Indlæg tagget med rap

Capac anbefaler: Baya – Sort viking soundtrack

29. oktober 2014

Som tidlige omtalt, så er rappen ikke en musikgenre, der appellerer ret meget til mig – med enkelte undtagelser. Når det er sagt, så vil jeg gerne indrømme, at jeg er blevet indfanget af Bayas rappende univers på det nye album Sort Viking Soundtrack.

Baya, der bærer det borgerlige navn Bachir Mikkel Yahiya Mathiasen, er ikke et ubeskrevet blad i musikalske sammenhænge, hvor han inden debuten her har arbejdet sammen med en række danske og udenlandske navne inden for rappen og dens nærmeste omegn, fx Medina, Burhan G, Craig David og Jill Scott. Og det er sikkert disse forudsætninger, der forklarer den meget internationale lyd, der er på pladens ialt atten skæringer. Numrene på pladen er elektroniske, melodiske og gennemført lækre. Musikken smyger sig behageligt og forførende om ens trommehinder, medens Baya foredrager sine tekster et sted mellem regulær, traditionel rap og metrisk bevidst spoken word. Teksterne, der desværre ikke er trykt i cd-hæftet, kan være lidt svære at dechiffrere, men handler om eksistentielle emner (selvindsigt, stolthed m.m.) og – måske ikke overraskende – det smukke køn, damerne, pigerne, kvinderne. Baya siger selv, at teksterne kan være lidt indforståede. Og det er rigtigt. De virker indforståede og også lidt introverte – og det i kraft af den overlækre musik, de får deres stille liv i lytterens ører.

Bayas plade gør ikke mig til den store fan af rappen og dens beslægtede genrer, men jeg er overbevist om, at Baya med sin lækre skive vil kunne nå ud til et større publikum end rappens trofaste flok. Det er en gennemført moderne plade, der i kraft af sin lækre æstetik vil tiltale mange unge lyttere, tror jeg. Hermed anbefalet.

 

Baya. Sort Viking Soundtrack. DME. Udkommer i dag.

 

Skrevet i Musik Tagged , , | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Markus Lake – EP

19. september 2014

Jeg har tidligere fremført mine forbehold over for genren rap, men jeg lader gerne mine fordomme sætte på prøve. Og nu er den unge rapper Markus Lakes eponyme ep landet på min computer. Og for nu at punktere spændingen omkring fordomsfuldhederne, så lad mig bare sige det lige ud af posen: Jeg bliver langt hen bekræftet i fordommene af Lakes fem numre.

Den indledende “Superman” er en næsten obligatorisk rap om pigen i mandens liv. På et grundlag af enkle, nærmest klassiske og ret så monotone beats, tilsat lidt opblødende guitar, fortæller “supermand” om sin pige. Lake er talentfuld nok til at lade sin rap følge pulsen tæt. Og det er en besyngelse af pigen Louis Lane, Mary Jane. En beskrivelse, der er vævet ind i en lidt overflødig (synes jeg) ramme af  mytologi (Athene, Afrodite) og mediehelte (Supermand/Lois Lane – Bonnie and Clyde…). Og en beskrivelse, besyngelse, der sætter kvinden op på en piedestal som et af mange begæret objekt, som “supermand” ikke er helt sikker på. I mine ører er det et – kunstnerens alder taget i betragtning – temmelig bedaget kvindesyn, der lægges frem for lytteren. Fyrre års kvindefrigørelse finder man kun en flig af i pigens påståede selvstændighed.

“Så godt” er mere musikalsk kompleks. Godt nok er rytmen simpel, men monotonien opblødes af en pigebackingvokal og lidt synth (?). Sangen er en tematisering af kunstnerens forhold til sin sangskrivning. Og heller ikke her kan Lake slippe sin forkærlighed for at lufte mytologiske forbilleder (fx Hemmingway, Mozart og Beethoven…). Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe, men det virker alt for påtaget  at sammenligne sig selv med de store mester i den klassiske musik og den internationale litteratur. Problemet er, at den slags staffage slører for den ærlige selvbevidsthed, som Markus Lake lufter med sin besættelse af rap. Man skal ikke gøre tingene mere indviklede end nødvendigt. Heller ikke i rap.

