Håndbold og politikens grænser – en simpel analyse
12. februar 2020Hvor går grænsen for det politiske? Hvornår ophører man med at være et politisk menneske? Er det fx sådan, at fordi man træder ind i et omklædningrum og iklæder sig sportstøj og -sko, så hænger man også sit politiske habitus på knagen ved siden af sin jakke og træder ind i sportshallen eller på -anlægget som et menneske berøvet enhver politisk holdning eller tilbøjelighed? Nej vel!
Det politiske stopper ikke ved omklædningsrummet eller sportsarenaen, fordi sport er en del af, en forlængelse af det øvrige gennempolitiserede samfund, og det har den altid været. Nogle siger enddan at sporten er et spejlbillede af de øvrige samfund. Et privilegeret spejlbillede, der fortæller os en masse om dette samfund – og dets politik.
Og man behøver ikke at tænke ret meget tilbage i sportens historie for at finde eksempler på, at sport og politik er uløseligt forbundet. Vi husker alle (?) balladen om olympiaden i Tyskland i 1933, hvor Hitler græmmedes over, at en sort amerikaner vandt guldmedalje i løb. Vi husker også terrorangrebet på israelere ved en senere olympiade i Tyskland. Vi husker, hvordan de Sorte Pantere viste deres støtte til bevægelsen under olympiaden i USA i 1968.
Men vi behøver ikke at gå så langt tilbage. For ganske nylig fik en dansk fodboldspiller næsen i klemme i pressen, fordi han optrådte for sit tyrkiske klubhold med en trøje, der roste det tyrkiske regime. Og selv om fodboldspilleren var kontraktligt forpligtet på at spille med det tøj, som klubben nu fandt passende, så måtte han stå for skud alligevel. I pressen. Og vi kan tage balladen om misbrug af præstationsfremmende stoffer, balladen om racisme i fodbold (og andre sporsgrene), balladen om seksuelle krænkelser i sport, balladen om aftalt spil og korruption i de politiske forbund og så videre. Jovist, sport er et spejlbillede af samfundet og dets økonomiske, politiske og andre problemer.
Og når den herhjemme i pressen forgudede tidligere landstræner for det kvindelige landshold i håndbold, Ulrik Wilbeck , plæderer for, at atleter, der deltager i store sportsbegivenheder skal ‘holde mund’ og ‘blive hjemme’, hvis ikke han/hun kan rette ind under holdets ambitioner (og dermed hele den kontekst, disse ambitioner er en del af), så afslører den fhv. landstræner, nu Venstre-politiker i Viborg, at han ikke forstår, at sport altid allerede er politisk. Eller sagt på en anden måde: Han står for en opfattelse af politik, der reducerer politik til noget, der varetages af bestemte strukturerer og institutioner i samfundet. Wilbekck afviser ikke, at sportsmanden el. -kvinden er et politisk subjekt, men ønsker at holde sport og politik adskilt. Han taler om, at atleten kan blive taget som “gidsel” af politiske interesser. Og det er ingenlunde en tilfældig metafor, idet et gidsel er en apolitisk eller afpolitiseret person, der ulovligt og mod sin egen vilje bruges i et politisk afpresningsspil. Og netop eksemplet med den danske fodboldspiller i den tyrkiske, “politiske” trøje, bringes på banen som et eksempel på, hvor håbløs forsøget på at skille sport og politik er. Fodboldspilleren spiller med den forbandede trøje, fordi sporten altid allerede er politiseret.
