Indlæg tagget med nekrolog

Betty Thatcher – tekstforfatter for Renaissance – er død, 67 Ã¥r

18. september 2011

Er det ikke sådan, at populærmusikkens tekstforfattere ofte har stået lidt i skyggen af melodimagerne? Bernie Taupin bag Elton John? Keith Ried bag Gary Brooker? I Betty Thatchers tilfælde forholdt det sig sådan. Og det af mere end en årsag.

Betty Thatcher, som døde den 15. august af lungekræft, skyede nemlig enhver form for offentlighed. Faktisk ændrede hun sit navn fra Betty Mary Newsinger til Betty Thatcher for at bevare sin anonymitet.

I følge de biografier, man kan finde om hende, sÃ¥ var hun fra barnsben et kreativt og bogligt begavet pigebarn – og det lÃ¥ i kortene, at hun skulle ende med en akademisk karriere. Men sÃ¥dan gik det ikke. For Betty trivedes ikke i skolesystemet og endte pÃ¥ en skole for ‘vanskelige studerende’, hvor hun kunne fordybe sig i det, hun interesserede sig for: kunst og sprog.

Kontakten til den engelske progrockband Renaissance opstod, da hun lærte Jane Relf at kende. Jane var lillesøster til den allerede kendte sanger Keith Relf, som havde stÃ¥et i spidsen for The Yardbirds som forsanger. Jane havde bemærket, at Betty kunne noget med ord – og søskendeparret fik overtalt Betty til at skrive nogle tekster, som de kunne itonesætte. Da bandet i 1972 fandt sin endelige form, gik man over til at sende musik til Betty Thatcher pÃ¥ bÃ¥nd, sÃ¥ hun kunne skrive tekster til indspilningerne. Og hun fortsatte med at levere tekster til Renaissance helt frem til 1981, hvor hun skrev teksten til sangen “Bonjour Swan”, som var med pÃ¥ albummet Camera Camera og var et personligt farvel til gruppen.

Renaissance er blevet gendannet flere gange, siden bandets oprindelige konstellation gik i opløsning omkring 1981. Og Betty Thatcher har skrevet tekster til flere af de senere udgaver, fx Michael Dunford’s Renaissance og Terence Sullivan’s Renaissant.

Betty Thatcher blev født i London, men levede det meste af sit liv i et selvvalgt eksil i Cornwall. Og hendes tekster, som passe som fod i hose til Renaissances musik, var præget af forfatterens eksistentielle ensomhed og eneboertilværelse. Men musikken sørgede for, at teksterne kom ud til et stort publikum.

Jerry Leiber – 1933-2011

23. august 2011

When the night has come

And the land is dark

And the moon is the only light we see

No I won’t be afraid

No I won’t be afraid

Just as long as you stand, stand by me

Der er sange, jeg gerne ville have skrevet. En af dem er “Stand by me”, som er skrevet af den nyligt afdøde sangskriver Jerry Leiber sammen med kollegaen Mike Stoller og Ben E. King, som ogsÃ¥ var den første, der indspillede den. Hvis ikke jeg havde været begejstret for den sang før, sÃ¥ blev jeg det, da John Lennon lagde al sin indestængte passion i den pÃ¥ albummet “Rock’n roll”.

I sangskriverbrandet Leiber & Stoller var Jerry Leiber – eller som han rettelig hed: Jerome Leiber – tekstforfatteren og Stoller komponisten. De mødte hinanden, medens de endnu gik i high school, og det var deres fælles interesse for rhythm & blues, der førte dem sammen. Og i begyndelsen af 1950’er begyndte deres hitmaskine sÃ¥ smÃ¥t at arbejde. Det første hit kom med Charles Browns indspilning af “Hard Times” i 1952. Og derefter gik det slag i slag med sange som “Kansas City” (nr. 1-hit for Wilbert Harrison i 1959 og senere foreviget af The Beatles pÃ¥ Beatles for sale), “Hound Dog” (et hit for Big Mama Thornton i 1953 og udødeliggjort som rocknummer af Elvis i 1956). Sidstnævnte sang gjorde i øvrigt Elvis til en fast kunde i Leibers & Stollers butik (“Loving You”, “Jailhouse Rock”, “King Creole” m.fl.).

