Indlæg tagget med Musik

Hey Hey My My

6. juli 2014

Well, I keep gettin’ younger
My life’s been funny that way
Before I ever learned to talk
I forgot what to say
I sassed back to my mom
I sassed back to my teacher
I got thrown out of Bible school
For sassin’ back at the preacher
Then I grew up to be a fireman
Put out every fire in town
Put out anything smokin’
But when I put the hose down
The judge sent me to prison
He gave me life without parole
Wish I never put the hose down
Wish I never got old.

Desværre er Neil Young og Crazy Horse-filmatiseringen af Weld-koncerten ikke officielt udsendt på dvd/blueray endnu. Den fortjener det ellers, for det er en monumental rockfilm, der viser Young og den skøre hest fra deres mest kompromisløse side med volumenknappen helt i bund og i nærkontakt med et medlevende og lydhør publikum. Rock’n roll will never die… Nyd denne youtubeversion, så længe den er på hylden.

Rolling Stones – De kom, de spillede – the last time

4. juli 2014

Jeg har set frem til at læse dagens anmeldelser af Rolling Stones’ optræden på Roskilde i forvisning om, at de garvede rullesten nok skulle tage det stik hjem i kraft af deres professionalisme og livsdrift. Og sådan blev det vist også, selv om der er mislyde i anmeldelserne. Bandets famøse slaphed slap dem ikke helt. Keef sang ikke godt m.m. Men ellers kørte stadionrockmaskinen som smurt. Og et eller andet sted dybt ind i mit gamle skrog er der en lille stemme, der siger, at jeg skulle have været der – bare for at have været der. Men nej, den stemme må vente til næste uge, hvor his Bobness træder op i Aarhus.

Selv om Rullestenene måske kom forbi for allersidste gang, så vil de forblive musikalske helte i min bevidsthed. De var dengang med deres usoignerede fremtræden ( i følge mine forældre) og deres rå R&B-baserede beatmusik indbegrebet af tressernes modkulturelle bevægelse. I langt højere grad end the Beatles, og deres senere voksen sig ind i jetsetlivsstil med mange penge på kontoen ændrede ikke rigtig ved udgangspunktet, der altid har været der og nu og da skinnede igennem på plader og i koncerter. This will be the last time – for sure. Men i min og andres bevidsthed vil de altid være der.

Dagen, hvor Jim Morrison blev fundet i badekarret

3. juli 2014

Det er en tilfældighed, at Rolling Stones optræder på Roskilde på årsdagen for Jim Morrisons død. De to ting har vist ikke meget med hinanden at gøre – andet end, at det er mærkedage.

Jeg skal ikke fordybe mig i spekulationerne omkring, hvad der eksakt skete omkring Morrisons dødsfald. Det kunne man se og høre om i den just omtalte dokumentarfilm om Morrison, der blev vist på DR for nylig. Jeg hælder til den opfattelse, at Morrisons død var et hændeligt dødsfald, der kunne forekomme i en musikbranche, hvor adgangen til sprut og stoffer var à la mode.

Skraber vi det biografiske stof bort, så står tilbage en formidabel rocksanger og en talentfuld lyriker. Det er musikken og teksterne, der er tilbage, nu hvor Morrisons jordiske rester for længst er blevet en del af Jordens store økologiske kredsløb.

Lydia Loveless ved skrivebordet

2. juli 2014

Den 23-årige Lydia Loveless har med sin upolerede country-blues-rock gjort varigt indtryk på denne bloggerkugle. Ikke mindst hendes tekster, der trækker på en lang hedonistisk tradition i den Vesterlandske digtekunst, overbeviser om, at den unge dame har noget at byde på og vil være værd at følge i tiden fremover. Her er hun i en ubarberet udgave fra NPRs Tiny Desk Concert.

Og her er hun i en anden lige så rå optagelse…

Og en CIMU Session optagelse (CIMU: Columbus Indie Music Union)

Reverend Shine Snake Oil Co. – The Candidate

2. juli 2014

“Det gode band står til halsen i den amerikanske musiktradition og spiller en fuldfed rock, der er tilsat en række naturlige tilsætningsstoffer i form af blues og garagerocklyd. Det bliver allerede tydeligt i det første nummer “The Candidate”, hvor Pratts rå, hæse, rustne stemme er omgærdet af en huggende guitar og en fræsende mundharmonika, der trækker direkte på bluestraditionen”. Sådan skrev jeg, da jeg for nylig anbefalede det lille nye album fra bandet med det imponerende navn Reverend Shine Snake Oil Co. Og nu er de her så med videoen, der med al ønskelig tydelig beviser, at det er sandt, hvad jeg skrev.

 

Det gode band står til halsen i den amerikanske musiktradition og spiller en fuldfed rock, der er tilsat en række naturlige tilsætningsstoffer i form af blues og garagerocklyd. Det bliver allerede tydeligt i det første nummer “The Candidate”, hvor Pratts rå, hæse, rustne stemme er omgærdet af en huggende guitar og en fræsende mundharmonika, der trækker direkte på bluestraditionen – See more at: http://www.capac.dk/wordpress/?p=21334#sthash.jDsc85kQ.dpuf
Det gode band står til halsen i den amerikanske musiktradition og spiller en fuldfed rock, der er tilsat en række naturlige tilsætningsstoffer i form af blues og garagerocklyd. Det bliver allerede tydeligt i det første nummer “The Candidate”, hvor Pratts rå, hæse, rustne stemme er omgærdet af en huggende guitar og en fræsende mundharmonika, der trækker direkte på bluestraditionen. – See more at: http://www.capac.dk/wordpress/?p=21334#sthash.jDsc85kQ.dpuf
Det gode band står til halsen i den amerikanske musiktradition og spiller en fuldfed rock, der er tilsat en række naturlige tilsætningsstoffer i form af blues og garagerocklyd. Det bliver allerede tydeligt i det første nummer “The Candidate”, hvor Pratts rå, hæse, rustne stemme er omgærdet af en huggende guitar og en fræsende mundharmonika, der trækker direkte på bluestraditionen. – See more at: http://www.capac.dk/wordpress/?p=21334#sthash.jDsc85kQ.dpuf

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...