lader CD’en snurre pÃ¥ anlægget, er, at Milky Chance har en umiskendelig tæft for pop. Titelsangen “Blossom”, der klogeligt fÃ¥r lov til at indlede pladen, er sÃ¥dan en forførende popsang, der “sælger” pladen, inden man har lyttet til mere af pladen. En sang, der gÃ¥r direkte ind i øret og videre ind i blodet, hvor den sÃ¥ pulserer rundt med sin melodi, sit B-stykke. Og sangen hjælpes godt pÃ¥ vej af en ligefrem sang og et musikalsk arrangement, der med let hÃ¥nd blander et elementært, akustisk udtryk med noget moderne elektro-lyd. Præcis hvem, der trakterer hvad og hvilket elektronisk grej, der er pÃ¥ spil, fremgÃ¥r desværre ikke at mit eksemplar. Men det er sÃ¥dan set ogsÃ¥ ligegyldigt, fordi det er helhedsindtrykket, der tæller.

Og “Blossom” er heldigvis kun porten eller døren til de to tyske venners melodiske og besnærende univers. De slipper ikke lytteren med deres første hitlisteaspirerende sang, men lader den ene perle følge den næste. Og Milky Chance forstÃ¥r at lade poppen tale til sÃ¥vel øret som fødderne. Det er musik, der bÃ¥de lader lytteren nynne med og bevæger ham/hende ud pÃ¥ dansegulvet.

Glem dine fordomme om tysk musik, glem European Song Contest og denne begivenheds popløshed, glem alt om xfactor-overfladiskhed og giv Milky Chance en chance på din afspiller. Så har poppen fået chance hos dig.

Milky Chance. Blossom. Universal. Udkom d. 17. marts

Under radaren: Samantha Fish

21. marts 2017

Den 28-Ã¥rige Samantha Fish synger blues, som blev hun betalt for det. Og det gør hun jo nok ogsÃ¥. Og hendes rene ungpigestemme stÃ¥r næsten i en ejendommelig kontrast til den smertetyngede, melankolske blues, hun excellerer i. Men det er kun et ekstra plus for the blues – og for Samantha Fish. Hold øre med hende.