Fra Chuck Berry til Beach Boys
13. marts 2015“I just took ‘Sweet Little Sixteen’ and rewrote it into something of our own”, Brian Wilson
Plagiat eller inspiration – døm selv.
Â
13. marts 2015 arkiv
Næsten en forglemmelse: Nina Hagen er blevet 60
13. marts 2015
Selv om radaren havde registreret det, var jeg lige ved at glemme det: Punkens “godmother” Nina Hagen blev 60 år den 11. marts. Og det kan jeg selvfølgelig ikke forbigå uomtalt. Efter en uregerlig opvækst i det tidligere DDR kom Nina til Vesttyskland som nittenårig sammen med sin mor Eva-Maria Hagen, der var kæreste med den eksilerede tyske musiker Wolf Biermann. Og helt i tråd med sin rebelske opvækst på den anden side af muren blev Nina punksangerinde i Nina Hagen Band. Dette band kastede to plader af sig, inden frk. Hagen valgte at gå solo med albummet NunSexMonkRock og bevæge sig væk fra den uforfalskede punkrock.
Ud over at besidde en rigtig god stemme har Nina Hagen udmærket sig ved – hele vejen gennem sin karriere – at være rebelsk, utilpasset og ret umuligt at kategorisere. Det betragter jeg som en kvalitet ved en kunstner (ja, ved ethvert menneske…). Hendes seneste album hedder fra 2011 Volksbeat og består af protestsange.
Til lykke til Nina med det runde tal.
En er død: Daevid Allen
13. marts 2015
Det nye capac-år starter med en kedelig nyhed. Medstifteren af de store psykedeliske bands Soft Machine og Gong, (Christopher) Daevid Allen, døde den 13. marts af en kræftsygdom. Allen kom fra Australien og var en mand med appetit på amerikansk beat poesi og avantgaardemusik. Det førte ham til Canterbury, hvor han i 1966 stiftede Soft Machine sammen med Robert Wyatt, Kevin Ayers og Mike Ratledge. På en turné blev han hængende i Paris og visaproblemer gjorde, han ikke lige kunne vende tilbage til Storbritannien. Det førte til dannelsen af Gong i 1967, som Allen spillede sammen med frem til 1975, hvor han forlod gruppen. I de efterfølgende år skabte han bands som Planet Gong og Euterpe og i firserne tog han tilbage til Australien, hvor han blev performancekunstner med lyrik og musik. Nu er han død og verden er blevet en original fattigere.
Capac fylder 9 år!
13. marts 2015Klokken er lort om natten – og det går lige pludselig op for mig, at capac – altså bloggen her – fylder ni år. Med fare for at gentage mig selv, så går det godt med bloggen. Der er mange besøgende. Og det er blevet til mange indlæg. Hvad mere kan en blogejer ønske sig? For mig er det vigtigst, at bloggen holder fast i udgangspunktet. Det er en ikke-kommerciel, uafhængig og personlig blog, der afspejler forfatterens tanker, ideer og indfald. På den led tror jeg, at capac er tro mod sit udgangspunkt. Mutadis mutandis, som latinerne siger. Og foranderligheden tager jeg gerne på mig. Det er livets betingelse.
Men lad mig i dagen anledning fremhæve en enkelt ting, der til stadighed glæder mig. Det er når nye bands/solister, små pladeselskaber og små promotionvirksomheder kontakter mig, fordi de gerne vll have min mening om ny musik. Og som læserne vil vide, så gør jeg det gerne og tit. Det er en ubetinget glæde, for det bekræfter mig til stadighed i, at der er masser at talent og livskraft i musikken. Og hvis jeg med mine skriverier kan få nogen derud til at lytte med, ja så er det det hele værd.
Og det musikalske indslag på denne dag er The Band og deres “Up on Cripple Creek” fra gruppens andet eponyme album. Fordi jeg helt tilfældigt genhørte The Band og deres “The Weight” på radioen i går på arbejde og igen måtte indse, at The Band er et rockband i særklasse.
