Indlæg tagget med Musik

Bob Dylan – 76

24. maj 2017


Lou Reeds top 10

24. maj 2017

LouReedTop10

1. Change of the Century—Ornette Coleman
2. Tilt—Scott Walker / Belle—Al Green / Anything by Jimmy Scott
3. Blood on the Tracks—Bob Dylan
4. Little Richard’s Specialty Series
5. Hank Williams’ Singles
6. Harry Smith Anthology
7. Does Your House Have Lions—Roland Kirk
8. “Stay with Me Baby”—Lorraine Ellison
9. “Mother“—John Lennon
10.”Oh Superman“—Laurie Anderson & United States

I 1999 beder et obskurt magasin Lou Reed om at pege på de ti bedste plader gennem tiderne og Lou kradsede sit bud ned på et stykke papir, som du kan se ovenfor.  Man noterer sig, at Lou ser tilbage i tiden på halvtredserne og før, selv om Lennon, Dylan og Laurie Anderson også er med som repræsentanter for noget nyere. Og man bemærker, at Reed interesse for jazz præger listen. Hvilken  forbindelse, der mon er til Reeds egen musik, er nok mere et åbent spørgsmål.

Samme år spørger tv-kanalen VH1 Reed om, hvilke 100 sange, han ville anføre som betydningsfuld. Og Reed giver dem otte:

1. “Stay With Me” by Lorraine Ellison
2.“Outcast” by Eddie and Ernie
3. “Lovin’ You Too Long” by Otis Redding
4. “River Deep Mountain High” by Ike & Tina Turner
5. + 6. “Georgia Boy” and “Belle” by Al Green
7. “That’s Alright Mama” by Elvis Presley
8. “I Can’t Stand the Rain” by Ann Peebles

– og hvad skal man så tænke ved det?

Kilde: Lou Reeds Twitterkonto

 

Genhør: Feo

24. maj 2017

FEO1436190505

Feo hører også til den obskure undergrund omkring 1970. Rudi Albertsen dannede den akustiske gruppe i 1970 sammen med Flemming Nørgård, Thorkild Blond Andersen og Sune Durhuus. Og efter en debut hos Sten Bramsens Musikalske Venner med “Bedstemorvisen” kom albummet Eg Meini Ted på det navnkundige Spectator Record. Og det blev fulgt op af Filtskolyd i 1974 på Lucifer Records. I 1975 udsendtes Bedste og andre madrester på CBS. Omkring 1975 gik Feo mere eller mindre i opløsning som band og Rudi Albertsen fortsatte selv i forskellige konstellationer, fx Rudi & hans letbitre band, der udsendte en plade i 1978.

I dag er Feo kult og deres gamle plader forhandles second hand til pæne priser. Men heldigvis har Tømrerclaus og Karma Records været så generøse at samle de to første plader på en CD, så andre en kultsamlere også kan være med.

 

 

Manchester – lærer vi og pressen overhovedet noget?

24. maj 2017

Så skete det igen. Terroren slog til i Manchester ved en koncert med Ariana Grande, hvor en stor del af publikum var mindreårige og unge. Og medierne var på sagen fra første færd og finkæmmede selv den mindste oplysning, der kom frem.

Det eneste nye ved denne terrorhandling – i sammenligning med de mange foregående i den vestlige verden – var vel egentlig at ofrene især var børn og unge. Hvilket selvfølgelig gav anledning til følelsesmæssige udbrud fra politiske kommentatorer og andre, der udtalte sig. Men, ved eftertanke, burde dette faktum – at der var tale om uskyldige børn – overraske nogen? Er det ikke lige netop terrorens primære interesse at chokere og skræmme ved hjælp af den mest frastødende handling? Er det ikke selve terrorens væsenstræk?

Ellers forløb den mediale opfølgning helt efter bogen. Politiets og efterretningsvæsnets forudsigelige handlinger. Fx at politiet følger procedurerne for undersøgelse af attentatstedet, jagter bagmændene osv. og at efterretningstjenesten endnu engang kan afsløre, at de da godt kendte bagmanden i forvejen, men intet har foretaget sig i den anledning. Og så ellers en afgrundsdyb omgang følelsesjournalistik, hvor gud og hvermand for åben kamera skulle udtømme deres følelser. Selv en familie på Fyn (hvor datteren have været til koncert med Grande i Danmark) skulle lade følelser få frit løb på skærmen.

Der var heller ikke noget nyt i, at Islamisk Stat påtog sig ansvaret for attentatet. Og ingen journalist gjorde sig nogen overvejelse over, om det blot var endnu et nemt PR-nummer fra IS’s side? Det er jo gratis reklame at erklære sig medansvarlig, også selv om der reelt ikke er nogen forbindelse til forbryderne.

I det hele taget forløb den mediale overeksponering af bombeattentatet uden nogen form for eftertanke eller refleksion. Det hele lukker sig om en forforståelse, der for længst er blevet artikuleret, og som ingen åbenbart har nogen interesse i at pirke til, problematisere eller – uha – kritisere. Indtil videre – vil jeg påstå – er ingen blevet en tøddel klogere af Manchester-terroren. Alt er ved det gamle.

