Forsangeren i Led Zeppelin (1968-1980 med sporadiske gendannelser siden hen) Robert Anthony Plant fylder 75 år i dag. Siden dagene med Led Zeppelin har han haft en ganske succesfuld solokarriere med en række fine albums. Nævnes skal også det succesfulde samarbejde med sangerinden Alison Krauss, der har resulteret i to lytteværdige album.
Tilbage til skraldepladerne. Denne gang til den kvindelige vokalgruppe En Vogue, der blev dannet i 1989 og straks fik hitlistesucces med deres særlige udgave af funk, soul, hip hop, pop og tilgrænsende stilarter. Trods diverse udskiftninger og intern ballade, så eksisterer gruppen stadigvæk med – vist nok – tre sangerinder. Og uanset om man kan lide den genre, de dyrker, eller ej, så kan man ikke tage fra dem, at de kan synges, så det både går lige i øret og i benene. For ingen tvivl om det: Det er musik, der er skabt til diskotekerne og andre dansesteder.
Og den skive, jeg har fået indlemmet i min samling, er en såkaldt extended remix, hvor seks af gruppens sange – bl.a. deres første store hit “Hold on” – får forskellige miksninger. Og det er effektivt, medrivende og helt forførende hvordan miksningen presser de sidste iørefaldende og dansante kalorier ud af de i forvejen popvenlige sange. Bortset fra et par fedtfingre, så er også denne plade i fineste form indvendig som udvendig.
En af de bedste, ja måske den allerbedste, koncertfilm er Talking Heads Stop Making Sense af Jonathan Demme (1984).Den gjorde et kæmpestort indtryk på mig, da jeg så den i biografen i première-perioden. Og nu kommer den så igen i en opdateret såkaldt 4K-opløsning. Og mon ikke den så på et eller andet tidspunkt også genudsendes på DVD og Blu Ray i en tilsvarende, moderniseret version!? I hvert fald må jeg hellere få undersøgt om nogen af de århusianske biografer har udstyret i orden til et gensyn (og -hør).
I gamle dage var man henvist til radioen og diverse blade, når man skulle finde inspiration til, hvad man ville lytte til. Det er stadigvæk sådan i et begrænset omfang, for ellers er det jo det store net, der er det hav, man kan fiske i. Og et sted, jeg synes er sjovt at fiske i, er andres spillelister. Som fx musikeren Eel, der på sin hjemmeside har lavet tre “smukke” lister. Og her finder man en skønsom blanding af gamle kendinge -som fx fra liste 1 “Herman’s Hermits”, “Leon Russell” og “Dionne Warwick” – og knap så kendte navne – fx “Lips”, “Chaos, Chaos” og “79,5”.
Jeg har altid (?) haft en svaghed for de skøre indfald, der nu og da ramte The Beatles i deres musikalske rejse. Det kan være finurlige passager i sange, opfindsomme indledninger og afslutninger og – ja – hele sange. Som fx “Ob la di ob la da” (fra det ‘hvide album’), “Yellow Submarine” fra Revolver), “Hey Bulldog” (fra lydsporet til Yellow Submarine) og så “All together now” (også lydsporet til Yellow Submarine). Den sidste dukkede pludseligt op i mit hoved: “One, two, three, four/ Can I have a little more?/ Five, six, seven, eight, nine, ten/ I love you…”. En såre simpel sang med en såre simpel tekst. Paul McCartney, der synger for, har beskrevet den som en børnesang. Og den har da også børnesangens lethed og legende karakter. Ordene der nærmest følger af sig selv, guitaren (vist George Harrison), der pisker af sted. Og den let fængende karakter; har man hørt den en gang, risikerer man, at den sidder der længe. 1, 2, 3, 4…
Sangen kan være svær at finde på plade. Herhjemme findes den vist kun om omtalte lydspor fra Yellow Submarine, medens tyskerne og franskmændene var så heldige at få den på singleplade (med “Hey Bulldog” som B-side).
