Backbeat
13. september 2006Mellem to møder den pulserende by, århus, kan jeg lige nå at smide et indlæg ind. Jeg har nemlig her til morgen vundet på auktionen igen. Denne gang en dvd, som længe har stået på min ønskeliste: Backbeat.
For dem, der ikke kender filmen, som er blevet vist et par gange på dansk tv, kan jeg fortælle, at den beretter om The Beatles’ spæde begyndelse i de glade ungdomsdage omkring tiden i Hamburg i starten af 1960’erne. Det ville selvfølgelig være totalt ligegyldigt, hvis ikke filmen var værd at se – som film betragtet. Men, det er den. Iain Softleys debutfilm rammer meget fint tidsånden i de opbrydende tressere og giver et overbevisende billede af nogle unge mennesker, der er drevet af ambitioner og kunstnerdrømme, og især Stephen Dorfs portrættering af den alt for tidligt døde kunstnerspire Stuart Suttcliffe og Ian Harts levendegørelse af den evigt sarkastiske, intellektuelle rod John Lennon er holdbare. Filmen er langt fra enhver form for Beatlemania-dyrkelse. Den fokuserer især på forholdet mellem Sutcliffe, Lennon og den tyske forbindelse, repræsenteret af Klaus Voorman (der langt senere tegnede det berømte omslag til Beatles’ Revolver-album, og i øvrigt har været en meget brugt bassist) og Astrid Kirscherr, spillet af henholdsvis Kai Wiesinger og den fra Twin Peaks kendte Sheryl Lee. Endnu et hul i samlingen er fyldt ud.
Læs også indlægget her om Stuart Suttcliffe!
Tilføjelse: En af de sjove ting ved www.imdb.com er, at man kan finde såkaldt trivia, dvs. små kommentarer til filmens realisering, som kan forekomme irrelevante, men som fx filmnørder elsker at gå op i. Det kan være fejl i filmen eller lignende. I forbindelse med Backbeat har man således iagttaget, at Stephen Dorf aka Stuart Suttcliffe spiller på en Hofner President Bass med chrome humbucker pick-ups, men i virkeligheden spillede han på en sådan bas med wood single coil pick-ups.
For det andet kan man læse, at der ikke er en eneste Beatles-sang på soundtracket (hvilket nok handler om royalties…).
Nok så interessant er det, at man brugte 1990’er punk-rock-musikere og teknikere til at lave soundtracket og ikke forsøgte at genskabe den originale lyd. Det gjorde man for bedre at give en fornemmelse af, hvordan publikum oplevede musikken dengang. Beatles var den tids punk!