EP’en slutter af med to nærmest obligatoriske socialt bevidste tekster. “Amanda” handler om den 21-årige luder Amanda. Det er ikke en tekst, der rykker noget ved det stereotype billede af en misbrugende prostitueret. Musikalsk er det en af de mest sammensatte numre på pladen, idet et kraftigt lag af electronica svæver hen over den intense rappen og den bastante rytme.

Heller ikke rappen om pusheren på “Bænken” kan siges at løfte sig over det stereotype og forudsigelige. Musikalsk er det nok pladens mest diskrete rap. Rytmen er nedtonet og tilbagetrukket i lydbilledet, der domineres af stemmens rappen og electronicaklange.

Pladen henvender sig primært til de allerede overbeviste rapelskere. Markus Lake har ubestrideligt sans for rappen, men savner efter min opfattelse udfordringer både på tekst- og musiksiden. Samlet set er det en ret traditionel rapudgivelse, der nok skal finde sit hengivne, ortodokse publikum. Men rapskeptikere som undertegnede vil nok finde andre rapgræsgange at gå på. Hermed anbefalet.

Marcus Lake. Markus Lake. Eget forlag og produktion. Er lige udkommet.

 

Skrevet i Musik Tagged , , | Ingen kommentarer »

Bumsestilen – Ude af trit med flokken – en rapplade, der udfordrer blogbestyreren

2. januar 2012

Jeg har for længe siden luftet min reservation over for stilarten rap. Som stilart betragtet befinder rappen sig et sted mellem mundtlig poesi og musik. Det handler om at rappe tekster til rytme og rim. Og det er teksternes indbyggede metrik, der er bestemmende for, hvordan rappen bliver som musik. Og det er her rappens begrænsninger (eller muligheder, om man vil) ligger. Der er utvivlsomt en tendens til, at rappen bliver monoton, ensformig. Ja, det er mere end en tendens. Der er tale om et stiltræk. Det er min oplevelse og – min fordom.

Derfor var det med visse forbehold, jeg satte den esbjergensiske rapgruppe Bumsestilens senseste udspil Ude af trit med flokken på afspilleren. Og pladen har både bekræftet min fordom – og udfordret den.

På omslaget til cd’en ser man et sort får i nærbillede. Det står på en stor grøn mørk, hvor der er andre brune får og en horisont i baggrunden. Coveret fremhæver fint den attitude, der også angives i tilen Ude af trit med flokken. Rap som en stil, der holdningsmæssig og som attitude er på kant med det bestående samfund. Og attituden går igen i teksterne. Som det hedder i det indledende nummer – “Der er ingen…”: “Der er ingen smarte attituder/ Der er ingen der skal fortælle os hvordan musikken lyder/ Der er ingen kompromis/ Der er ingen billige tricks…”. Og så videre.

Det indledende nummer bekræfter også den nævnte monotonifordom. Men selv om ensformigt rappende passager dukker op flere steder på den mere end en time lange CD (tyve numre i alt!), så blødes monotonien heldigvis op. Dels bryder rapperen og sangskriveren Thomas Thomsen ud i sang, men der leges også opfindsomt med sampling, kor og andet. Fx bruges Beach Boys Good Vibrations med overraskende effekt i introen til nummeret “Livet stinker”. Et andet sted – “Svar mig” – dukker Käthy Bøtker (!) op og giver i bogstaveligste forstand et overrumplende modspil til den energiske rappen.

Charmen ved Bumsestilens plade er i det hele taget, at gutterne stjæler med arme og ben (undskyld: sampler) og ikke uden selvironi bringer lydstumper og -forløb i spil. Det gøres med stor variation og – som allerede antydet – ofte med en overraskende effekt, der gør, at man som lytter bliver hængende.

