Indlæg tagget med Musik

Kanonisering af The Doors m.fl.

25. marts 2015

Amerikanernes pendant til de danske kanoner må være  Library of Congress’ National Recording Registry, hvor amerikanerne hvert år indlemmer lydoptagelser, der menes at være af kulturhistorisk betydning. I år gælder det således The Righteous Brothers og deres hit “You’ve got that lovin’ feeling“, Sly & the Family Stone og deres 1969-album Standog The Doors med deres eponyme 1967-album med hittet “LIght my fire”. Andre er: Joan Baez’ debutalbum, Radioheads hovedværk OK Computer, Tennessee Ernie Fords “Sixteen tons“. Se resten på bibliotekets hjemmeside

Elliott Smith erindret igen

25. marts 2015

Elliott Smith døde alt for ung, efter et kort liv, der ikke var let. Men Elliott Smith efterlod sig en lille sangskat, der bliver ved med at udøve tiltrækning på andre musikere. Sange, det åbenbart er let at identificere sig med. Seneste har duoen Jessica Lea Mayfield og Seth Avett lavet et helt album med lutter Smith-sange. Sing Elliott Smith hedder den bare. Og fortolkningerne er lige så enkle og ligetil som titlen. Og Smiths sange behøver heller ikke arrangementoverflod for at virke.

Her er Jessica Lea Mayfield og Seth Avett i en liveoptagelse med nogle fine versioner.

Capac anbefaler: Line Bøgh – Something else and something else and something else again.

24. marts 2015

I oktober 2013 havde jeg fornøjelsen af at omtale Line Bøghs debut-EP Det er os som er farverne over byen. Og jeg hæftede mig især ved Lines kønne, fine feminine stemme og ved hendes evne til at lave nogle tekster, der uden at blive søgt litterære kunne reflektere over almindelige erfaringsbundne oplevelser og problemer.

Og det er lidt det samme positive indtryk, jeg har fået af Lines nye langspiller med den lange titel Something else and something else and something else again. Og Line Bøgh bruger mange ord. Ingen tvivl om det. Ordrige tekster, der ynder gentagelsen og smidigt væver oplevelser af følelser og tilstande. Som fx i den indledende sang “We all wanna fall in love”:

We always want what we can not have

We’re always drawn to the unknown

To the unfamiliar faces

And traces of old dreams

We will always want to change places

Although we know that every new love

just turn out to be another guy

In another apartment

With another sink full of dirty dishes.

Osv.

Ordmættet beskrives det rastløse menneskelige begær, hvor jagten på en drøm viser sig at blive en gentagelse af det gammelkendte i mødet med en beskidt virkelighed med en daggammel opvask i køkkenvasken. Line Bøghs tekster ligner de klassiske poptekster ved at være forankret i en konkret sanselig hverdagsrealitet. Samtidig løfter de sig eftertænksomt over det sanseligt-konkrete og bliver dybt personlige historier om livserfaringer. Der er for mig ingen tvivl om, at vi i Line Bøgh har en kvindelig kunstner, der hæver sig over mainstreampoppens alt for blanke banalitet.

Samtidig er sangen utvivlsomt popsange. Line har sans for at skrue meget melodiøse sange sammen, der som god pop er forførende for lytteren. Ikke banal sing-a-long-radiopop, men voksen pop, der bevæger lytteren og trækker ham/hende ind i teksternes fascinerende univers.

På coverfotoet ser vi en ung, blond pige, der på en kridhvid baggrund kigger eftertænksomt bort. Og på den måde illustrere den enkle cover ganske godt, hvad pladen byder på. Moderne, voksen pop med eftertænksomme, feminine tekster. Og Line bliver på fineste vis backet op af et lille hold musikere, der forstår at skabe en luftig, klar stemning omkring de 10 popsange.

Den nye plade burde sikre Line Bøgh et gennembrud til en ny lytterskare af voksne pophoveder. Det ville kun være retfærdigt. Hermed anbefalet.

Line Bøgh. Something else and something else and something else again. Eget forlag. Udkom i går.

 

Et dødsfald: Jackie Trent – sangerinde og sangskriver – 6.09.1940-21.02.2015

23. marts 2015

Det var i partnerskabet (og ægteskabet) med sangskriveren Tony Hatch, der også var producer for pladeselskabet Pye Records, at Jackie Trent fandt sin rette hylde i musiklivet. Sammen med Hatch leverede hun en række stærke hits til ikke mindst Petula Clark.

Inden det kom dertil havde hun gang i en solokarriere, der nok var succesfuld (fx lykkedes det hende at vippe Beatles’ ‘Ticket to Ride’ af førstepladsen med sangen “Where are you now, my love” i 1965), men ikke lykkedes 100%. Det viste sig at være mere lukrativt at skrive sange til andre sangere og sangerinder. Ud over Petula Clark nød Scott Walker (“Joanna”) og Val Doonican (“What would I be”) godt af Trents og Hatchs samarbejde.

Partner- og ægteskabet holdt til 2002, hvor de blev skilt og Jackie genoptog sin solokarriere, der bl.a. har ført til en selvbiografi og et teaterstykke om hendes liv The Jackie Trent Story, hvor hun selv optrådte.

Shoutin’ Red – svensk countryblues

23. marts 2015

Hvordan kan en 24-årig svensk kvinde ved navn Felicia Jangaard Nielsen lyde som Memphis Minnie eller en anden af de legendariske countrybluesmusikere? Jeg ved det ikke, men sådan er det, når Felicia springer ud som Shoutin’ Red og demonstrerer, at blues ikke kender grænser, hverken med hensyn til lande eller køn…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...