Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: Helene Blum – Dråber af tid

2. februar 2017

Fire år er gået eller dryppet bort i erindringen, siden jeg anbefalede Helene Blums album Men med åbne øjne. Og nu er hun så tilbage med albummet Dråber af tid.

Og som sidst blander Blum sine egne tekster med tekster af danske digtere – som Sophus Clausen, I. P. Jacobsen, Charlotte Strandgård, Harald Bergstedt og et par anonyme, “traditionelle” (som fx “Det haver så nyligen regnet”). Hvor den erfaringsudspringende alvor var markant på forgængeren, så kan man måske spore en isprængt lethed. I hvert fald anslår Sophus Clausens “En lille draabe blod” en tone af lethed og livsbekræftelse.

“En lille draabe blod, en lille draabe blæk.

Det første grønne blad

kan skænke dig en brud ved vårens spæde hæk,

kan vinde dig en stad.”

Det er et digt om det spirende. Og digteren med sin pen, der kan lade inspirationen springe frem på det blanke papir, lade det bryde frem som de små forårsgrønne blade. Og perspektivet fastholder Blum i sin egen sang “Friheden Station”, der er en sang om kærlighedsmødet, hvor livet ligger foran parret og tiden går i stå:

“Nu var vi to der svævede henover verden

og alt det vi tænkte og så gennem regnen derude

ja det var også det vil skulle få

lydløst gennem ruden så jeg dine læber sige:

Jeg elsker dig

tiden gik i stå”

Kærligheden, der kan få tiden til at gå i stå for ham og hende, der på  chalgalsk vis svæver hen over verden. Inden tiden begynder at folde sig ud…

Blums egne tekster er mere ordrige end de lånte, og det ligger som en slags prosadigte tættere på det talte sprog end på den ordknappe lyrik, hun finder i den danske digtning. Det gælder således også sangen “Vore historie”, der handler om den kærlighed, der har været og om den erfaring, den fører med sig. Igen er tiden – fra pladetitlen – central,.

Jeg ville ændre alt

hvis jeg kunne

sig at vi har forsøgt

at vi har gjort det godt

jeg venter på at tiden går

mens fremtiden spejler mine sår

Siden sidste album er sangerinden blev mor, og måske ligger der i dette faktum gemt en forklaring på, at det alvorstunge er lettet lidt på den nye plade, selv om man skal passe på med at indfortolke den slags. Men i hvert fald er det mor-barn-forholdet, der fremhæves i Charlotte Strandgårds “Barn rødkindet”, det mest ordknappe digt på pladen, hvor en række tillægsord modstilles for at beskrive den symbiotiske relation:  “Barn rødkindet/ mor stærk/ barn hjælpeløs/mor omsorgsfuld….”. Og barnet er også emnet i Blums egen sang “Din fod skal gå”, hvor en lille pige beskrives som en lille mirakelstjerne på livets firmament, sådan som kun forældre kan anskue deres eget afkom: “Højt på himlen ku’ jeg se dig/ stråle fra et andet sted/som det fineste mirakel/ valgte du at komme ned/ ud af alle små lanterner/strålede ingen før som du/Lille pige tænk at du er her nu.”

I. P. Jacobsens “Lad våren komme” smelter den forårsspirende natur sammen med det metaforiske hjertes og understreger pladens lette anslag igen. Men sorrig og glæde de vandrer til hobe, som jeg skrev sidst. Og man kan læse nogle dråber alvor ind i de to tradtionelle sange “Tusind tanker” (om en kærlighed, der ikke blev til noget) og “Som stjerneren på himlens blå” (om de ustadige karle, der ikke altid lever op til løfter og erklærede intentioner). Og det ville være mærkeligt, om ikke alvoren på antipodisk vis ville dukke frem fra den undergrund, hvor den altid ligger som naturligt modstykke til livsletheden.

Helene Blum synger sangene med sin meget smukke stemme og bakkes fornemt op af sit band, der bl.a. består af gemalen Harald Haugaard. Og stilen er stadigvæk en afart af det, vi kalder folk, men en moderne udgave, der undertiden grænser op til jazzens improviserende landskab. Samtidig med at sange lufter det iørefaldende, vi i mangel af bedre identificerer med pop.

Dråber af tid er en fuldbragt opfølger af forgængeren. En modnet udgave af Helene Blum med samme kvaliteter til overflod. Og det vil kun være naturligt, hvis hendes fanskare vil vokse med denne – hendes femte – soloplade. Hermed anbefalet.

