Indlæg om Musik

Hvem er Joe Brown?

8. april 2021

Så fik jeg lukket et hul i min musikalske viden. Nemlig: Hvem er Joe Brown? Årsagen til spørgsmålet var, at jeg lyttede til Concert for George, den koncert, der blev lavet året efter George Harrisons for tidlige død. Og her optræder Joe Brown med/på tre numre. Blandt andet får han lov til at afrunde koncerten med sangen “I’ll see you in my dreams”.

Jo, Joe Brown er ikke noget ubeskrevet blad i engelsk musik. Hans karriere startede tilbage i 1950’erne, hvor han dannede skiffle-bandet the Spacemen. Og så var han ellers en del af den indflydelsesrige skiffle-bølge, der skyllede hen over Storbritannien som en forløber for rock and roll. Ved siden af et almindeligt lønarbejde ved jernbanen arbejdede han derefter som backingmusiker for bl.a. Eddie Cochran og Gene Vincent, når de var på tur på øerne. Og i tresserne fik han en pladekontrakt hos Decca og udsendte en række plader, bakket op af studiemusikerbandet The Bruvvers, der også fungerede som hans tour-band. Ved siden af musikken arbejdede Brown også ved tv og på teateret, sådan som det var almindeligt dengang.

Og sådan har Joe Brown fortsat helt frem til i dag. Med at indspille musik – i mange forskellige genrer -samtidig med at han har arbejdet på tv, i radioen og andre steder. Og han er stadigvæk aktiv i en alder af 79 år.

Og hvor kommer så George Harrison ind i billedet? Jo, Joe Brown var Harrisons best man (forlover), da Harrison blev gift for anden gang. Og derfor var han selvskreven som deltager i hyldestkoncerten for

George.

 

Pub rockens fødsel

7. april 2021

At tænke sig, at det var et amerikansk country rock-band, der banede vejen for det fænomen, vi kender som pub rock. Bandet blev dannet af de to new yorkere (!) Jack O’Hara og Austin de Lone . Først som en duo, der siden blev udvidet. De slog deres folder i Greenwich Village og på Long Island, og havde det held at komme i kontakt med det tidligere Animals-medlem Chas Chandler, der sørgede for at få produceret gruppens første album.

Chandler blev deres manager og han sørgede for, at de fik mulighed for at indspille debutpladen i London. Og indspilningen gik fint,og bandet fik spillejobs i byen, bl.a. på den amerikanske embassade og derefter rundt omkring på de engelske universiteter. Tilfældet ville, at medlemmerne kom til at bo i et hus i nærheden af pubben Tally Ho, der ligger (lå?) i Kentish Town.

På Tally Ho var man forvænt med at høre jazz-musik, men det lykkedes Eggs over easy at overtale pubejeren til at lade dem spille – jazz. De var vant til at optræde på barer i New York, så det var nærliggende at gøre det samme i Tally Ho. Og det lykkedes bandet at skabe sig en stor, lokal fanskare, der bl.a. talte musikere som Graham Parker, Nick Lowe og Elvis Costello. Og på den måde blev de pionerer for pub rocken.

Deres plade blev ikke udgivet på grund af problemer med firmaet bag, og medlemmerne fik problemer med opholdstilladelsen, så i slutningen af 1971 vendte de tilbage til New York, hvor de genindspillede sangene fra den første plade med Link Wray som producer. Et tiår senere indspillede de endnu et album, hvorefter de gik hver til sit. Det meste af de to plader er genudgivet på dobbelt-cd’en Good N’ Cheap.

Janis Ian – 70

7. april 2021

Janis Ian var kun fjorten, da hun skrev sin gennembrudssang “Society’s Child” om et tabuiseret romantisk forhold mellem to personer fra forskellige “racer”. Selv om sangen blev bandlyst mange steder og Ian fik verbale knubs for at have skrevet og indsunget den, så blev den en succes salgsmæssigt – og den blev startskuddet til en sanger-sangskriver-karriere, der stadigvæk er i gang (i år har Ian udsendt albummet “Hope”) og som har kastet mange klassiske sange af sig, bl.a. “At seventeen”, der vandt en Grammy i 1976.

Fint cover af en Peter Gabriel-klassiker

6. april 2021

Ødelagt gensyn med Harry Potter

5. april 2021

Den kommercielle tv-kanal 5 har fået den idé at sende alle filmene om Harry Potter hen over påskedagene. Fint tænkte jeg, så kunne jeg måske få genset dem og se, om de holder. Og det må jeg sige, at de gør. De er lige så opfindsomme og velturnerede som jeg husker dem.

Men glæden ved gensynet fik hurtigt et knæk. Jeg havde glemt, at kommercialismen kommer med en pris – nemlig reklamer. Store reklameblokke, der med jævne mellemrum afbryder filmen og tvinger publikum til enten at lave noget andet eller blive udsat for massiv hjernevask. Og denne hjernevask forstærkes af, at det typisk er de samme reklamer, der kører i blokkene. Reklamer for biler ogfor on-line-spil, kobineret med andre reklamer for alskens varer. Så man bliver i den grad mindet om, hvad den slags tv-kanaler lever af.

