Medens vi befinder os i den støjende ende af musikspektert, så er aarhusianske Narcosantanicos ude med en live-EP, Live at Gutter Island, hvor de helt lever op til deres allerede berømt-berygtede renommé som værdige, danske repræsentanter for støjrocken…
Syv år og fem album nåede pigepunkkvartetten The Red Aunts at efterlade sig, inden de gik hver til sit. De er et rigtigt punkband, der startede uden at have nogen som helst form for formel musikuddannelse eller lignende. Men som man kan høre på denne opsamling, så var de lærenemme inden for punkens og garagerockens æstetik.
I mit musikunivers hører Joni Mitchell til det ypperste af det ypperste. Toppen af kagen. Hendes musik er i kategori for sig selv. Og nu er hun aktuel med en ny opsamling – Love has many faces – en slags lydforbedret ‘greatest hits’ – og så alligevel ikke, for Mithcell har redigeret udvalget tematisk, hvilket afsløres i undertitlen: A Quartet, A Ballet, Waiting to be danced.
Til NPR fortæller hun om sig selv i et natteinterview
I anledning af den forestående jul er the Poques “Fairytale of New York” blevet genudsendt på vinyl og digitalt. Og i The Guardian fortæller Dorian Lynskey historien om sangens tilblivelse. Og det er ikke en enkel og ligetil historie, snarere en om en lang og svær tilblivelse af en af populærmusikkens allerbedste sange. Og en anledning til endnu en gang at spille sangen…
Dagens i går var ikke nogen særlig god dag. Faktisk en lortedag på mange måder, for nu at sige det lige ud. Bedre blev det ikke, da jeg ovre hos Mod Strømmen kunne læse, at en punklegende – Brian Goble – er død. Lidt yderligere research viste, at han kun blev 57 år og døde af et hjertetilfælde. Den canadiske punker var med i grimme punkbands som The Skulls, The Subhumans og D.O.A.
Jeg kommer ikke uden om James Joyce i denne julekalender. Her læser han fra hovedværket Finnegans Wake. Poesi? Ja, i mine ører er det poesi….