Rækken af uforglemmelige sange fra Leiber & Stoller er lang. Blandt de mest kendte er ud over de allerede nævnte: “There Goes My Baby”, “Smokey Joe’s Cafe”, “Yakety Yak”, “Poison Ivy”, “Charlie Brown”, “Ruby Baby”, “Love Potion No. 9”, “Searchin'”,”Young Blood”,”Is That All There Is?”, “I’m a Woman” ,”Lucky Lips”, “On Broadway” og “Spanish Harlem”. Nogle af sangene fik de hjælp til af fx Barry Mann, Cynthia Weill og Phil Spector.

I sin nekrolog i New York Times forsøger William Grimes at indkredse Leibers særlige kvalitet som sangtekstforfatter med ordene: “catchy, street-savvy lyrics“. Og det er ikke skudt helt ved siden af. Leibers tekster har den kvalitet, at de falder helt i hak med melodierne, er lette at huske, mundrette og umiddelbart forstÃ¥elige. Samtidig besidder de bedste af dem ogsÃ¥ et poetisk skær.

Lieber døde i mandags, 78 år gammel, af hjertesvigt.

Jesper Klein – 1944-2011

23. august 2011

Nyheden om Jesper Kleins død var den sidste nyhed, jeg fik inden jeg forlod min arbejdsplads. Med Politikens Henrik Palles forsøg på at indplacere Klein som sin generations største komiker i øret kørte jeg hjem, medens billeder fra Kleins karriere dukkede op for mit indre blik.

Væk var pludselig billederne fra ugebladene af en aldrende mand, der måtte leve med tabet af sin elskede hustru, Lykke Nielsen. Og i stedet dukkede figuren Carl-Henning op fra filmen Balladen om Carl-Henning, Lene og Sven Grønlykkes mesterlige hverdagsdrama fra 1969, som afslørede, at der bag komikeren gemte sig en fortræffelig karakterskuespiller. Jeg så den i Esbjerg Filmklub, i Esa Bio i Esbjerg, på et stort lærred, hvor den sort-hvide film kom helt til sin ret og brændte sig uforglemmeligt ind i min erindring.

Dernæst spredte glimt af Jesper Klein som underfundig, humoristisk og kritisk fornyer af ungdoms-tv i Peberkværnen. Fra dengang, hvor ungdoms-tv tog ungdommen alvorlig og forstod, at underholdning sagtens kunne bygge på et højt informations- og oplysningsniveau, samtidig med, at det havde samfundskritisk bid.

Og selvfølgelig dukkede billeder af ham som habitklædt medlem af Klyderne, hvor han sammen med Jess Ingerlev og Tom McEwan fik afløb for sine humoristiske og musikalske tilbøjeligheder.

Medens billerne skiftede på det indre lærred slog det mig, at vi har mistet en af de få enere i danske kulturliv. Af den slags, der bliver længere og længere imellem. Hvil i fred.

Torben har også kastet en minderune.

En kæmpe er død – Clarence Clemons

19. juni 2011

Bruce Springsteen.net bringer den triste nyhed: “It is with overwhelming sadness that we inform our friends and fans that at 7:00 tonight, Saturday, June 18, our beloved friend and bandmate, Clarence Clemons passed away. The cause was complications from his stroke of last Sunday, June 12th.”

Clarence, der bar det kærlige øgenavn ‘The Big Man’, var – som enhver, der kender hans virke i Bruce Springsteens E-Band, vil vide – en kæmpe, bÃ¥de fysisk og musikalsk.

Som så mange andre sorte musikere voksede den unge Clarence op i en familie, hvor den religiøse musik spillede en stor rolle. Gospelmusikken kom ind med modermælken og den faderlige opdragelse. Faderen gav den kun 9-årige Clarence en altsaxofon i julegave og sørgede for, at han fik undervisning i brugen af instrumentet. Dermed blev hans musikalske skæbne så at sige fastlagt.