Et par halvrunde. I går fyldte Madonna Louise Ciccone, kendt som Madonna, og selv om hun nærmer sig pensionsalderen, så drager hun på verdensturné i stedet. Jeg har ikke fulgt hende slavist gennem årene og aldrig rigtig været en fan af hende. Jeg synes, hun var bedst, da hun var helt frisk i branchen. Men sådan er der jo så meget…
Og i den anden ende af det musikalske univers finder vi Seán Feargal Sharkey, der blev kendt som forsanger i (post)punk-bandet the Undertones. Han gik solo, da gruppen opløstes i 1983; men har de sidste par årtier arbejde i musikbranchen som repertoireansvarlig og andet.
Det er snart længe siden, jeg har været forbi NPRs fortræffelige skrivebord. Men så så jeg en omtale af Snail Mail, der havde været forbi Christiania og give koncert og hvor bandets musik blev beskrevet som “skarpskåren indierock”. Det gjorde mig nysgerrig. Jeg er ikke helt enig med beskrivelsen, og kan faktisk bedre lide den jeg fandt på Youtube, hvor sangen beskrives som “søvnige”. Ikke nødvendigvis noget negativt, men der er sådan noget søvnigt over sangene, der i øvrigt er ganske fængende.
Danmarks Radios DR2 kører for tiden en serie med såkaldte “filmperler”, hvoraf nogle stykker er af fransk oprindelse. Således gårsdagens film med den associativt klingende titlen “Les miserables”. For selvfølgelig mere end henviser, ja citerer, filmtitlen titlen på Victor Hugos berømte roman, der gennem årene har været genstand for flere versioneringer – som film, musical, teaterstykke m.m.
Aftenens version er fra 2019 og af Ladj Ly og er hans debut som instruktør. Og den bygger på en kortfilm, som Ly lavede i 2017.
Filmens handling finder sted i den parisiske udkantskommune Montfermeil i tiden efter afholdelsen af verdensmesterskabet i fodbold i 2018. Man følger nogle politimænd, der kører rundt i området, der er kendt for at være en lokation, hvor der har været megen handel med narkotika og på det seneste et område, hvor prostitution blandt nigerianske kvinder har floreret. Og så er det et område, hvor forskellige grupperinger kæmper om indflydelse og magt. En islamisk brødreorganisation, en gruppe omkring den lokale, sorte borgmester, politiet og så en masse store børn og unge, der er utilpassede og får tiden til at gå med at lave ballade.
En central skikkelse er den nyslåede politimand Stéphane Ruis, der bliver kastet ud i arbejdet sammen med gruppelederen Chris og den muslimske kollega Gwada. Og Ruiz udfordres af Chris, der ikke går af vejen som at bryde og bøje reglerne for at udføre sit arbejde. Og det kan Ruiz ikke acceptere.
På et tidspunkt sker der det, at en dreng – Issa – stjæler en løveunge fra et omrejsende tivoli. Og det giver anledning til en veritable mennekskejagt for at finde drengen og levere løveungen tilbage til den retmæssige ejer, en sigøjner i cirkus – og derved forhindre, at der opstår konflikter mellem sigøjnerne og de fastboende. Og i jagten sker der det, at politimanden Gwada skyder drengen Issa i hovedet med en såkaldt flash-ball-gevær. Og uheldigvis for politimændene er der en af Issas venner, der filmer optrinnet med sin drone. Så derefter går jagten på Issas ven for at få fat i filmen og forhindre, at de – politimændene – bliver stillet til regnskab for deres handlinger af ledelsen.
Hvordan det ender, må man selv se. Men instruktøren afstår fra at give filmen en simpel slutning. Filmen slutter uden på nogen måde at moralisere eller tage parti for nogen af de involverede. I stedet slutter filmen med et citat af Victor Hugo – fra romanen – der siger: “Husk dette mine venner: Der findes ikke dårlige planter eller dårlige mennesker. Kun dem, der har frembragt dem er dårlige”. Min fordanskning.
