Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: John Schmidt – By night

6. marts 2017

Jeg skulle ikke lytte ret længe til John Schmidts nye album By night, før jeg tænkte: ‘det her er jo helt klassisk’.

Ikke klassisk i betydningen ‘klassisk musik’, men i den forstand, at Schmidts iscenesættelse og tilgang til musikken  har været med os i årtier. Helt ud i det nærmest arketypiske coverfoto af manden selv med sit instrument, guitaren, og ind i temtikken og tekstuniverset, der kredser om Kærligheden i alle dens afskygninger og chatteringer, og videre til sangene – seksten styk i alt – der bevæger sig inden for et genkendeligt, velkendt og velkomment musikalsk felt, der går under mange forskellige betegnelser. Lige fra softrock over poprock til AOR.

Altså musik, der er båret af en umiskendelig melodisk tæft med appel til store radiolyttersegmenter, arrangementer, der sætter sangskriveren i centrum i bedste moderne singer-songwriter-tradition og videre til en musikalsk opbakning fra en hold særdeles kompetente musikere og sangere, der diskret (men dog tydeligt hørbart) forløser såvel de mere rockende sange som de oplagte ballader.

Og Schmidt synger med en stemme, der ubesværet bruger hele sit register med indlevelse og – ja – kærlighed til at forløse sangenes potentiale. Og jeg synes, projektet lykkes. Schmidt og Co. har leveret en plade, der netop er “klassisk” i ovennævnte forstand og som fortjener at trænge igennem xfactor-overfladiskheden og fænge hos mange danske lyttere. Hermed anbefalet.

John Schmidt. By night. Eget forlag. Er lige udkommet.

Lyt til John Schmidt på hans Youtube-kanal

Capac anbefaler: Trouble Cats – Live in Aarhus 2017

6. februar 2017

I oktober sidste år omtalte og anbefalede jeg Martin Bloms fine refugieplade Sange fra ødekirken. Og nu er Martin så tilbage, men denne gang som integralt element i det aarhusianske roots-blues-rock-band Trouble Cats, der markerer bandets tre årtier på danske scener med udgivelsen af en vaskeægte liveplade, Live in Aarhus 2017.

Og pladen, der er indspillet i det kendte aarhusianske værtshus og spillested Fatter Eskild, består af 11 sange, der er skrevet af Blom og de andre musikere i bandet (Henrik Thorsen, trommer og kor), Henrik Hansen (mundharpe, vokal) og Morten Brauner (bas og kor). Og så er der et enkelt Willie Dixon-nummer, “I just wanna make love to you”.

Og pladen er en vaskeægte liveplade af den slags, der sætter musikken i centrum og barberer koncertsituationen med publikums’lyde’ ned til det minimale – uden at stemningen og fornemmelsen af livesituation er faldet bort. Og det betyder helt enkelt at musikken kommer 100% til sin ret uden at lyde pladestudieproduceret. Og lytteren får hele 11 sange, der alle står i dyb gæld til ikke mindst den uopslidelige blues, men også dens ekkoer i amerakansk rootsmusik. Her er reminiscenser af såvel klassiske bluesikoner som fx bands som Little Feat (i mine ører i hvert fald). Og kvartetten fremfører sangene med en kompetence, der afspejler mange års samspil og erfaring fra spillesteder rundt omkring. Og de finder fint balancen mellem en lyd, der lugter langt væk af studie, og den rå, beskidte livelyd, nogle dyrker. Så pladen fungere fint som såvel præsentation af det fine aarhusband som dokument over en optræden på Fatter Eskild.

Pladen henvender sig til enhver med kærlighed til rootsrock og blues – og er ikke kun for aarhusianere, resten af landet kan sagtens og bør også være med her. Hermed anbefalet.

Trouble Cats. Live in Aarhus 2017. Produceret af Kaspar Vorbeck og bandet. LongLife Records. Er udkommet.

 

 

Capac anbefaler: Spejlvendt – De uendelige skridt

6. februar 2017

Med det lille album (eller er det den store EP?!) De uendelige skridt debuterer duoen Spejlvendt – Anders Termansen  og Fredrik Hjulmand. Og fra de første akkorder på pladen blev jeg sendt i retning af den engang så elskede/forhadte “gymnasierock”, der med navne som Rugsted & Kreutfeldt, Dodo & the Dodos, Tøsedrengene osv. var leveringsdygtig i letsindig poprock med streg under pop.

På tilsvarende måde hviler duoen Spejlvendt solidt på popbenet i poprocken. De alt for skarpe rockkanter er slebet godt og grundigt ned til fordel for en POProck, det med lette, sprøde trommer, luftige guitarer og svævende electronicalydflader bærer Fredrik Hjulmands lyse mandsvokal frem og danner en nærmest dunlet, melodisk basis for de dansksprogede tekster.

