Indlæg tagget med Musik

Don Everly – 80

1. februar 2017

“Phil Everly was one of my great heroes, with his brother Don, they were one of the major influences on the Beatles. When John and I first started to write songs, I was Phil and he was Don. Years later, when I finally met Phil, I was completely star-struck and at the same time extremely impressed by his humility and gentleness of soul. I will always love him for giving me some of the sweetest musical memories of my life.” (Paul McCartney i forbindelse med Phil Everlys død)

Ja, det er svært at lytte til The Beatles’ vokalharmonier uden også at tænke på inspirationen fra Don og Phil Everly. Og hvad ville Simon & Garfunkel have været uden først at identificere sig med The Evelys under kunstnernavnet Tom & Jerry. Jovist, The Everly Brothers satte tårnhøje standarder for, hvordan vokalpop skulle lyde. Da de to brødre blev forenet i 1983 efter mere end et årtis adskillelse, stod Paul McCartney klar med en sang – den smukke “On the Wings of a Nightingale” – der blev indspillet på duoens genforeningsplade EB84 med McCartney på guitar.

Everly Brothers var først og fremmest fortolkere, men de kunne også skrive velfungerende pop, når det tog dem. Fx Don Everlys “(Till) I kissed you” fra 1959, der nåede helt op på hitlistens fjerdeplads derovre.

Tredobbelt Bob Dylan

31. januar 2017

Rygterne om nyt fra Dylan har svirret et stykke tid. Men nu har han selv – via sin hjemmeside – løftet for sløret til Triplicate, en tredobbelt studioalbum, hvor Dylan over 30 numre fortolker ‘kompositioner fra store amerikanske sangskrivere’, som der står. Udgivelsen ligger i forlængelse af mandens foregående to Sinatra-influerede plader med fortolkninger af kunstnere som Charles Strouse and Lee Adams (“Once Upon A Time”), Harold Arlen and Ted Koehler (“Stormy Weather”), Harold Hupfield (“As Time Goes By”) og Cy Coleman and Carolyn Leigh (“The Best Is Yet To Come”. 

Nogen vil sikkert føle sig lidt skuffet over udsigten til endnu en omgang fortolkninger af andre sangskrivere i stedet for en rigtig Dylan-plade med nyt materiale. Men hvis man har læst mandens erindringer Chronicles, så vil man vide, at Dylan altid har været en fortolker – ja, før han selv begyndte at skrive noget som helst.

40 år på bagen: Buzzcocks – Spiral Scratch

31. januar 2017

Det er sådan en historie, der danner myte. Pladen blev indspillet for lånte penge (500£) i hjembyen Manchester. Og den blev udsendt i 1000 eksemplarer på bandets eget til lejligheden skabte plademærke New Hormones. For fyrre år siden. Pladen, der var den tredje punkskive i Storbritannien (efter The Damned og The Sex Pistols) blev indspillet og mikset på fem timer med Martin Hannet (Joy Division, Magazine, New Order, Happy Mondays m.fl.) og med Howard Devoto som forsanger.

Pladen blev revet væk og måtte genoptrykket i yderligere 16000 eksemplarer, der kunne købes i den lokale Virgin-butik og som postordre (det var før internettet…).

Ryan Adams fortolker Radiohead

31. januar 2017

Medens vi venter på Ryan Adams nye plade Prisoner, kan vi fornøje os over hans fortolkning af en gammel Radiohead-sang, “Karma Police”.

Capac anbefaler: Solsort – Jeg husker det hele, jeg husker ingenting

30. januar 2017

Med albummet Jeg husker det hele, jegh husker ingenting springer sangerinden og sangskriveren Betina Følleslev ud af duoen Strawberry Blonde og debuterer som solist under kunstnernavnet Solsort. I forvejen var løbet en lille håndfuld singler.

Tonen og stilen slås hurtigt an med Følleslevs fordanskning af den svenske singer-songwriter Mellissa Horns sørgmodige sang om stå på egne fødder og savne mindre og mindre. Det akustiske arrangement og Betinas smukke, kildevandsklare, feminine stemme rammer den svensk-nordiske folktone helt rent og sætter dermed niveauet og stemningen på pladen. Vi har at gøre med nordisk inspireret, dansk folk med klare popkvaliteter. En krydsning, der både sigter mod mainstream og mod det store folkpublikum, der altid har ørerne åbne for nye bekendtskaber.