Helene Blum. Dråber af tid. Produceret af Helene Blum med hjælp fra bandmedlemmer. Pile House Records. Udkom i går.

Capac anbefaler: Solsort – Jeg husker det hele, jeg husker ingenting

30. januar 2017

Med albummet Jeg husker det hele, jegh husker ingenting springer sangerinden og sangskriveren Betina Følleslev ud af duoen Strawberry Blonde og debuterer som solist under kunstnernavnet Solsort. I forvejen var løbet en lille håndfuld singler.

Tonen og stilen slås hurtigt an med Følleslevs fordanskning af den svenske singer-songwriter Mellissa Horns sørgmodige sang om stå på egne fødder og savne mindre og mindre. Det akustiske arrangement og Betinas smukke, kildevandsklare, feminine stemme rammer den svensk-nordiske folktone helt rent og sætter dermed niveauet og stemningen på pladen. Vi har at gøre med nordisk inspireret, dansk folk med klare popkvaliteter. En krydsning, der både sigter mod mainstream og mod det store folkpublikum, der altid har ørerne åbne for nye bekendtskaber.

Bortset fra Horn-sangen og et itonesat digt af Henrik Nordbrandt (Lille krigsbarn) så står Følleslev selv for tekst og musik på pladen, selv om hun får hjælp af flere af de medvirkende musikere. Og Følleslevs egne tekster rammer fint den dansk-nordiske tone med dens melankoli og dens særlige, kølige, lyriske kvaliteter. Og tidsånden har sat sit vandmærke på teksterne i form af den allestedsnærværende melankoli, problembevidstheden og den kroniske eftertænksomhed, som pladetitlen også pointerer. Så pladen er både i pagt med sin samtid og i gæld til en gammel folke- og visetradition, kan man sige.

Pladen har nok popkvaliteter i kraft af det melodiske og i kraft af Betina Følleslevs stemmepragt, der må kunne behave ethvert popøre. Men der er dog ikke tale om en regulær popplade, men om en moderne, popfarvet folkplade, der bør konsumeres som sådan af dem, der kan lide folk. Hermed varmt anbefalet af denne folkfan.

Solsort. Jeg husker det hele, jeg husker ingenting. Produceret af kunstnere selv og Michael engman Rønnow. Gateway Music. Anna Music. Magic Music. Er lige udkommet.

 

Capac anbefaler: Cancer – Totem

30. januar 2017

Med albummet Totem inviterer duoen Cancer – Kristian Finne Kristensen (kendt fra Chorus Grant) og Nikolaj Manuel Vonsild (Saints Go Machine) – på endnu en tur i samtidens melankolske poplandskab med sange om hjerte-smerte, tab og fortabelse.

Men det popmusikalske landskab, som Cancer udfolder på pladens næsten en time lange løbetid, er ikke centralt placeret i poppens landskab, men nærmere i grænseområdet mellem mainstreampop og eksperimenterende og provokerende electronica. På de ialt 11 sange formår sangskriverparret at balancere mellem den simple, forførende og fængende pop og den electronica, der er et kors for tanken.

Det første, der slår en, er brugen af stemmerne, hvis leje befinder sig et affekteret sted i nærheden af falsetsang, uden helt at være det. Tankerne ledes let hen på en kunstner som Antony (Anohni). Og de melankolske stemmer er indlejret i et lydunivers, hvor de analoge og digitale rytmer (trommelyde) er reduceret meget uden at pulsen forsvinder. Og omkring de lette rytmer svæver luftige guitarer og væves ind i et lydbillede af synthezisers og analoge tangenter.

Totem opleves i høj grad som et sammenhængende conceptalbum, og nok mest i kraft af lyduniverset, der bygges op gennem de mange numre. Og derfor giver det heller ikke hel mening for mig at fremhæve enkelte numre på pladen. Den indbyder – ved flere gennemlytninger – til at blive indtaget som en stor helhed. Og på den led er pladen måske (?) lidt ude af pagt med tidens generelle fragmentering i musikken. Måske…

Totem er så moderne pop, som man næsten kan forestille sig. Pop, der er nedsunket i et melankolsk syrebad af electronica, der sørger for at poppen ikke bliver for let tilgængelig.

Cancer. Totem. Produceret af: Nis Bysted & Cancer. Tambourhinoceros. Er lige udkommet.

Capac anbefaler: Thorbjørn Risager & The Black Tornado – Change my game

23. januar 2017

I september 2015 havde jeg fornøjelsen af at præsentere og varmt anbefale Thorbjørn Risager & the Black Tornados fine CD-DVD-udgivelse Songs from the Road. Og jeg gjorde lidt ud af forsikre om, at bandet har sine rødder dybt nede i the blues. Og sådan er det stadigvæk på det nye udspil Change my Game.