Desværre er teksterne ikke trykt på mit anmeldereksemplar, så jeg kan ikke gå i dybden med dem, men de handler om og portrætterer forskellige mennesker, fx en hjemløs mand og en narkoleptisk dreng.

Men De uendelige skridt er et velment og velkommet POProckalbum, der et eller andet sted trækker på det bedste i ikke alene den danske POProcktradition fra firserne og frem, men også den britiske britpop i dens mest lyriske hjørne. Minialbummet burde kunne nå ud til mange af popradiostationernes lyttere. Hermed anbefalet.

Spejlvendt. De uendelige skridt. Produceret af: Anders Termansen. Idiot Disc Records. Udkommer i dag.

Capac anbefaler: Leif Sylvester – Family & Friends – Ama’r

6. februar 2017

Efter en årrække helliget billedkunsten vender Leif Sylvester nu tilbage til musikken med den oplagte plade Ama’r. Sidst vi hørte noget til Sylvester på plade var vist, da han sammen med Erik Clausen lavede musik i halvfjerdserne, fx albummet I storbyens favn fra 1978. Det er den med lande- og Giro413-plagen “Mormors kolonihavehus”.

Og noget har ikke ændret sig siden dengang, da Clausen & Petersen huserede som gøglere, musikere og samfundskritiske røster. For Sylvester har også på Ama’r blik på (stor)bylivet. For Sylvester løber ikke fra sin baggrund eller den tid, han er rundet af. Det afsløres med al ønskelig tydelighed i titelsangen, der også får lov til at indlede pladen. En sang om Amager, den bydel, hvor sangskriverens liv fik sin begyndelse: “Født i neon af en afbleget dulle/ De første kærtegn i en kældergang/ En ungdom hvor kuglerne sku’ rulle/ Og bagved det hele var det Elvis der sang/ Hå-hå-hå/ Ooooohh ja Ama’r”. Til lyden af Elvis’ halvtredser-rock’nroll udfolder arbejderklassebarndommen, hvor man bliver uddannet som baggårdsbølle med drømme, der kunne pege ud over den opvækst, man fik. Og Sylvester fortæller sin lille historie om Amager-barn-og-ungdommen med en sanselig realisme, der er de gamle socialrealistiske forfattere og digtere værdig.

Og Elvis er ikke kun lydtæppet i barndommens land. Rock og rul er også den musikform, der leverer næringen til Sylvesters nye plade. Selvfølgelig i en ny aftapning, og suppleret med stilistiske indslag fra andre genrer. Fx i sang nr. 2 “Kyys”, der rocker, men også trækker veksler på New Orleans-jazz med fede blæsere hen over.

Leif Sylvester er solidarisk med sin baggrund og sit hjemland. I en sådan grad, at han i “Kyys” må erklære sig kærlighed til ikke alene dem, der besøger hans gamle fødeø, men til  hele verden. I det hele taget omfavner Leif Sylvester livet med stor kærlighed, både det levede liv og det, der er nu.

Og kærligheden og appetitten på det modsatte køn brænder som en stolt ild gennem sangene – også der, hvor den bliver kølet lidt ned: “Jeg stak hovedet gennem hækken og gjorde store øjne/ Da jeg så naboens døtre stå der splitternøgne/ De stof i hver sin vaskebalje/ Så jeg ku’ se enhver detalje/ Og Inge og Else. Ja det hed de piger/ De var frække som fanden/ Så jeg troede de var friske på lidt lir/ Men de kyssede sgu bare hinanden./ Åh Smerte…bankende hjerte“. Som det hedder i sangen “Bankende hjerte” om den spirende, ungdommelige lyst til hunkønnet.

Jo, Leif Sylvester har meget på spil og meget på hjerte. Han besynger sit univers med et stor hjerte. Og mellem linjerne kigger den gamle samfundsrevser også frem, som fx i den lange sang om “Ørestaden”, der på nærmest spoken-word-vis fortæller om barndommens gamle frirum i Ørestanden og på Amager Fælled. Her sluttes af med de knubbede ord: “Vandhullerne de er nu flotte kanaler/ På første sal et førerløst tog/ Alt det stod der intet om/ I min gamle Amager bog/ Alt det stod der intet om/ I min gamle Amager bog“. Jo, det man undertiden kalder “udviklingen” forandrer barndommens land og transformerer hjemstavnen til noget ukendeligt. Og det mærker man ikke passer sangskriveren, uden at det skal forstås som blot og bar en krænkelse af en gammel nostalgiker. Der er snarere tale om en samfundsbevidst bekymring og en sorg over tabet af noget uerstatteligt.

Med sit gode hold af musikere – hentet blandt familie og venner – har Leif Sylvester skabt et album, der både knytter en tydelig rød tråd tilbage til halvfjerdsernes socialrealistiske og lyriske rocktekster, men samtidig har begge ben solidt plantet i nutiden i kraft af en nutidig produktion, der fremstår med en næsten analog nøgternhed, og et musikalsk udtryk, der – helt i pagt med tidsånden her og nu – blander rock’n roll med alskens andre stilarter, fra jazz til blues. Hermed anbefalet.