Bortset fra Horn-sangen og et itonesat digt af Henrik Nordbrandt (Lille krigsbarn) så står Følleslev selv for tekst og musik på pladen, selv om hun får hjælp af flere af de medvirkende musikere. Og Følleslevs egne tekster rammer fint den dansk-nordiske tone med dens melankoli og dens særlige, kølige, lyriske kvaliteter. Og tidsånden har sat sit vandmærke på teksterne i form af den allestedsnærværende melankoli, problembevidstheden og den kroniske eftertænksomhed, som pladetitlen også pointerer. Så pladen er både i pagt med sin samtid og i gæld til en gammel folke- og visetradition, kan man sige.

Pladen har nok popkvaliteter i kraft af det melodiske og i kraft af Betina Følleslevs stemmepragt, der må kunne behave ethvert popøre. Men der er dog ikke tale om en regulær popplade, men om en moderne, popfarvet folkplade, der bør konsumeres som sådan af dem, der kan lide folk. Hermed varmt anbefalet af denne folkfan.

Solsort. Jeg husker det hele, jeg husker ingenting. Produceret af kunstnere selv og Michael engman Rønnow. Gateway Music. Anna Music. Magic Music. Er lige udkommet.

 

Capac anbefaler: Cancer – Totem

30. januar 2017

Med albummet Totem inviterer duoen Cancer – Kristian Finne Kristensen (kendt fra Chorus Grant) og Nikolaj Manuel Vonsild (Saints Go Machine) – på endnu en tur i samtidens melankolske poplandskab med sange om hjerte-smerte, tab og fortabelse.

Men det popmusikalske landskab, som Cancer udfolder på pladens næsten en time lange løbetid, er ikke centralt placeret i poppens landskab, men nærmere i grænseområdet mellem mainstreampop og eksperimenterende og provokerende electronica. På de ialt 11 sange formår sangskriverparret at balancere mellem den simple, forførende og fængende pop og den electronica, der er et kors for tanken.

Det første, der slår en, er brugen af stemmerne, hvis leje befinder sig et affekteret sted i nærheden af falsetsang, uden helt at være det. Tankerne ledes let hen på en kunstner som Antony (Anohni). Og de melankolske stemmer er indlejret i et lydunivers, hvor de analoge og digitale rytmer (trommelyde) er reduceret meget uden at pulsen forsvinder. Og omkring de lette rytmer svæver luftige guitarer og væves ind i et lydbillede af synthezisers og analoge tangenter.

Totem opleves i høj grad som et sammenhængende conceptalbum, og nok mest i kraft af lyduniverset, der bygges op gennem de mange numre. Og derfor giver det heller ikke hel mening for mig at fremhæve enkelte numre på pladen. Den indbyder – ved flere gennemlytninger – til at blive indtaget som en stor helhed. Og på den led er pladen måske (?) lidt ude af pagt med tidens generelle fragmentering i musikken. Måske…

Totem er så moderne pop, som man næsten kan forestille sig. Pop, der er nedsunket i et melankolsk syrebad af electronica, der sørger for at poppen ikke bliver for let tilgængelig.

Cancer. Totem. Produceret af: Nis Bysted & Cancer. Tambourhinoceros. Er lige udkommet.

Steve Marriott – Small Faces – 70

30. januar 2017

Steve Marriott – forgrundsfigur i Small Faces – skulle ikke nå at blive 70. 44 år gammel blev han fundet død ved siden af sin seng i sit brændende hus. Dødårsagen blev angivet som røgforgiftning, men man fandt også store mængder Valium, kokain og alkohol i hans blod.

Det var alt for tidligt en død til en af modmodens ikoner og en vigtig spillemand i britisk beat – hvor han ud over Small Faces var med i Humble Pie. I sidste del af sit liv vendte han ryggen til den store, kommercielle musikindustri og levede af at spille på små spillesteder i London og omegn.

