U2 – der var engang…
30. marts 2007Mit indlæg om den halvadelige Bono skal ikke fortolkes derhen, at jeg ikke kan lide U2. De har bestemt lavet gode sange. Men i mine ører bliver de ikke bedre end dengang de udsendte deres debutalbum “Boy”. Jeg husker endnu den dag, hvor jeg købte pladen i en lokal pladebiks på Bruuns bro. De var langt fra et navn endnu, selv om de havde fået gode anmeldelser i Storbritannien. De kom med en ny lyd, der ikke mindst var båret af The Edges skarpe guitarlyd. Når man lytter til denne plade kan man høre nogle unge knægte, der vil erobre musikverden, og som er fulde af kreativitet og spilleglæde. Et nummer som I Will Follow har al den energi, der også kendetegnede new-wave-bandsene, da de brød igennem lydmuren.
Her er en meget tidlig optagelse af netop I Will Follow. Vist nok U2s første tv-optræden (i et børneprogram…). Jeg savner den tidlige friskhed i deres seneste udspil…
…da kvaliteten af ovenstående er lidt dårlig, så får I også videoen:
30. marts 2007 kl. 19:11
Mellem os Capac, sÃ¥ synes jeg det hele lyder ens og mangler dynamik … Volumenknapper kan aldrig skabe musikalsk dynamik. Nej.
30. marts 2007 kl. 20:01
Ja, ja, Irene, vi kan nok ikke blive helt enige om Bono og Co… ;-)
30. marts 2007 kl. 20:04
Kan vi ikke godt blive enige om at de har en RET monoton bassist?
30. marts 2007 kl. 20:08
Jo, og måske også, at The Edge er den mest interessante i den sammenhæng!?
30. marts 2007 kl. 20:23
Om nogen, så ja! ;-)
Enighed kan man finde hvor man vil!
1. april 2007 kl. 00:16
Jeg er mere til The Joshua Tree.
1. april 2007 kl. 09:56
@Carsten: Bestemt ikke et ueffent udspil. Jeg tabte lidt interessen for gruppen efter Rattle and Hum…