Leif Sylvester. Family & Friends. Ama’r. Produceret af: Leif Sylvester. Target Records. Er lige udkommet.

Capac anbefaler: Helene Blum – Dråber af tid

2. februar 2017

Fire år er gået eller dryppet bort i erindringen, siden jeg anbefalede Helene Blums album Men med åbne øjne. Og nu er hun så tilbage med albummet Dråber af tid.

Og som sidst blander Blum sine egne tekster med tekster af danske digtere – som Sophus Clausen, I. P. Jacobsen, Charlotte Strandgård, Harald Bergstedt og et par anonyme, “traditionelle” (som fx “Det haver så nyligen regnet”). Hvor den erfaringsudspringende alvor var markant på forgængeren, så kan man måske spore en isprængt lethed. I hvert fald anslår Sophus Clausens “En lille draabe blod” en tone af lethed og livsbekræftelse.

“En lille draabe blod, en lille draabe blæk.

Det første grønne blad

kan skænke dig en brud ved vårens spæde hæk,

kan vinde dig en stad.”

Det er et digt om det spirende. Og digteren med sin pen, der kan lade inspirationen springe frem på det blanke papir, lade det bryde frem som de små forårsgrønne blade. Og perspektivet fastholder Blum i sin egen sang “Friheden Station”, der er en sang om kærlighedsmødet, hvor livet ligger foran parret og tiden går i stå:

“Nu var vi to der svævede henover verden

og alt det vi tænkte og så gennem regnen derude

ja det var også det vil skulle få

lydløst gennem ruden så jeg dine læber sige:

Jeg elsker dig

tiden gik i stå”

Kærligheden, der kan få tiden til at gå i stå for ham og hende, der på  chalgalsk vis svæver hen over verden. Inden tiden begynder at folde sig ud…

Blums egne tekster er mere ordrige end de lånte, og det ligger som en slags prosadigte tættere på det talte sprog end på den ordknappe lyrik, hun finder i den danske digtning. Det gælder således også sangen “Vore historie”, der handler om den kærlighed, der har været og om den erfaring, den fører med sig. Igen er tiden – fra pladetitlen – central,.

Jeg ville ændre alt

hvis jeg kunne

sig at vi har forsøgt

at vi har gjort det godt

jeg venter på at tiden går

mens fremtiden spejler mine sår

Siden sidste album er sangerinden blev mor, og måske ligger der i dette faktum gemt en forklaring på, at det alvorstunge er lettet lidt på den nye plade, selv om man skal passe på med at indfortolke den slags. Men i hvert fald er det mor-barn-forholdet, der fremhæves i Charlotte Strandgårds “Barn rødkindet”, det mest ordknappe digt på pladen, hvor en række tillægsord modstilles for at beskrive den symbiotiske relation:  “Barn rødkindet/ mor stærk/ barn hjælpeløs/mor omsorgsfuld….”. Og barnet er også emnet i Blums egen sang “Din fod skal gå”, hvor en lille pige beskrives som en lille mirakelstjerne på livets firmament, sådan som kun forældre kan anskue deres eget afkom: “Højt på himlen ku’ jeg se dig/ stråle fra et andet sted/som det fineste mirakel/ valgte du at komme ned/ ud af alle små lanterner/strålede ingen før som du/Lille pige tænk at du er her nu.”

I. P. Jacobsens “Lad våren komme” smelter den forårsspirende natur sammen med det metaforiske hjertes og understreger pladens lette anslag igen. Men sorrig og glæde de vandrer til hobe, som jeg skrev sidst. Og man kan læse nogle dråber alvor ind i de to tradtionelle sange “Tusind tanker” (om en kærlighed, der ikke blev til noget) og “Som stjerneren på himlens blå” (om de ustadige karle, der ikke altid lever op til løfter og erklærede intentioner). Og det ville være mærkeligt, om ikke alvoren på antipodisk vis ville dukke frem fra den undergrund, hvor den altid ligger som naturligt modstykke til livsletheden.

Helene Blum synger sangene med sin meget smukke stemme og bakkes fornemt op af sit band, der bl.a. består af gemalen Harald Haugaard. Og stilen er stadigvæk en afart af det, vi kalder folk, men en moderne udgave, der undertiden grænser op til jazzens improviserende landskab. Samtidig med at sange lufter det iørefaldende, vi i mangel af bedre identificerer med pop.

Dråber af tid er en fuldbragt opfølger af forgængeren. En modnet udgave af Helene Blum med samme kvaliteter til overflod. Og det vil kun være naturligt, hvis hendes fanskare vil vokse med denne – hendes femte – soloplade. Hermed anbefalet.

Helene Blum. Dråber af tid. Produceret af Helene Blum med hjælp fra bandmedlemmer. Pile House Records. Udkom i går.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 3 af 2.18912345678910...Sidste »