Indlæg tagget med nekrolog

Jimmy McGriff 1936-2008

30. maj 2008

Hammond-orgel-B3-legenden og soulartisten Jimmy McGriff er gået hinsides. Med sit orgel bryggede McGriff en funky blanding af R&B, blues, jazz, gospel m.m. og lagde en solid grund for det, man siden kaldte funk. Allerede i 1965 gjorde han sig bemærket med albummet “Blues for Mister Jimmy”, en blues-jazz-klassiker. Ud over sine soloprojekter var McGriff en efterspurgt sideman, der satte sit markante præg på mange indspilninger. En mere udførlig nekrolog kan man læse i New York Times.

Jimmy McGriff – The Bird Wave

Al Wilson – er død, 69 år gammel

24. april 2008

Død, død og atter død.. Men jeg kommer ikke uden om at nævne, at sangeren Al Wilson også har forladt os. Al Wilson fortjener ikke mindst at blive husket for sit store R&B-hit fra 1966 “The Snake”. Selv om Wilson var en fortræffelig sanger, så fik han kun beskeden succes. I 1973-74 blev det dog til en slags come-back, idet han indtog hitlisterne med Johnny Mathis-sangen Show And Tell. R.I.P.

The Nice – i anledning af et dødsfald

24. april 2008

Det er ikke min mening at være morbid, men åbenbart er der mange fra musikscenen, der forlader os i denne tid. Således døde trommelslageren Brian Davidson for en lille uges tid siden, kun 66 år gammel (RIP). Davidson sad bag “gryderne” i det kendte, engelske progressive rockband The Nice, der fejrede store triumfer i blandt andet Danmark og det øvrige Skandinavien dengang tilbage i tresserne. Nice var foregangsmænd, når det drejer sig om progressiv rocksammenblanding af elementer fra jazz, klassisk musik og rock. Og deres debutplade The Thoughts of Emerlist Davjack faldt øjeblikkeligt i anmelderens smag, da den udkom i 67. Bandet fortsatte frem til 1970, hvor de gik hver til sit, fordi den kommercielle succes ikke stod mål med den kunstneriske.
Nice lagde også grunden for Emerson, Lake & Palmers senere succes inden for samme musikalske ramme. Ud over Davidson på trommer bestod bandet af Keith Emerson på tangenter, Lee Jackson på bas og David O’list på guitar. Sidstnævnte forlod dog bandet omkring deres andet album, Ars Longa Vita Brevis (68), hvorefter gruppen blev en af de få legendariske trioer i beatmusikken.

Vi præsenterer – The Nice fra Beat-Club – Hang on to a Dream (1969):

Og deres kendte og potente version af Bernsteins America (68)

Danny Federici er død, 58

19. april 2008

Danny “Phantom” Federici (yderst til højre) er død i en alder af kun 58. Danny var et centralt medlem af Bruce Springsteens navnkundige E-Street Band. Her var han med til at definere bandets lyd med sit spil på især orgel, harmonika og glockenspiel. I 2007 fik Federici konstateret en ondartet kræftsygdom (Melanoma), der siden – den 17. april i år -satte en stopper for hans liv. Hvil i fred.

Eric McCredie – “Middle of the Road” – sanger og bassist er død

18. oktober 2007

McCredie øverst til venstre

Eric McCredie var med i bandet Middle of the Road, der huserede i halvfjerdserne med – som navnet antyder – mainstreampop. Som The Independents nekrologskriver pointerer, så repræsenterede Middle of the Road med deres store hit Chirpy Chirpy Cheep Cheep den form for pop, der er “irriterende fængende”. Sange som Y Viva Espana, The Birdy Song, Sugar Sugar, Una Paloma Blanca, Macarena med flere. Sange, der i en periode spilles her, der og alle vegne, indtil mætnings- og kvalmepunktet er nået og overskredet…
Bandet fik endnu et par hits med ligeledes irriterende slagere som Tweedle Dee, Tweedle Dum og Soley Soley. Middle of the Road opløstes i 1976. Eric McCredie blev 62. Hvil i fred.
Se og hør Chirpy Chirpy Cheep Cheep her (på eget ansvar…).