Filmen er velspillet af såvel de professionelle skuespillere som de mange medvirkende statister. Og så er filmen en medrivende, bitter kommentar til et Frankrig, hvor racisme, fattigdom, ulighed osv. lever i bedste velgående uden for det officielle Frankrig. I forstæderne til Paris (som ikke regnes med i den gængse opfattelse af, hvad Paris omfatter), hvor tusindvis af indvandrere fra de tidligere franske kolonier lever på det offentlige Frankrigs nåde. Endelig kan man – hvis man er i det humør – se filmen som en advarsel om, hvordan det kan gå herhjemme, hvis ikke vi kommer ud over ghettoficeringen af de bydele, hvor mange af vores immigranter lever deres liv.
Oppe i Canada har to danske tv-medarbejdere rejst rundt for at fortælle om det store land – fra vestkysten og mod øst. Og som underlægning til rejseriet har der været et lydspor, der i stor grad har været sammensat af klassiske rock og pop fra de legendariske halvfjerdsere, og primært inden for canadisk musik (Neil Young, Joni Mitchell, Bryan Adams, Leonard Cohen og mange flere). Men ind imellem er vævet nogle internationalt set mindre kendte sange. I sidste afsnit af turen var der således en del musik med inuit-baggrund. Men fx også ham Colin James, der er et nyt spændende navn for mig..
Opdatering: Lidt research afslører, at James fik et internationalt gennembrud med sit debutalbum i 1988; men det gik helt hen over hovedet på mig.
Opdatering nr. 2: Og hvis man er på den der tjeneste, der hedder Facebook, så kan man se ovenstående udsendelsesrækkes lydspor i detaljer på Anders Aggers Facebook-side.
Rocken er fuld af skikkelser, der på den ene eller anden måde har haft svært ved at forlige sig med rollen som rockstjerne. Lad mig bare nævne den aldeles sky Nick Drake eller – hvorfor ikke? – John Lennon, der havde det svært med Beatles’ eksplosivt voksende succes. Og så er der selvfølgelig legenden fra Pink Floyd, grundlæggeren af The Pink Floyd Sound, Syd Barrett, der siden han mere eller mindre frivilligt forlod gruppen har været genstand for heftig mytologisering. Hvem var han? Hvad skete der? Og så videre. Det forsøger en ny dokumentar med title Have you got it yet? at give et svar på. Spørgsmålet er så, om det bare er endnu et bidrag til mytologien eller om vi kommer nærmere et realistisk billede af Syd!? I hvert fald et velkomment bidrag til det fortsatte efterskrift til tressernes musik.
I 2010 sendte John Lennon et brev til den unge folksanger og sangskriver Steve Tilson. Tilson havde givet et interview til musikbladet Zig Zag, hvor han gav udtryjk for, at han frygtede, at rigdom og berømmelse ville kunne ødelægge hans musik. Men brevet nåede ikke frem til Tilson og han fik det først i hænde i 2005 . Og denne lille episode danner inspirationsgrundlag for filmen Danny Collins (2015), som er Dan Fogelmans instruktørdebut.
Danny Collins (Al Pacino) er en aldrende, succesfuld rockmusiker, der gennem flere årtier har levet et syndigt rockmusikerliv med masser af kvinder og masser af stoffer og sprut. Og han er kørt surt i at levere nostalgiske shows, hvor han lirer sine gamle sange af for et publikum af ældre lakridsspisende damer og andre gamle fans. Og på det tidspunkt kommer hans manager og mangeårige ven Frank Grubman (Christopher Plummer) med det famøse brev, der er signeret John and Yoko og som opfordrer Collins til at holde fast i sin kunstneriske skaben. Og brevet får Collins til at tage sit liv op til revision – herunder også forholdet til sin søn, som han fik efter et stofbedøvet møde backstage med drengens nu afdøde mor. Drengen er nu en voksen mand med en truende kræftsygdom (en arv fra moderen), en dejlig højgravid kone og en underskøn lille datter, der har ADHD. Og Danny Collins sætter sig for dels at genoptage sin sangskrivning, der har ligget i dvale i tredive år, og dels at opsøge sønnen og skabe en relation til ham og barnebarnet.