En ‘uheldig helt’ er død: Roger Moore, 89 år

23. maj 2017

rm

Han blev nok mest kendt for sin fremstilling af James Bond-figuren i filmene af samme navn. Men for mig vil han altid især være forbundet med tv-serien The Persuaders, hvor Moore sammen med Tony Curtis fremstillede to umage playboys (med forskellige national og social opkomst), der opklarede forskellige forbrydelser i jetsetlaget, gerne i Sydfrankrig eller lignende miljøer, hvor overklassen udfolder sig. Letbenet og harmløs underholdning som man kun fandt den i tresserne og de tidlige halvfjerdsere. Og det var en rolle, der gav et godt indtryk af Sir Roger Moores beskedne skuespiltalent, der dog rakte til hovedrollen som 007-agenten (og en række biroller i andre spillefilm).

Capac anbefaler: Musikkens kraft

23. maj 2017

MK

Musikkens kraft hedder den plade, der her skal anbefales. Undertitlen lyder: et støtteprojekt for unge kræftramte. For pladen og musikken er ude i et ærinde. Nemlig at itale- og itonesætte den særlige situation, det er, at være ung og kræftramt.

Fem unge mennesker fra Esbjerg og omegn – Sallie Nielsen, Betina Lodberg Jakobsen, Sabine Varmking Cheyne, Marlene Sørensen Baatz og Ole Brøndberg Selstø – omfavner den situation at være kræftramt i en alder, hvor livet først for alvor rigtig er begyndt. Og sammen med sangskriver Gert Barslund er de alvorlige tekster blevet forvandlet til sange. Og de ialt ti sange er lagt i hænderne på andre unge fra samme lokalområde. Jonas Rendbo, Rikke Egholm Ravn, Silje Holtan, Zenia Levring Madsen, Mia Nielsen, Frederik Kjeldsen Hertz, Janne Mark, Christine Brandstrup Jørgensen og Gert Barslund synger sangene. Og de gør det smukt, bevægende og med popfremdrift. Dertil kommer et hold musikere, der sætter det hele i musikalsk scene.

Jeg skal afholde mig fra at nærlæse de enkelte tekster (der kan studeres på projektets hjemmeside), men det siger næsten sig selv, at de alle forholder sig til effekterne af den alvor – og potentielt: det memento mori – som en kræftsygdom har på et ungt menneske, der må revidere ungdommens indbyggede tro på udødelighed og besinde sig på netop den. Men også om den paradoksale livskraft og -vilje, der følger med som den mørke alvors lyse skyggeside. Og teksterne er generelt ligefremme og undgår heldigvis at blive søgt litterære i deres udtryk. Ja, de fremstår som en slags alvorspoptekster.

Og musikken på pladen kan også beskrives sådan. Som alvorspop, der er ude i et alvorligt og dybt sympatisk ærinde. Men også en pop, der sagtens kan konsumeres uden at tænke på kræft, alvor og dødelighed – lige i det øjeblik, hvor sangene lyder. Og det er en stor styrke ved sangene på pladen, at de formår at balancere med denne dobbelthed af at være dødsensalvorlige og dybt underholdende, sådan som pop nu engang er og skal være. Hermed varmt anbefalet.

Musikkens kraft. Produceret af Boe Larsen og Jonas Rendbo. Gateway. Udkom d. 5. maj 2017

 

Capac anbefaler: In Memoirs – Love, Dreams & Sunsets

22. maj 2017

inmemoirs

Der er noget sommerligt over In Memoirs nye plade. Og det er ikke kun pladens lyse, blå pastelfarver på vinylen og coveret, der sender lytteren i retning af temperaturer over 20-25 grader celsius. Det er i allerhøjeste grad også musikken i rillerne, der bringer sommerhumøret frem.

Esbjergensiske Morten Filipsen, der gemmer sig bag projektnavnet In Memoirs, er en rigtig popsnedker, der ikke lægger skjul på, at det er poppen, der er udgangspunktet og den fortsatte inspirationskraft for pladens ti numre. Og der er tale om meget moderne pop, der som sådan er gennemproduceret og omsvøbt af en candyfloss-let lyd, der passer vældig godt til Morten Filipsens lyse, til tider næsten falsettangerende stemme, der bringer mindelser om mangen en moderne androgyn popstemme. Men man kan også godt høre, at Filipsen med sin sangskrivning rækker tilbage i tiden til en æra, hvor den enkle, gode melodi stadigvæk var vandmærket i kvalitetspop.

Pophistorikken gemmer sig også i pladens forkærlighed for et udtryk, der bevæger sig mellem den moderne pops electronica-isenkram, der er garant for luftige, højtflyvende lydbilleder, og den gammeldags pop forkærlighed for det analoge, qva vokalerne og (hvis jeg ikke tager fejl) trommer og slagtøj.