I dag ville han så være blevet 70, og det er nok en mindenote værd.

 

Endnu et dødsfald: Geoff Nicholls – tangentspiller hos Black Sabbath

29. januar 2017

Man kan næsten ikke følge med i nekrogrammerne. 2017 tegner til at blive lige så morbid som 2016. Nu er Geoff Nichols, der spillede keyboards hos Black Sabbath i årene 1979-2004 død af lungekræft. Og lad os mindes ham med en gammel kending fra bandet…

Gensyn og -hør med Trainspotting

29. januar 2017

Jeg har tidligere været inde på lydsporet til kultfilmen Trainspotting, der netop har rundet sit 20 års jubilæum – og fået en opfølger Trainspotting 2. Og den nye film har da også et lydspor, der dels består af gode gamle kendinge. Men i følge den britiske presse, så er det relativt nye combo Young Fathers, der rammer hjerteslaget i filmen mest præcist. Og det skal nok passe…

Gensyn med Walter Mitty

28. januar 2017

Igår aftes udsendte DR Ben Stillers film The Secret Life of Walter Mitty, som jeg omtalte udførligt for tre år siden – her. Og gensynet var lige så godt, som jeg havde håbet og troet på. Filmen holder helt og har ikke mistet noget af sin relevans eller aktualitet. Snarere tværtimod. Og så gik det op for mid, at filmen også har et ganske fint lydspor, der oven i købet er udsendt på plade. Og ringere bliver det ikke af, at filmens musikalske ledetråd er David Bowies sang om Major Tom.

Lækker pop

27. januar 2017

Forleden snakkede jeg med en popelsker, der mente at poppen var på retur, og at folk heller ikke gad købe pop mere. Og det kan da godt være, at også salget af gemen pop skranter (jeg kender ikke salgsstatistikkerne eller streaminglyttestatistikkerne), men poppen lever. Jeg satte mig for at finde et par eksemper af nyeste dato.

Man tager en god melodi, en eller flere feminine og forførende stemmer og sørger for at levere en lydefri, professionel produktion. Og hopla har man en popsang. Som fx Overcoats (Hana Elion og JJ Michell) og deres “Hold me close”

Eller en anden nyopkomling, Lucy Mason, fra Australien og hendes sang “Hunger”

Mere anti-Trump: Carole King

27. januar 2017

“I’m making the updated recording of One Small Voice available to everyone because it will take the strength and persistence of many small voices to overcome the lies of the loudest voice with our message of truth, dignity and decency.”

Carole King var en af de mange amerikanske kvinder, der trodsede (sne)vejr og vind og marcherede i protest mod den nyvalgte amr. præsident Donald Trump. Og for at understrege sin protest har hun genindspllet sangen “One small voice” fra 1982 for at få budskabet – at mange små stemmer kan ændre verdens gang – ud.

David Bowie på mærkerne…

26. januar 2017

Når man først kommer på de kongeligt supporterede frimærker, ja, så er man nok for alvor død og borte. Og nu har britterne så sat David Bowie på mærkerne. Jeg er ikke sikker på, at Bowie – der heller ikke ville adles – ville være tilfreds med den disposition. Men man kan jo ikke protestere hinsides graven…

Goldfrapp er tilbage…

26. januar 2017

Hypnotiserende, kalder Rolling Stone Goldfrapps nye single “Anymore”. Og hvis man kan nøjes med et adjektiv til at beskrive den britiske electronica-danse-pop-duo, så er det ikke helt ved siden af. De kan noget med at turnere forførende melodilinjer, der suggestivt sniger sig ind i blaserte popører som mine. Og det er bestemt ikke det værste, der kan ske.

The Times They Are A-Changin – Back!

26. januar 2017

Billy Bragg, der altid er god for en kritisk holdning til verdens skæve gang, har opdateret Bob Dylan klassiske sang om tidernes skiften for at tale Donald Trump midt imod. Den kunstneriske protest og modstand mod amerikanernes præsident fortsætter ufortrødent – og det vil den nok lang tid fremtover, tror jeg…