At det i sig selv er en lidelse at se reklamerne, giver næsten sig selv. Ja, man er tilbøjelig til at længes tilbage til dengang, hvor reklamer var noget man så i afmålte doser, inden filmen gik i gang i biografen. Dengang var det en slags indgangsritual til biograffilmen, i dag er det blot en tilbagevendende, ulidelig gene på tv. Men man kan selvfølgelig bare slukke for tv eller zappe over til noget andet. …

Nuvel, jeg får ikke set alle filmene om Potter i denne gang, så jeg må se, om jeg har dem liggende på DVD et eller andet sted, så et rigtigt gensyn kan etableres.




Sandie Shaw

5. april 2021

Omtalen af Petula Clark udløste et mindre jordskred af associationer i mit hovede. Associationer under overskriften popsangerinder. Og den første der dukkede op var Agneta Fältskog, der i øvrigt fylder 71 år i dag. Fordi hun altid har mindet mig om den lyse Petula Clark og måske også et eller andet sted har været inspireret af hende. Og derfor gik associationerne via Fältskogs sange videre til …Sandie Shaw, der bestemt fortjener at blive erindret for sine mange fine popsange, og for at hun sørgede for at sanger og sangskriver Chris “Yesterday Man” Andrews (78) vil blive husket, fordi hun har indspillet en række af hans sange. (Han lever i øvrigt i bedste velgående i Tyskland – og på Mallorca – hvor han har fået post-Brexit statsborgerskab og har en stor lokal fanskare). Og det bedste middel mod sådan et jordskred er at lytte til nogle af navne. Det er hermed gjort.




Ulf Lundell – Circus: Corona

4. april 2021

Faste læsere husker sikkert, at Ulf Lundell først på året gav corona-koncert på stockholmske Cirkus og på tv. Og nu har han så udsendt musikken fra koncerten på plade under titlen Cirkus: Corona.

Og medens vi er ved det, så kan man lige nu nyde Lundells koncert fra Berns i 2019 på tuben. Skynd dig, inden den bliver pillet ned igen – her.




Keith Richard i studiet

4. april 2021

“Music is a language that doesn’t speak in particular words. It speaks in emotions, and if it’s in the bones, it’s in the bones.” ― Keith

Herlig optagelse med gamle Keith Richard i studiet. Alderen trykker ham vist ikke, når han blot får lov til at lade musikken ‘tale’.




Petula Clark synger Queen

3. april 2021

Jeg faldt helt tilfældigt over denne sang med Petula Clark. Jeg kendte den ikke, men blev mindet om, hvilken fortræffelig popsangerinde Petula Clark (der nu er 88 år) har været og om, hvor mange af hendes sange, jeg ikke har lyttet til. Hendes diskografi er da også overvældende stor.

Det er ikke en rigtig  coverversion. Clark er langt fra Freddie Mercurys særligt dekadente stemme, men hun gør sangen til sin helt egen og synger – efter min mening – fortryllende dejligt.




50: The Kinks – Percy

2. april 2021

Lydsporet til filmen Percy blev endnu en af Ray Davies’ og the Kinks’ mindre succesfulde udspil. Og måske forklarer sammenhængen noget om den manglende effekt. Musikken på pladen er lydsporet til den britiske komedie Percy, der handler om den unge mand Edwin (spillet af Hywell Bennett), der rammes af en nedfaldende mand fra en bygning, hvorved Edwin får sin penis ødelagt. Derfor får Edwin verdens første penistransplantation. Han overtager den faldende og senere døde mands store penis, og den får navnet Percy. Den afdøde mand var en skørtejæger og dameven, og udstyret med Percy får Edwin nu succes hos damerne. Det ender dog med, at han gifter sig med donorens forsømte kone.

Jeg ved ikke om denne filmiske sammenhæng forklarer pladens manglende gennemslagskraft. Og noget andet er, at albummet slet ikke udkom i USA (som The Kinks som bekendt var udelukket fra i en længere periode). Men heller ikke i hjemlandet gjorde pladen sig på hitlisterne, selv om den kom både som LP, EP og single. Forklaringen er måske, som så ofte med The Kinks’ mindre successer, at Ray Davies og Kinks som altid gik deres egne veje, hvorved det enten ramte ved siden af tidsånden eller var forud for deres samtid. Og sjovt nok så blev filmen et stor succes i England i 1971 som den ottende mest sete biograffilm det år.

Set og ikke mindst hørt (lyttet) i bagklogskabens lys, så er det et overset album, der desværre er kommet til at stå i skyggen af forløberen Lola og efterfølgeren Muswell Hillbillies. Solide sange og – ikke mindst – instrumentalnumre (bl.a. en herlig orgeldomineret udgave af sangen “Lola”) og et enkelt nummer, hvor bassisten John Dalton synger for og laver en herlig, vellykket Elvis-imitation (Willesden Green).

Men siden er albummet kommet i flere nye, udvidede udgaver som tegn på, at albummet med tiden har vundet flere lyttere, hvilket er helt fortjent.