Efter sigende var det en plade med King Curtis, en anden saxofonkæmpe, der fik Clemens sporet ind pÃ¥ rockmusikken. Og allerede som 18-Ã¥rig blev han involveret i pladeindspilninger med funkbandet Tyrone Ashley’s Funky Music Machine, som senere kom til at danne grundstammen i det siden ret velkendte Parliament-Funkadelic. Nogenlunde samtidig kom Clemens ogsÃ¥ med i sit første band, The Vibratones, som – helt efter bogen – excellerede i coverversioner af bl.a. James Brownnumre. Vibratones var Clemens ‘ læreplads. Her blev han i fire Ã¥r og fik styr pÃ¥ sit instrument, som i mellemtiden var blevet en tenorsax.

Historien om sit indtog i The E-Street Band har Clemens selv fortalt så levende, at man ikke behøver at gøre ham det efter. Man ser det for sig:
One night we were playing in Asbury Park. I’d heard The Bruce Springsteen Band was nearby at a club called The Student Prince and on a break between sets I walked over there. On-stage, Bruce used to tell different versions of this story but I’m a Baptist, remember, so this is the truth. A rainy, windy night it was, and when I opened the door the whole thing flew off its hinges and blew away down the street. The band were on-stage, but staring at me framed in the doorway. And maybe that did make Bruce a little nervous because I just said, “I want to play with your band,” and he said, “Sure, you do anything you want.” The first song we did was an early version of “Spirit In The Night”. Bruce and I looked at each other and didn’t say anything, we just knew. We knew we were the missing links in each other’s lives. He was what I’d been searching for. In one way he was just a scrawny little kid. But he was a visionary. He wanted to follow his dream. So from then on I was part of history.”
Den skinbarlige sandhed om, hvordan The Big Man trådte ind i Springsteens Band. Og resten er, som man siger, historie.

Fra 1972 , hvor han formelt kom med i Springsteens band,  ragede Clemens op i Springsteens musik. Med sit meget fysiske og kraftfulde spil satte han sit tydelige aftryk på musikken fra Springsteens debutplade Greetings from Asbury Park, N.J. (lyt til klassikeren Blinded By The Light, hvis du er i tvivl) og frem.

Ved siden af jobbet i E Street Band havde Clemons sin egen solokarriere og spillede også gladeligt sammen med mange andre, fx. Gary U. S.Bonds, Ringo Starr, Aretha Franklin og Jackson Browne. Senest spillede han såmæn med på Lady Gagas album Born This Way fra 2010. Han havde også tid til at optræde som skuespiller på film og på tv.

Clemons var gift hele fem gange og blev far til fire drenge, som nu må savne deres far. Clemons blev 69 år.

Springsteen får de sidste ord.

“Clarence lived a wonderful life. He carried within him a love of people that made them love him. He created a wondrous and extended family. He loved the saxophone, loved our fans and gave everything he had every night he stepped on stage. His loss is immeasurable and we are honored and thankful to have known him and had the opportunity to stand beside him for nearly forty years. He was my great friend, my partner, and with Clarence at my side, my band and I were able to tell a story far deeper than those simply contained in our music. His life, his memory, and his love will live on in that story and in our band.” (fra hjemmesiden)

Fotoet ovenfor er et tidligt Pressefoto.

Torben mindes ogs̴ The Big Man Рher.

Sanne Brüel er død, 59 år

18. juni 2011

Det var en trist nyhed at slutte sin arbejdsdag af med. Beskeden om, at Sanne Brüel er død 59 år gammel af kræft.

Sammen med søsteren Rebecca var hun, som læserne af denne blog nok ved, drivkraft i Jomfru Ane Band. Men de musikalske søstre var også med deres vokalarbejde med til at sætte deres mærkbare præg på flere plader fra andre kunstnere i halvfjerdserne.

Sanne var en talentfuld musiker og sanger, der kom fra en talentfuld familie. Moderen, skuespillerinden og sangerinden Birgit Brüel og faderen, musikeren Max Brüel. Og med datteren Kaya har hun sørget for, at stafetten er givet videre.
Hvil i fred.

Sang omkring midnat

Opdatering: Torben kaster en stor rune over den triste meddelelse i Politiken og her.