Som titlen på albummet antyder, så er det også sommerpoptematikker, der er på spil i teksterne. Kærligheden, den allestedsnærværende, drømmene og det nostalgiske. In Memoirs lyder overhovedet ikke som The Beach Boys, der engang var indbegrebet af sommer, sol og strand. Men måske kan man – jeg – påstå, at der er en holdningsmæssig overensstemmelse, idet Morten Filipsen er konsekvent og insisterende på sin særlige sommerpopæstetik. De ti sange er skåret over en identisk poplæst, der sikrer en let og luftig pop, der har en opdrift i lytteren og lokker ham/hende til at lade kroppen følge med – og evt. danse.

Med sin særprægede, lidt androgyne stemme, og sin gennemførte æstetik sender Morten Filipsen også tankerne hen på en anden kunstner – uden nogen direkte forbindelse – nemlig Michael Jackson. På tilsvarende vis overbeviser Morten Filipsen ved en ekstraordinær god popstemme og en uafrystelig konsekvent popæstetik om, at In Memoirs kan skille sig ud fra strømmen af moderne elektropop og finde sit eget publikum og sin egen niche.

In Memoirs plade er som skabt til den sommer, vi venter på, og sikrer, at den under alle omstændigheder indfinder sig på musikafspilleren, selv om temperaturerne udenfor ikke følger med. Albummet burde været selvskrevet til enhver popradiostations playlister, sommer eller ej. Hermed anbefalet.

In Memoirs. Love, Dreams & Sunsets. Produceret af: In Memoirs og Mads Bjørn. Celebration Records. Udkom d. 19. maj.

50: Jimi Hendrix besøger Danmark i 1967

21. maj 2017

I morgen er det 50 år siden, Jimi Hendrix optrådte på Falkoner Centret i København på sin første europæiske tur. Siden kom han forbi fire gange, bl.a. en gang i Aarhus, inden han alt for tidligt slap guitaren for altid. Formedelst 20-30 kroner kunne man opleve ham spille denne sætliste:

The Jimi Hendrix Experience Setlist Falconer Salen, Copenhagen, Denmark, First European Tour 1967

Danske Beefeaters fik fornøjelsen og æren af at være opvarmningsorkester denne aften.

Jeg har ikke kunnet finde lydeksempler fra Falconer-koncerten, men her er et par andre. Hvis der dukker noget op, skal jeg nok vende tilbage til denne særlige aften i maj 67. Jimi Hendrix Lund 1967København, marts 1970

Nostalgistump: Pack up your troubles

20. maj 2017

Pack up your troubles in your old kit bag
And smile, smile, smile.
Don’t let your joy and laughter hear the snag
Smile boys, that’s the style
What’s the use of worrying
It never was worth while
So, pack up your troubles in your old kit bag
And smile, smile, smile.

Pack up your troubles in your old kit bag
And smile, smile, smile.
Just pucker up and whistle

What’s the use of worrying
It never was worth while
So, pack up your troubles in your old kit bag
And smile, smile, smile.

Hjulpet i gang af skriften på en nabos dørmåtte (!) kom jeg i tanker om sangen “Pack up your troubles” fra folkeskolens sangstunder. Her i en opbyggelig version (fra 1944) med Andrew Sisters, hvor titlen er omdøbt til “Smile, smile, smile”. Så var man sikker på, at soldaterne forstod budskabet…

Chris Cornell og datter: Redemption Song

20. maj 2017

Nekrologerne regner blidt ned over afdøde Chris Cornell. Og hvad kunne være mere passende end at genhøre ham og datteren tage sig kærligt af Bob Marleys “Redemption Song”…?!

Alabama Shakes: Killer Diller

20. maj 2017

American Epic er en dokumentar, der fortæller om den tidligste pladeindustri i populærmusikken i USA. Og dokumentaren ledsages af nyindspilninger af gamle, kendte bluessange. Senest har Alabama Shakes med den uforlignelige Britannie Howard i forgrunden kastet sig over Memphis Minnies “Killer Diller” fra 1946.

Legends røde støvle

19. maj 2017

Vi skal ikke slippe pub rockeren Mickey Jupp helt. I hvert fald ikke uden at nævne hans og bandet Legends album, der fik øgenavnet “Red Boot“. Den røde støvle er Legends debutalbum fra 1970, og den er en slags forløber til den new wave, der få år senere skyllede ind over England og øerne. En løssluppen gang pub rock på en kultplade, der matcher fx Dr. Feelgoods bedste. En plade, der er umådeligt svær at komme uden om, hvis man elsker den elementære pub rock.

 

En lang mærkelig tur: Grateful Dead

19. maj 2017

Martin Scorsese har haft mod til at lave en film om The Grateful Dead. En nærmest umulig opgave, når man betænker, hvor mange år bandet var undervejs – og hvor mange problemer, det havde undervejs også. Men nu er den der så filmen, med den sigende titel: Long Strange Trip.

Pete Townshend – 72

19. maj 2017

Chuck Berry: Big Boys

18. maj 2017

Efter sin død får Chuck Berry udsendt et album med nyt materiale, altså materiale, som Chuck ikke fik udgivet i levende live. Og der er lavet en fin video i den anledning til sangen “Big Boys”. I Chucks ånd, så at sige… looking for joy when I was a little, bitty boy, yeah…