På sæt og vis en enkel og banal historie, der let kunne være gået hen og blevet en trivialitet i bedste Familiejournal-stil. Hvis ikke det var for de gæve, gamle skuespillere – Al Pacino, Christoffer Plummer og Annett Benning – og et hold unge dygtige ditto, som ikke lader de gamle noget efter. Så derfor bliver banaliteten hævet op til et underholdende lille genrestykke, der får masseret budskabet om, at man godt kan have et hjerte af guld under habitjakken, selv om man er en fordrukken, markotiseret ringvrag fra rockens elite.
Og så hjælper det gevaldigt, at lydsporet i filmen består af mange sange med og af John Lennon fra dennes solokarriere. En fin ledetråd og et fint genhør med mange af Lennons skjulte sange fra de mange albums. Det må have kostet kassen at bruge dem, men er hver en dollar værd.
I aften kl. 21.40 viser DR 2 (igen) udsendelsen Da The Doors ramte Søborg om dengang de berømte amerikanske band besøgte Danmarks Radios daværende hovedkvarter i Søborg, Tv-byen, og leverede en af gruppens absolut mindeværdige og uomgængelige (hvis man kan lide Doors) optrædener.
En af ulemperne ved at nærme sig Støvets år er, at mange af dem, man kender og holder af, også takker af. Således læser jeg nu, at forgrundsfiguren Robbie Robertson i det hæderkronede band The Band, der også er kendt for sit stilskabende samarbejde med Bob Dylan, nu er død i en alder af 80 år.
Sammen med Richard Manuel, Levon Helm, Rick Danko og Garth Hudson lagde Robbie Robertson i The Band grunden til den americana, der siden blev stil-betegnelse for en rockmusik, der stod ved og brugte sine mangfoldige rødder i blues- og folkemusik til at skabe en helt særlig lyd og stemning. Sådan var det især med gruppens første to album fra sentresserne – den berømte debut Music from Big Pink og den eponyme toer – der i dag står som klassikere for perioden. Det var også den musik, der – hvis ellers man skal tro myterne i rocken – fik Eric Clapton til at forlade Cream og Beatles til at droppe de store eksperimenter med albummet Let it be. I hvert fald to albums, der har sat sig spor i rocken efter The Bands opløsning.
Robertson var The Bands leder og primære sangskriver helt frem til bandets svanesang med The Last Waltz (1976), hvor gruppen sammen med en række kendte musikalske venner – bl.a. Dylan, Joni Mitchell, Van Morrison og Neil Young – satte et værdigt og flot punktum for en markant, men også til tider krævende musikalsk løbebane.
Robertson var af jødisk og indiansk afstamning og voksede op med rock and roll. Som ung – seksten år gammel -blev han indlemmet i den canadiske legende Ronnie Hawkins’ band, hvor han lærte om livet som rockmusiker med turnevirksomhed i Canada og Nord-amerika. Og det var her han mødte sine venner fra The Band og Bob Dylan at kende. Resten er musikhistorie.
Violinist og musikmager David Laflamme er død. Han var et fremtædende medlem af bandet It’ a beautiful day, der gjorde stort indtryk med især dered første album hvor Laflammes violin var en vigtig del af lyden.
Åh, ja, Dickey Lee. Det var det år, alle vi fjorten-årige sværmede for Linda i parallelklassen, alene på grund af navnet (hun havde sokker i bhen, fortalte Frank mig). [Torben Bille]