Det game, der skal ændres på pladen, er netop forholdet til udgangspunktet the blues. Og det lykkes da også for ensemblet at flytte lydbilledet mere i retning af den i forvejen bluesinficerede genre, vi kalder rock. Men jeg skal da straks – og heldigvis for det – understrege, at der selvfølgelig ikke er tale om nogen for- eller benægtelse af oprindelsen. Hvis man spidser ørerne bare en lille smule, vil man kunne høre, at bluesens ånd og rigt facetterede udtryk er der som en latent generator, der hele tiden sikrer, at det med rocken ikke går for vidt…

Forandring fryder, siger en gammel talemåde. Og det gælder i højeste grad for Risager og Co’s bestræbelser på at flytte hegnspælene id deres musik. Og det samlede udtryk har bevæget sig i retning af en række angloamerikanske, bluesinfluerede bands, der gennem årene har lykkedes med at blande blues, rock og big band-udtryk. Uden sammenligning i øvrigt kom jeg til at tænke på Southside Johnny& the Ashbury Dukes, som jeg lyttede meget til i halvfjerdserne. Men associationen holder kune så langt som et fælles udgangspunkt og en på mange måder lignende instrumentering. Ellers er Risager og Tornado helt deres egne med deres blanding af henførte, svedige ballader, næsten funket soulfeeling og farvning fra den storslåede, stortanlagte vestkystrock fra ‘gamle dage’. Jo, Risager og hans fine, meget velspillende combo har formået at få det bevidste og sikkert også ubevidste musikalske inspirationskilder til at smelte sammen til  en fin legering, der er både smittende og medrivende – og som burde overbevise verden uden for Lille Danmark om, at her er et projekt af internationalt tilsnit.

Jeg føler ingen trang til at fremhæve bestemte numre på pladen, for dens store styrke er – og det glæder en gammel lytter som mig – at den fungerer og lyder som en homogen enhed. Og forklaringen er selvfølgelig, at der er lavet en god snes slidstærke sange, at Thorbjørn synger så man kan høre gnisten og de mange års praksis – og så selvfølgelig, at de otte musikere kender og udfylder deres rolle professionelt og fuldt tilfredsstillende. Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme de tre fine korsangere, der også er med til at farvesætte musikken rigtigt.

Hvis man som jeg var og er glad for forgængeren Songs from the Road, så er der al mulig grund til også at give Change my game en chance – og bandet, når de alligevel lægger vejen forbi i nabolaget her i 2017 (se venligst deres Facebookside, hvor datoer og sted kan læses). Hermed varmt anbefalet.

Thorbjørn Risager. Change my game. Produceret af: bandet. Ruf Records. Udkom 20.01.2017

Jeg har ikke lige en aktuel video klar, så i stedet får i en fin koncertoptagelse fra Frankrig

Capac anbefaler: Marie Swane – Everything within me

16. januar 2017

Kærlighedslivets op-, ned- og karusselture har altid været en evig kilde til inspiration i populærmusikken. Ja, man fristes til at sige, at populærmusikken ville have haft det umådeligt svært, hvis ikke den kunne synge og musicere omkring lige netop dette tema. Og for sangerinden Marie Swane er det da også i allerhøjeste grad de dyrekøbte erfaringer fra Kærlighedens kampplads, der giver ilt til sangene på hendes helt nye EP Everything within me, der udkom i fredags.

Swane har selv skabt sine sange. Og de bæres frem af et dirrende følelsesliv, der både rummer blidhed og nærmest ekspolsiv aggressivitet, ja, sangene næres af en lidenskab, der ikke er hverdagskost i dansk populærmusik, men som bunder i en vilje til at besynge erfaringerne ærligt og uden omsvøb. Og det give plads til både det hudløse og bramfrie – som i sangen “Prick”.

Musikken på pladen er en slags avantgarde-rock af den slags, man finder hos fx en Tom Waits og lignende storbydesperadoer. Og Marie Swane synger med en stemme, der med sin energi og lidenskab ikke sådan finder sig lige i det danske musiklandskab. Så tag godt imod Marie Swane og giv hende en chance – på din afspiller eller ude på de danske scener.

Marie Swane. Everything within me. Producer: Andreas Viggo Larsen. Udkom d. 13.01.2017. Fås kun digitalt.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 3 af 2.18812345678910...Sidste »