Ganske vist har Bumsestilen ikke helt kunne fjerne min indgroede fordom mod rappen – men på den anden side har de med deres frodige, vildvoksende, eksperimenterende, stilistisk strittende store album givet mig appetit på at lytte til mere rap. Og det er vel i sig selv en rigtig god anbefaling af Ude af trit med flokken?

Skrevet i Musik Tagged , | 3 kommentarer »

En rigtig rappedulle: Blu Cantrell

2. april 2008

Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg, at der er langt mellem snapsene, når det gælder lytteværdige rap-numre. Jeg var ret vild med Dark Poets, da Jan Ewens præsenterede dem i radioen tilbage i tresserne. Acapella-street-corner-rap med socialt bevidste numre med vokal og rytmisk finesse.

Siden blev rap en del af underholdningsindustrien, og som det gælder for poppen og soulen, så lider meget af det under, at man kan dække mangel på musikalitet ind under teknologiske påfund og cool performance.

Men der er heldigvis også undtagelser, der gør en gammel mands ord til skamme. En af dem er den tidligere backingsangerinde og foldeudpige Blu Cantrell, der debuterede med det lytteværdige album So Blue i 2001 med den lille genistreg “Hit ‘Em Up Style (Oops!)”. Og, mand, så kan hun synge hende Blu-damen! Béonce gå hjem og vug!

While he was scheming
I was beamin in the Beamer just beamin
Can’t believe that I caught my man cheatin’
So I found another way to make him pay for it all

So I went
To Neiman-Marcus on a shopping spree
And on the way I grabbed Soley and Mia
And as the cash box rang I thought everything away

(Oops)
There goes the dreams we used to say
(oops)
There goes the time we spent away
(oops)
There goes the love I had but you cheated on me
And thats for that now
(oops)
There goes the house we made a home
(oops)
There goes you’ll never leave me alone
For all the lies you told
This is what you owe

Hey Ladies
When your man ganna get buckwild
Just go back and Hit ‘Em Up Style
Get your hands on his cash
And spend it to the last dime
For all the hard times
Oh
When you go then everything goes
From the crib to the ride and the clothes
So you better let him know that
If he messed up you gotta hit em up

While he was braggin
I was coming down the hill and just draggin
All his pictures and his clothes in the bag and
Sold everything else till there was just nothin left

And I paid
All the bills about a month too late
It’s a shame we have to play these games
The love we had just fades away, away

(Oops)
There goes the dreams we used to say
(oops)
There goes the time we spent away
(oops)
There goes the love I had but you cheated on me
And thats for that now
(oops)
There goes the house we made a home
(oops)
There goes you’ll never leave me alone
For all the lies you told
This is what you owe

Hey Ladies
When your man gonna get buckwild
Just go back and Hit ‘Em Up Style
Get your hands on his cash
And spend it to the last dime
For all the hard times
Oh
When you go then everything goes
From the crib to the ride and the clothes
So you better let him know that
If he messed up you gotta hit em up

[Repeat 1x]

All of the dreams you sold
Left me out in the cold
What happened to the days when we used to trust each other
And all of the things I sold
Will take you until you get old
To get ’em back without me
Cuz a marriage is better than money you see

Hey Ladies
When your man wanna get buckwild
Just go back and Hit ‘Em Up Style
Put your hands on his cash
And spend it to the last dime
For all the hard times
Oh
When you go then everything goes
From the crib to the ride and the clothes
So you better let him know that
If he messed up you gotta hit em up

hey lady’s,hey lady’s,hey lady’s

Og så er der sikkert dem, der vil sige : Det her er da ikke rap! Og det kan da godt være, at Blu Cantrells rap glider over i ordrig, moderne soul. Men i mine ører er det stadigvæk – rap.

Skrevet i Musik Tagged , | 2 kommentarer »